Wow!
Robert Crumb kommer til Danmark.
Det er stort! Det er historisk! Er det Art Bubble eller Copenhagen Comics der har fået det scoop?
Ingen af delene. Det er litteraturfestivalen “Louisiana Litterature” som kører den 22-25 August på Gammel Strandvej 13, Humlebæk.
Jeg må tilstå at jeg ikke har hørt om denne litteraturfestival før, men den startede i 2010 og blev straks et hit. Den er endda måske vokset sig lidt for stor, til sine fysisk smalle rammer, at dømme efter billederne. Igennem årene har både Paul Auster og Patti Smith lagt vejen forbi, og i år kan man bl.a. møde Michel Houellebecq.
Det bliver stooort. Robert Crumb behøver nok ikke nogen nærmere introduktion. Jeg køber billet med det samme. Hans kone, Aline Kominsky-Crumb kommer også.
Nummer 9 har fået tegner og Crumb-fan Thomas Thorhauge til at sige nogen ord om Robert Crumbs betydning.
– Det er utroligt fedt at Robert og Aline kommer. De er, som man kan læse i den seneste Crumb-udgivelse på dansk ‘Tegn på kærlighed’, et heftigt powercouple, som på godt og ondt har levet med ungdomsoprørets værdier i mange årtier, og som hvis ellers de er komfortable med omstændighederne, plejer at være nærværende og ligefremme i sådan nogle offentlige talks, så det bliver garanteret en fest. Ikke for på nogen måde at bagatellisere Aline, som virkelig er en sjov og tankevækkende tegneserietegner, men hun er i gåseøjne så uheldig at være gift med den måske største nulevende tegneserietegner, nemlig Robert Crumb. Det er sgu lidt som et pavebesøg for en katolik.
– For mig er det helt utroligt fantastiske ved Robert Crumb hans uforfærdede ærlighed som uhindret og altid fantasifuldt og humoristisk løber fra hans sind, gennem hans pen, ned i tegningerne på papiret. Han er et menneske, der kigger dybt ned i sin sjæl, som tør dvæle ved både det skønne og det uskønne. Han har beskæftiget sig med virkelig vilde ting i sin karriere, ting, som i dag er blevet uhørt politisk ukorrekte, men som det ville være virkelig kriminelt at forsøge at forkaste, for han er næppe et værre menneske end de fleste, men et menneske der vedstår sig de tanker, iagttagelser og impulser der dukker op, og som bruger tegning og tegneserie som kunstnerisk og terapeutisk redskab, og dermed også som et spejl for os andre. I tegneseriekredse er der ofte en mistro til kunst-begrebet, jeg ved ikke helt hvorfor, men for mig er Robert Crumb virkelig et utroligt eksempel på en af vor tids helt store kunstnere, som bruger tegning og tegneserieform som sin udtryksform. Tag nu for guds skyld til Louisiana og se ham og Aline, de lever ikke evigt.
Billetten for 4 dages litteraturfestival koster sølle 184 kr. Ja, man tror det er løgn, men den er god nok. Der er dog ikke mulighed for at booke et sæde. Man skal bare møde op i god tid, hvis man vil have en god plads. Det vides endnu ikke præcis hvilke dag eller tidspunkt ægteparret Crumb går på scenen.
Vi ses derude d. 22-25 August!
Læs mere her.