I anledning af udgivelsen af I morgen bliver bedre, 2: Dronningen, har Nummer9 talt med Karoline Stjernfelt om arbejdet med tegneserien, om at få en svær historie til at gå op og om hvordan hun lagde sin arbejdsproces helt om i 11. time. Dette er den første af to dele – læs del 2 her!
Karoline Stjernfelt bragede ind på den absolutte top af danske tegneserier, da I morgen bliver bedre, 1: Kongen udkom i 2015. Det første bind i en planlagt trilogi om Struensee, Christian VII og Caroline Mathilde begejstrede både anmeldere og almindelige læsere.
Store ting blev spået for Stjernfelt, der på udgivelsestidspunktet var 22 år gammel og nylig dimitteret fra Serieskolan i Malmö. Hun vandt både Deleuranprisen for Bedste danske tegneseriedebut 2015 og Pingprisen for Bedste danske debut i 2016 og blev tildelt Statens Kunstfonds arbejdslegat i 2016. Alle ventede i spænding på bind 2.
Og så gik der fem år.
Tegneserie-Danmark mumlede i krogene om for højt forventningspres og om at slå for stort et brød op. Om hvorvidt Stjernfelt havde knækket nakken på det skræmmende ambitiøse projekt. Sidste år, i 2019, udkom Usete Steder, en antologi af kortere tegneserier fra Stjernfelts hånd. Trods dens mange meritter blev den anset for en appetitvækker. ”Mens vi venter på et solidt, mættende måltid med anden del af Karoline Stjernfelts stort anlagte trilogi I morgen bliver bedre, er det enormt betryggende at se, at hun også kan noget i et kortere format.” skrev Nummer9s anmelder. Man ventede fortsat i spænding.
Nu kommer den så, bind 2, med planlagt udgivelse 26. november 2020. Charlotte Johanne Fabricius mødte Karoline Stjernfelt i begyndelsen af oktober til en snak om, hvad der er i vente og hvordan vejen hertil har set ud.
Bare så alle er med – hvad handler I morgen bliver bedre, 2: Dronningen om?
Meget af tiden vier jeg til Struensees rejse fra at være fattiglæge i Altona til at stå ved kongens side og gennemføre en ny lov. Og så hedder bind 2 jo ’Dronningen’, og jeg går også helt tæt på Caroline Mathilde og hendes udvikling. Det er jo primært kærlighedshistorien mellem hende og Struensee, som jeg forstår som dette her enorme teenage-oprør. Caroline Mathilde er jo kun 18 år gammel, da hun indleder forholdet til Struensee. Jeg ser det som et udtryk for hendes ret provokerende personlighed – hun går i herretøj, hun tager Struensee under armen til en kongelig begravelse og går op ad kirkegulvet med ham for at pisse resten af hoffet af. I bind 1 er hun meget én, ting bliver gjort mod, men her får hun sit oprør.
Så det er endt med at have været et skidesjovt bind at skrive, fordi det rummer denne her vilde kærlighedshistorie, set fra en 18-årig piges synspunkt. Jeg var meget forhippet på at holde fast i hendes synsvinkel. Der skulle ikke være lange, dvælende blikke på hende og hvor dejlig, Struensee synes, hun var. Tværtimod skulle det være helt omvendt; lange, dvælende sekvenser, der tydeligt viser, hvor lækker hun synes, Struensee er, og hvor meget hun vil have ham. Det er en meget længselsfuld kærlighedshistorie, der løber parløb med det realpolitiske spor om Struensees magtovertagelse.
Lad os blive ved kærlighedshistorien. Vi havde en samtale for et par år siden, hvor du brokkede dig over, at den var svær at skrive. Hvordan fik du den til at give mening?
Det, der var svært for mig at løse, da jeg skrev manus, var hvordan jeg skulle undgå ’kærlighed ved første blik’-klichéen. Det er SÅ kedeligt, når man ser en film, hvor man bliver vist en mandlig og en kvindelig hovedperson, og straks tænker ”åh NEJ, nu skal de selvfølgelig finde hinanden, fordi de har modsat køn.” Det er som et barn, der sidder og slår to Barbie-dukker mod hinanden.
