I anledning af udgivelsen af I morgen bliver bedre, 2: Dronningen, har Nummer9 talt med Karoline Stjernfelt om arbejdet med tegneserien, om at få en svær historie til at gå op og om hvordan hun lagde sin arbejdsproces helt om i 11. time. Dette er den anden af to dele – læs del 1 her.
Det har taget dig lang tid at få bind 2 klar til udgivelse. Kan du sige noget om processen og hvordan den har været anderledes end arbejdet med bind 1, der jo blev enormt velmodtaget?
I Are You My Mother? beskriver Alison Bechdel det at få gode anmeldelser af et værk og så straks sætte sig ned for at lave et nyt værk, der kan leve op til de anmeldelser. Da jeg læste det, tænkte jeg ”Ja. Det er præcis sådan, jeg har det.” For jeg blev jo vildt glad for de positive anmeldelser, men folk beskrev også et værk, jeg ikke syntes, jeg genkendte. Og så tænkte jeg ”så er bind 2 jo nødt til at være virkelig fantastisk, for at leve op til det.” Jeg skulle være endnu mere historisk korrekt, jeg skulle skrive endnu mere politisk intrige. Men ingen af delene var det, historien handlede om. Og så begik jeg den fejl, at jeg blev forelsket i det historiske stof og ville have alting med. Jeg fik først manuskriptet til bind 2 færdigt i 2017, to år efter bind 1 udkom, fordi jeg var så hængt op på det.
I februar 2019 gik jeg ned med stress med et brag. Jeg havde malet mig selv helt op i et hjørne, fordi jeg have en masse forskellige projekter, samtidig med at jeg lavede tegneserien. Det er et fuldtidsarbejde i sig selv, men det anså jeg det ikke rigtigt for at være. Det var først, da det hele gik galt, at jeg kunne se, hvor meget jeg forsøgte at nå på en gang. Jeg måtte lægge alt fra mig i over 2 måneder.
Jeg troede, jeg vidste hvad jeg lavede. Jeg har trods alt lavet tegneserier professionelt i mange år. Men den måde, jeg arbejder, planlægger, tegner på fik dem alle sammen til at tænke ’herre fucking Jemini, hvad foregår der?’
Da jeg var ved at komme ovenpå igen, søgte jeg en plads på ’Open Workshop’, altså et arbejdsophold på Viborg Animationsskole. Jeg havde brug for, at der skete noget helt nyt. På det tidspunkt havde jeg siddet det samme sted og lavet det samme i seks år. Dem, jeg så endte med at sidde sammen med i Viborg, har stort set alle sammen gået enten der eller på andre animationsskoler og har en helt anden måde at arbejde på. Animation er jo en holdsport, i modsætning til at lave tegneserier – i hvert fald på den måde, jeg hidtil har gjort det.
Jeg troede, jeg vidste hvad jeg lavede. Jeg har trods alt lavet tegneserier professionelt i mange år. Men den måde, jeg arbejder, planlægger, tegner på fik dem alle sammen til at tænke ’herre fucking Jemini, hvad foregår der?’ For jeg er virkelig en ’work harder, not smarter’-person. Jeg var villig til at ofre alt, der hedder døgnrytme og liv og balance for mit arbejde. Og det er jo totalt uholdbart. Ikke mindst fordi det kræver alt for meget tid. Så det var så fedt at lære folk at kende, som arbejder på en anden måde og som ville lære fra sig.
Under opholdet i Viborg ændrede jeg min arbejdsmetode markant. Bind 1 og store dele af bind 2 er tegnet og blækket i hånden på lysbord og så kun farvelagt og tekstet digitalt. Jeg holdt fast i den metode længe, fordi jeg er dårlig til at lære nye ting. Men også fordi, at med digitale tegninger kan man altid gå tilbage og fikse ting. Så for ikke at fortabe mig i det, har jeg holdt igen med at skifte til at tegne digitalt. Med fysiske tegninger når man jo et punkt, hvor man ikke kan lave mere om, modsat på computer. Det gik bare op for mig, at jeg brugte for meget tid på at tegne ’digitalt’ i analog form. Altså, sådan noget med at kopiere en original og klippe det panel ud, jeg gerne ville bruge i en ny version, og lægge det på lysbord med en ny skitse, og… altså, det var tåbeligt. Det tog jo otte gange så lang tid, som hvis jeg bare tegnede det digitalt.
