Robert Crumb: I Can't Do Pretty
Christian Monggards samtale- og portrætbog om og med Robert Crumb er en velgjort, livlig, underholdende og tankevækkende ledsager til Robert Crumbs store værk.
For nu at lægge kortene på bordet fra begyndelsen: Jeg betragter Robert Crumb som verdens førende og mest spændende nulevende tegner.
Det er der mange grunde til, som jeg nemt kunne fortabe mig i, men i lyset af strømningerne i vor tid, hvor tolerancen overfor mange forskellige former for menneskelig adfærd på både højre- og venstrefløj bliver mindre og mindre, og hvor det moralske perspektiv i kunstværdsættelse (tilsyneladende) vokser, står Crumb tilbage som om muligt endnu mere relevant end nogensinde før.
Nøglen til at forstå Crumbs værdi som tegner, kunstner og menneske ligger i hans hæmningsløse ærlighed i skildringen af sig selv (direkte som indirekte) og sit omgivende samfund, men naturligvis også i forhold til de notoriske bekrivelser af seksuelle fantasier og tilbøjeligheder.
Evig fortabelse i helvedes flammer
I Christian Monggards samtalebog I Can’t Do Pretty fortæller Crumb om sin katolske opvækst med trusler om evig fortabelse i helvedes flammer, og om skiftet til hippiebevægelsens hæmningsløshed: ”Nobody knew what the parameters were. The limits of behaviour. I knew this young girl who thought it was okay to let babies suck guys’ dicks. It was like that. People didn’t know what the parameters were. They were reinvented, re-figured out from the ground up. It was kind of confusing that way. Hippies would be sitting around, and nobody knew how they were supposed to behave”.
Denne radikale combo af streng katolsk religiøse dogmer på den ene side og hippiebevægelsens radikale normløshed på den anden, er utvivlsomt kernen i Crumbs kreative motor, som har kastet humoristiske, alvorsfulde, avantgardistiske, satiriske, pornografiske tegninger og tegneserier af sig i mere end 60 år. Tegninger, der uanset genre og iscenesættelse, altid er dybt personlige, som konstant meddeler sin ophavsmands besættelser og frustrationer.
Misogyn, racistisk, pervers etc. etc.
Crumbs ry eller rygte som tabuoverskridende tegner er, som han selv fortæller i samtalebogen, afhængig af øjnene der ser. Nogle mennesker forstår på stedet Crumbs projekt, den råt for usødede omfavnelse af menneskelivets underlige, ofte upassende lyster og tanker.
Groft sagt, at ingen mennesker er moralsk pletfri, at vi siger noget andet end vi gør, at vi lyver overfor andre og os selv for at fastholde moralsk rigtig selvforståelse, at man undertiden kan have lyst til noget, man vi godt ved er problematisk, måske endda forbudt, at man kort sagt kæmper med sig selv, kæmper med erkendelse og finde sin plads på jorden og i sit jordiske hylster. Andre ser Crumbs værk som afvigende, ulækkert, og som bogstaveligt – misogynt, racistisk, perverst og så videre.
Den normløshed, Crumb beskriver som hippiebevægelsens modus operandi er vi meget langt fra i dag. Jeg er selv vokset op i en meget mild manifestation af ungdomsoprørets dagsorden, alternativ livsform i et bofællesskab (hvor jeg fandt Crumbs tegneserier i naboens bogsamling), som hurtigt førte til en masse familiers opløsning, og uden på nogen måde at fordømme skilsmisse, er det vel rimeligt at antage, at de fleste har forstået at skilsmisser har konsekvenser for børns trivsel og så videre.
Samfundet har på mange måder forladt 68-ideologien, og er nu et andet sted, fyldt med paradokser og modsatrettede tendenser, men et sted hvor moral i en eller anden forstand er blevet grundmålestok på den venstrefløj, Crumb blev berømt i.
Erkendelsens spejl
Crumb nævner selv at universitetsstuderende i dag – ’med blogs og podcasts og twitter og en masse andre ting, jeg ikke forstår’ – forkaster ham moralsk, og endda rubricerer ham som ’sexual predator’.
