Serieforlagets sidste superhelt er faldet: Spider-Man nummer 408 udkommer den 2. december og bliver det sidste blad om netsvingeren på dansk.
Spider-Man fik debut på dansk i 1967 og har været udgivet uden afbrydelser siden 1978. Nu er det slut for superhelten, der undervejs tog navneforandring fra “Edderkoppen”, så navnet bedre matchede amerikanske filmatiseringer, legesager og merchandise.
– Det virker helt underligt at skulle skrive det her, jeg har trods alt arbejdet med bladet i over 24 år, og der har været perioder, hvor det var tæt på, at vi lukkede, skriver redaktør Michael G. Nielsen i velkomsten til Spider-Man 408.
Nielsen udtrykker dog forsigtig optimisme omkring bladets chancer for en genlancering:
– Vi har haft mange op- og nedture, og det er måske også derfor, jeg har en tro på, at bladet på et eller andet tidspunkt vender tilbage – eller at Spider-Man vender tilbage på dansk i en eller anden form, lyder det lidt kryptisk fra redaktøren, der 1. november forlod sin post på Egmont Serieforlaget til fordel for det nystartede forlag Zoom.
Med Spider-Mans afsked er det slut med superhelte i de danske bladkiosker. Serieforlagets resterende blade retter sig primært mod mindre børn og piger, mens det lille forlag G. Floy nu har markedet for dansksprogede tegneserier om mandfolk i trikot stort set for sig selv.