Der er jo hundrede mennesker ved hoffet og Caroline Mathilde var enormt eftertragtet, ikke mindst på grund af sin magtposition som dronning. Mændene har stået i kø, simpelthen. Så hvorfor er det Struensee, af alle mennesker, der får hende til at tænke ’Mmh. Gotta have that.” Altså, bortset fra at han på det tidspunkt var den eneste mand i Danmark, der brugte tandpasta, og generelt var kendt for at holde sin kæft og lytte, hvilket nærmest er svar nok i sig selv.
Den første scene, hvor de for alvor taler sammen, ved vi historisk er en situation engang i 1768 hvor han tilser hende som læge, på opfordring af kongen. Det er en virkelig ydmygende situation for Caroline Mathilde, der har været syg i en periode og bare gerne vil være i fred. Altså, han er ven med hendes mand, som hun hader, og hvis venner generelt er virkelig nederen over for hende. Så hvad skal han sige, for at hun ændrer mening?
Det bliver en røvirriterende replik nærmest uanset, hvordan man skriver den. Jeg skrev side op og side ned af lange dialoger, men jo længere det blev, des værre gik det.
Jeg ville ikke have, at han skulle forsøge at vise hende, at han var god nok og ’ikke som de andre’. Det ville være så utiltalende, fordi det enten ville være for personlig vinding eller af ren forfængelighed. Det bliver en røvirriterende replik nærmest uanset, hvordan man skriver den. Jeg skrev side op og side ned af lange dialoger, men jo længere det blev, des værre gik det.
Nøglen var at arbejde baglæns. Da jeg skrev dem i situationer, hvor de allerede var forelskede, så troede jeg selv på det. Og så gav de første møder bedre mening. Så jeg endte med en meget enkel scene, hvor Struensee bemærker noget ved Caroline Mathilde, som ingen andre har bemærket før. Han nævner det bare, uden at have bagtanker. Og det gør, at hun ser sig selv på en helt ny måde – og føler sig set. Det var en god start, fordi på den måde bliver det meget mere venskab, der vokser ud af gensidig forståelse. Struensee kan godt se, hvorfor hun har det så nederen. Og så snart den scene var på plads, så gav historien mening for mig.Hvordan har det været at sætte Caroline Mathilde i centrum for historien?
Jeg kan godt lide hende som karakter, fordi hun på mange måder er den mindst interessante. Struensee har en interessant historie, med rejsen fra samfundets bund til den ultimative top. Og Christian VII er enevældig og samtidig helt afmægtig. Det er en underdog-fortælling, der nærmeste skriver sig selv. Og så er der Caroline Mathilde, som bare…. er der. Og hun vil bare gerne være glad. Det er sjovt at skrive, fordi det er så gennemført menneskeligt.
Hun var ikke dybt politisk intrigant. Hun var fucking 18 år gammel, da hun indledte forholdet til Struensee. Selvfølgelig var hun intelligent og belæst, men hun var ikke politisk. Man ville gøre hendes karakter en mistjeneste ved at skrive hende på den måde, for så bliver hun bare en kopi af Struensee. Hun har klart været på hans side. Men hun ville noget andet, hun er sit eget menneske.Hun satser alt på denne her mand, som interesserer hende og som tillader hende at udleve nogle private, personlige ønsker. Hun vil have sit eget liv, væk fra den rolle, hun er blevet tildelt, og skider højt og flot på alle ved hoffet. Og hun er loyal over for den mand, hun elsker, til den bitre ende. Hun får lov at træde ind i sig selv som menneske, men fordi hun har satset alt på én mand, så ramler det hele også. Struensee trækker hende med i sit fald.
Lad os tale lidt mere om balancen mellem det historiske og det at fortælle en god historie. Du har researchet enormt meget, men skal også have en tegneserie til at spille. Hvordan gør du det?
