Efter tre år og 28 numre har det lille forlag Aben maler besluttet at indstille udgivelsen af de såkaldte 676-hæfter. Ifølge forlagsdirektør Steffen Rayburn-Maarup sker det for at ”ryste hjernen og finde på noget nyt”.
676’erne, der af nummer 9s anmelder blev kaldt ”et af de mest forfriskende og inspirerende initiativer på den danske tegneseriescene”, markerede sig fra begyndelsen stærkt med en fordomsfri og bredt favnende tilgang til tegneseriemediet, der lod spritnye talenter boltre sig dør om dør med mere garvede tegnere, og som nok så interessant satte gang i krydsbestøvningen med andre kunstneriske udtryksformer når skønlitterære forfattere, billedkunstnere og arkitekter tog livtag med tegneseriemediet.
Når Aben maler i denne måned udsender sin sidste efterårskollektion af 676’ere er der lidt af det hele i posen: unge Ina Korneliussen leverer sin første selvstændige tegneserie med Fortællingen om dengang jeg fik en bamse, forfatteren Jens Blendstrup og tegneren Rikke Villadsen sender denne gang Skægmanden i skærsilden, kunstbogkongen Henrik Drescher minder om at Ordentlighedforpligter og endelig lover tegneserieveteranen Peter Kielland os – og 676’erne – en Happy end. Nummer 9 siger farvel og ser frem til nye initiativer fra Aben.