Det er så ærgerligt, synes jeg. Hvis kunst er et spejl, måske endda et erkendelsens spejl, er Crumbs værk et af de mere generøse, ærlige og velgørende spejle at kigge ind i, måske især i forhold til eksistensens ubekvemme skyggesider. Som han selv ofte fastslår – det er bare streger på papir, come on!
Men klart nok, i en tid med identitetspolitik, hvor besættelsen af sprog og attributter som potent adfærdsbestemmende, hvor ideen om at man kan fjerne racisme ved at fjerne bøger med racistisk indhold fra bibliotekerne, er det indlysende let at forstå hvorfor Robert Crumbs oeuvre gør ondt i øjnene på religiøse moralister på højrefløjen og rigoristiske social justice warriors på venstrefløjen – hans tegninger er fyldt med prekære stereoptyper, ’graphic depictions’ af en lang række for mange anstødelige motiver, inklusiv incest, og dømmes ofte i en tilfældig og skæv kontekst, som man ofte risikerer i internettets historieløse tidsalder, ak!
“Wow, they are really getting it wrong”
Crumb lever okay med at blive misforstået, som de fleste store kunstnere, politikere, debattører gør. Man kan ikke gøre alle glade, og menneskers modvilje mod ens virke er business as usual.
I samtalebogens andet interview noterer Crumb dog, at han faktisk ikke ønsker at såre nogens følelser – men det er et vilkår, må man forstå, i det han tidligere fastholder at kunst må ud, og at det må og skal være ærligt og ucensureret, så kan man altid tilrettelægge publikationer og film efter bestemte strategier, for eksempel helt undlade at trykke visse ting – ”fortunately, there are a few black people who understands what it is about. There’s a lot of black guys who don’t and are angry with me for that stuff. The same with the women thing. Some women get it, but a lot of women don’t. They take it at face value. When I first realized that they took it at face value, it surprised me – ‘Wow, they’re really getting it wrong’ “.
Christian Monggards samtalebog er en perfekt ledsager til enhver Crumb-entusiasts samling, smukt designet og rigt illustreret med en god blanding af både kendte signatur-tegninger og mere obskurt illustrationsmateriale.
Samtalen er især i begyndelsen præget af en form for indgroet, professionel reserverethed fra Robert Crumbs side, men han åbner op, og hans svar bliver gradvist længere og mere fyldige.
Foruden de to samtaler er I Don’t Do Pretty forsynet med to glimrende forord, det ene af Monggaard selv, som meget fint gengiver det eksistentielle og intellektuelle chok over det første sammenstød med Crumbs værk (mit eget første møde med Crumb var meget tæt på Monggaards).
Det andet forord er skrevet af min gode ven Matthias Wivel, og når nu den relation er tydeligt transparent, er det nemmere at sige at det virkelig er en fremragende, præcis og meget vidende og indfølt karakteristik af Robert Crumb og hans værk.
I det lys er I Don’t Do Pretty ikke bare en bog til entusiaster, men også et bud på en forståelsesnøgle til nye læsere af Crumb, eller, i en perfekt drømmeverden, til horderne af nymoralister (I ved hvem I er), der forveksler fattig og middelmådig kommunikationskunst med de rigtige meninger med Real Art, og som med Christian Monggaards samtalebog får en pædagogisk opvisning i hvorfor ærlighed, humor og rå, tyktflydende veloplagt opfindsomhed er mere relevant og nærværende egenskaber i konstruktionen af et kunstens spejl end dødssyg moraliserende propagandakunst.
For dem, der har læst mange interviews med Crumb er der ikke så forfærdeligt meget nyt under solen, men på den anden side fylder Christian Monggaards interviewbog et hul i Crumb-værket – den har en perfekt, uprætentiøs størrelse; en lidt mindre bog, som man faktisk får læst, som er livlig og konstant tankevækkende, som kommer omkring både de centrale temaer i Robert Crumbs værk samt livsfaser og skiftende livsperspektiver, herunder arbejdet med første mosebog, og er dermed endt med at blive det perfekte ekstramateriale til Fantagraphics’ (desværre ufuldendte) Complete Crumb Comics (17 bind) og Taschens R. Crumb Sketchbook 1964-1998 (5 bind).
Læs også Nummer 9s interview med Christian Mongaard omkring tilblivelsen af I Can’t Do Pretty .