Hvis jeg ved, noget er sket anderledes og det har historisk betydning at ændre det, så ændrer jeg det kun meget nødigt. Især de politiske begivenheder, der har ændret danmarkshistorien. Jeg ville aldrig ændre på, hvordan kuppet foregik eller det tekniske ved Struensees magtovertagelse.
Jeg har stadig en forfængelighed og en nørdethed, der gør, at jeg gerne vil have tingene så nøjagtige som muligt. Men jo ældre, jeg bliver, desto mere løs bliver jeg med reglerne. Men jeg holder stadig fast i, at hvis jeg ændrer noget, så skal jeg gøre det overlagt. Jeg skal vide, hvordan det i virkeligheden var og forstå omfanget af min ændring. Når jeg kan komme til det, går jeg stadig meget efter det, jeg kalder ’isbjerg-metoden’. Altså at jeg skal vide så meget som overhovedet muligt og at det, jeg ender med at vise, kun er toppen af den viden, jeg har.
Men både bind 1 og bind 2 er selvfølgelig skrællet ned og komprimeret. Især har jeg lagt mange scener på de samme steder og holdt mig til et lille persongalleri, selvom tingene i virkeligheden er gjort og sagt andre steder og af andre mennesker. Der skal tegneserien være mere tight. En person, der dukker op én gang og aldrig siden, duer ikke. Og der er grænser for, hvor mange slotte, vi kan fare rundt imellem.
Man behøver ikke ofre den historiske kontekst for at have nutidens læsere med.
Hvor vigtigt er det for dig, at karaktererne ser ud og opfører sig som mennesker gjorde på den tid?
Hvis du laver en historisk tegneserie og det ikke virker som en anden tid, hvad fuck er så meningen med at lave noget historisk? Personerne skal virke som rigtige mennesker, der kunne have levet i dag, men de skal tydeligvis være vokset op i en anden tidsalder og opføre sig anderledes. Man behøver ikke ofre den historiske kontekst for at have nutidens læsere med.
Det sagt, er der to væsentlige ting, jeg har ændret. Fornemme kvinder dengang sov med kæmpestore natkyser på. For når du havde sat en stor, flot rokoko-frisure, så skulle den holde i 5-6 dage og gerne længere. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at tegne det sådan. Problemet er, at Caroline Mathilde på samtlige portrætter ser ret midaldrende ud. Og hun døde altså, lige inden hun blev 24 – hun blev forvist, da hun var 20. Så hun var aldrig så gammel, som hun ser ud på malerierne. Jeg ville gerne bevare ligheden, men samtidig få hende til at ligne den alder, hun havde. Der ville sådan en kyse simpelthen få hende til at ligne en bedstemor. Så kyserne er røget, hele vejen igennem. Tematisk kan jeg også bedre lide den ømhed, jeg kan udtrykke gennem kontrasten af rokoko-kostume om dagen og løst hår og natkjole om natten.
Den anden ting er, at i 1700-tallet var man ikke nøgen, når man havde sex. Det var perverst at være nøgen – man tog endda bad med tøj på! Når man skulle have sex, trak man op i sin lange underskjorte, og så trak man den ned igen, når man var færdig. I bind 1 har jeg en undskyldning for nøgenheden, fordi der faktisk er et historisk øjenvidne. Der er en nabo, der har set Støvlet-Katrine og kongen ligge nøgne sammen på gulvet. Det er derfor, der overhovedet er en kilde. Forargelsen handlede ikke primært om, at de havde sex med hinanden. Det var det, at de i al deres perversion lå der og var nøgne. I bind 2 ser man så Struensee og Caroline Mathilde nøgne sammen, men det er simpelthen mig, der har digtet. Jeg kunne ikke bære at tegne det anderledes. Jeg havde bygget op og bygget op og bygget op, og endelig er de sammen, og så skulle de ligge bagefter i deres fucking natskjorter? Nej. Kommer ikke til at ske.
Læs Nummer 9s anmeldelse af I morgen bliver bedre, 2: Dronningen her.