Så der foretog jeg skiftet. Jeg har lavet en brush i Photoshop, der ligner min streg så meget som overhovedet muligt, for at gøre skiftet så usynligt som muligt. For der er et før og et efter, især i blækningen. Nogle af siderne har jeg blækket digital oven på scannede skitser, så der er lidt overlap, men der er et før og et efter i tegneserien. Jeg er ret spændt på, om mine læsere vil kunne se, hvor det er. Jeg synes ikke selv det er meget tydeligt.
Jeg er så glad for, at jeg skiftede, for det gav mig tegneglæden tilbage. Pludselig kunne jeg få tingene helt som jeg gerne ville have dem. Det var nemmere at være doven og nemmere at nørde detaljer. Alting var mere ligetil. Mine baggrunde var også blevet mere og mere komplicerede og ambitiøse, og det er så meget nemmere digitalt.
Hvordan påvirker det dit arbejde, at du udvikler dig stilistisk og teknisk?
Jeg har selvfølgelig prøvet at få tingene til at passe sammen. Men jeg har heller ikke villet holde mig fra at udvikle mig som tegner. Det gør heller ikke læseren nogen tjeneste, fordi tegneserien jo skal være så flot, som jeg overhovedet kan lave den. Derfor er det svært at være begrænset af nogle karakterer og en stil, som jeg valgte for mange år siden. Selv i bind 2 er der ting, jeg i dag ville tegne anderledes, men hvor jeg har prioriteret sammenhæng med bind 1. Jeg synes dog, at bind 2 er blevet meget flottere.
Caroline Mathilde i bind 1 (venstre) og bind 2 (højre)
Da jeg lavede bind 1 syntes jeg ikke, at jeg tegnede så flot, som jeg kunne. Jeg tegnede enklere og lidt forjaget, fordi jeg tænkte, at ”en tegneserie kan godt være grim, hvis historien er god.” Selvom tegningerne skulle være flotte, skulle historien være det bærende – man skulle ikke læse mig bare for de pæne tegningers skyld. Men det frustrerede mig også, fordi da det udkom efter tre års arbejde, så var det det eneste, jeg havde lavet. Og det var ikke det flotteste, jeg kunne tegne. Så med bind 2 brød jeg dogmet om, at jeg ikke måtte bruge lang tid på at gøre ting flotte.
Derfor har det også taget så lang tid med bind 2; jeg gav mig selv lov til at være forfængelig. Det var meget for min egen skyld, fordi det er sjovere at lave det flotteste, jeg kan præstere, selvom det er hårdere og tager længere tid. Selvfølgelig er der sider, jeg ikke er tilfreds med, fordi jeg også skulle være færdig på et tidspunkt. Men jeg har givet mig selv lov til mere finesse. Der er nogle splash pages, hvor jeg simpelthen gav mig selv lov til at gå helt amok. Især maskebal-scenen, som mange nok har set på Instagram allerede. Det er min blære-side. Der skulle være noget til mig, hvor jeg kunne have det sjovt og slå mig løs.
Den ultimative blære-side.
Apropos tegneglæde: Hvad er din yndlingsting at tegne og hvad er din hadeting?
Min hadeting er lysekroner, fordi jeg forstår ikke, hvordan de fungerer, og jeg er nødt til at tegne dem hele tiden, fordi så meget af handlingen foregår på et slot. Jeg kan jo ikke bare udelade dem, for de er jo vildt flotte og giver meget til baggrunden. Kompositionsmæssigt virker det tit rigtigt godt. Men jeg kan ikke lide at tegne ting, jeg ikke fatter, og jeg fatter ikke, hvordan lysekroner fungerer. Eller, jeg ved jo godt at der er et skelet af metal og så hænger man krystaller på, men jeg forstår ikke det tekniske bag, hvorfor de er konstrueret, som de er. Og så har min streg jo meget stor detaljegrad, hvor jeg gerne tegner hver eneste linje, der er på et objekt. Hvis man gør det med lysekroner og tegner hver eneste facet, så ligner det ikke en lysekrone, det ligner bare krimskrams.
Jeg elsker til gengæld at tegne hår. Det har jeg altid elsket. Der kommer det med de mange streger mig til gode. Jeg tegner nok i virkeligheden for mange streger på folks hår i bind 2, især i starten. Henimod slutningen holdt jeg lidt op med det. Men jeg elsker at tegne hår. Og så elsker jeg at tegne natur, hvilket jeg også har haft gode muligheder for i bind 2, for karaktererne er mere udendørs. Natur er det eneste, jeg kan tegne i frihånd. Jeg laver generelt ikke skitser til naturbaggrunde først. Til alt andet laver jeg skitser og så blækker henover. Men naturscener laver jeg bare i frihånd, fordi det er sjovere og bliver flottere.
Hele denne proces får mig til at tænke på klichéen om Den Svære Toer – synes du, den kliché holder i dit tilfælde?
OGSÅ i dén grad. Jeg føler mig i virkeligheden lidt snydt, fordi jeg havde regnet med at den svære toer ville være værket efter I morgen blive bedre – altså efter trilogien var færdig. Jeg er fandme glad for, at jeg aldrig skal leve de seneste fem år igen. Arbejdet har været hårdt, men det udenom – at finde en balance, at lære hvordan man laver tegneserier på fuld tid – har været endnu hårdere. Jeg er god til at tage urealistiske projekter på mig og gøre dem færdige alligevel, men det er opslidende.
Bind 1 er jo lavet mens jeg gik på Serieskolan og derefter mens jeg arbejdede på deltid i Faraos Cigarer. Så jeg lavede tegneserier, når jeg havde tid. Og da det så blev mit fuldtidsjob – jamen, så havde jeg jo altid tid. Jeg har aldrig lært, hvordan man planlægger og prioriterer sin tid. Og jeg fik penge til at gøre det, hvilket var vidunderligt, men også et enormt ansvar at leve op til. Nu skulle jeg leve op til den anerkendelse. Så hvordan kunne jeg nogensinde holde fri og ikke arbejde? Det er ikke et under, at jeg gik ned med stress.
Det tog mig lang tid, før jeg nåede dertil, at jeg tog imod hjælp. Bare det at nogen lavede flats for mig – altså at markere de felter, der skal farvelægges i forskellige farver. Det er jo stadig mig, der har farvelagt, det er stadig mit arbejde, der kan ses. Men at bede om hjælp og have andre ind over virkede så fremmed. Endelig søgte jeg nogle penge gennem Open Workshop og fik mulighed for at ansætte Jam Aden til at lave flats for mig. Og så har andre af mine venner hjulpet efterfølgende. Blandt andet har min veninde My Murphy hjulpet mig med at lave farvepaletter til alle scenerne.
Opholdet på Open Workshop har virkelig ændret mit syn på mit arbejde og at der er andre måder at gøre tingene på. Navnlig at det ikke behøver være så hårdt, som jeg havde gjort det til. Jeg har fået tilbud om hjælp til at lave en tidsplan for bind 3, så jeg faktisk ved, hvad jeg skal gøre hvordan og ikke konstant har røven i vandskorpen. Og jeg glæder mig ærligt talt til at blive producet. Bind 3 skal nok også blive hård, men min indstilling er helt anderledes, både til historien og til, hvad omverden mener. Heldigvis er jeg blevet mindre pligtopfyldende og presset har fortonet sig. Det fylder meget mindre nu. Jeg har fundet tilbage til det, jeg egentlig ville med denne her tegneserie.
Læs Nummer 9s anmeldelse af I morgen bliver bedre, 2: Dronningen her.
