Man skal ikke være sulten, når man indtager Jiro Taniguchis seneste øvelse ud i rendyrket tegneserie-zen, “Den Ensomme Gourmet”. Det handler nemlig ikke blot om den moderne mand, men også om madkultur og gastronomi.
En ensom forretningsmand vandrer rundt i et byområde, han ikke er specielt vant til at færdes i. Han har netop overstået et møde og har et par timer, han ikke skal bruge til noget. Maven rumler, og det går op for ham, at han er nødt til at finde noget at spise meget snart. Han er lidt ubeslutsom, men ender med at spise et sted, der på en eller anden sær måde opsummerer kulturen i lokalområdet. Men han er kun betragter. Mennesker taler, lever og mødes omkring ham, og selvom han aldrig rigtigt interagerer med de andre betalende gæster, så opsnuser han stemningen og får en madoplevelse, han ikke havde forventet.
Sådan er skabelonen rundt regnet i størstedelen af de noveller eller vignetter, der udgør “Den Ensomme Gourmet”, som Taniguchi har skabt sammen med forfatteren Masayuki Kusumi. Det er ikke alle historierne, der følger denne form, men langt de fleste. Og så kan man så spørge sig selv, om jeg lige har afsløret alt, hvad der er at finde i bogen? Som altid hos Taniguchi og hans ligesindede er svaret naturligvis nej. Det er ikke de ydre og i det her tilfælde meget enkle begivenheder, der udgør indholdet og dybden i bogen.
Taniguchi og Musumi tegner et portræt af en mand og et land uden egentlig at snakke om nogen af de to ting. Det er næsten, som når en tegner eller maler opridser et objekt ved at tegne alt det, der ligger udenom det. Det negative rum. Der sniger sig detaljer ind om manden. Vi får en meget lille bid af hans fortid, han reagerer på bestemte måder på bestemte ting, og vi begynder at forstå, hvad det måske er for et hul inden i ham, som hans madglæde udfylder. På samme måde skildres Japan igennem madtraditioner og den måde, folk mødes over mad på. Jeg har selv været heldig nok til at besøge Solens Rige for nogle år siden, og “Den Ensomme Gourmet” opklarede en del spørgsmål, jeg havde under mit besøg – og mindede mig om ting ved turen, som jeg havde glemt. Små detaljer og fornemmelser. Her er Taniguchis tegninger naturligvis også aldeles behjælpelige, da deres vanvittige detaljegrad og stærke aroma af autenticitet og realisme er med til at tegne et billede af det nære Japan, som det nu engang er. Oversætter Mette Holms forord gør meget ud af, at man næsten kan bruge bogen som en slags alternativ rejseguide. Ikke til bestemte steder, men til madoplevelser og kulturel indsigt, og her rammer hun nok ret tæt på plet i forhold til den ene funktion, som bogen har. Man bliver vitterlig klogere på Japan og den mad, som jeg helt personlig savner hver eneste dag, selvom jeg kun var derovre i sølle 12 dage for otte år siden.
Billedsiden er, som vi jo efterhånden kender den fra Taniguchi: Underspillet med udtryksfulde personer, hvis kropssprog og mimik ofte fjerner behovet for ord og forklaring. Man kan se, hvordan personerne føler og er. Der er som sådan ikke noget nyskabende eller grænsesøgende ved Taniguchis visuelle sprog, men det er bare så dejligt præcist og velovervejet i al sin sirlighed og underspillethed, at man meget hurtigt lærer dette så vagt definerede menneske at kende samt får en fornemmelse for et sted, man måske ikke nødvendigvis har oplevet selv.
Næsten alle kapitlerne har et slags faglitterært billede, hvor vi ser maden med små beskrivelser og forklaringer noteret hen over billedet. Her er det naturligvis også en fordel, at Taniguchi tegner, så det rent faktisk ligner, og man ville sagtens kunne hive den op ad lommen under et restaurantbesøg i Kyoto eller Tokyo og således blive klogere. Igen er dette en del af den skabelon, som de fleste af historierne følger, men bogens længde er heldigvis så passende, at denne repetition nærmere bliver til en slags meditationsmantra i stedet for kedelig ensformighed. Og så virker det så meget stærkere, når Taniguchi og Kusumi så faktisk bryder med formen hist og her.
Historien om manden endte med at ramme mig ret dybt – også selv om han som hovedperson er hinsides passiv og velsagtens ikke engang er det egentlige fokus i bogen. Men selvom maden og kulturen fylder rigtigt meget, så er der altså også tale om et portræt af en type moderne og lidt sørgelig mand. Han har et enmandsfirma, er single og omrejsende. Vi får en fornemmelse af, at han ikke er forankret i andet end sig selv og sit eget indre univers. Arbejdet fylder alt i hans liv, men det er pauserne, vi får lov til at overvære.
Der er på flere måder tale om en lille bog, der hylder det intime, nære og ikke specielt opsigtsvækkende ved et normalt liv og den virkelige verden. Der er ikke tale om større livsdramaer som i andre af de værker, som Taniguchi har sat sin signatur på, men på sin egen beskedne, fine og skrøbelige måde kommer “Den ensomme gourmet” alligevel til at handle om rigtigt meget.
Karakter: 5/6
Værkets titel: Den ensomme gourmet
Forfatter/tegner: Jiro Taniguchi og Masayuki Kusumi
Oversætter: Mette Holm
Forlag: Fahrenheit
Form: 192 sider i sort-hvid.
Vejl. pris: 249,-
ISBN: 978-87-7176-045-3
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark
