I morgen bliver bedre 2: Dronningen
I morgen bliver bedre 1. Kongen tog den danske tegneserieverden med storm, og gjorde Karoline Stjernfelts debutværk til fast inventar i enhver tegneserieelskes samling. Kan andet bind i trilogien følge etteren trop og bygge videre på den fantastiske historie? Det korte svar er JA!
Forsiden skaber minder. Den prydes igen af de tre centrale personer: kongen, dronningen og lægen. Christian, Caroline Mathilde og Johann Struensee. I 1. del var den usikre Christian placeret midtfor i stort format med dronningen og den kommende livlæge stående i baggrunden.
På forsiden af anden del er Christian flyttet i baggrunden, og Caroline Mathilde står i stedet midtfor i et selvsikkert og henkastet blik, som slet ikke var til stede hos den grådkvalte dronning af første bind. Den usikker Christian og en betaget Struensee står pænt bagved, trekantsdramaet er langt fra slut. Vi har blot fået en ny i centrum!
Men inden selvsikkerheden indtræffer for den nye hovedperson, starter vi, hvor vi slap Dronningen. I sorg og vemod uden anelse for hvad hun skal stille op med det liv, hun er blevet stillet i sigte. Hun mangler Christian, der er på udenlandsrejse, og sidder stille og stirrer ud på mågerne, der svæver over Frederiksborg Slot.
Selvom meget er det samme i anden del af Karoline Stjernfelts trilogi; vi kender karaktererne, vi kender i grove træk handlingen, så har meget forandret sig hos Stjernfelt i den lange ventetid på anden del. Det er tydeligt at se, at den allerede dengang aspirende storyteller (sagt på den helt rigtige Karen Blixenske måde) har rykket sig gevaldigt.
Stregplacering med millimeterpræcision
Allerede fra starten kan vi se, at stregen er forandret. Den karakteristiske næsestreg, som hærgede første bind er forsvundet til fordel for et endnu mere detajlerigt ansigt hos samtlige karakterer. Igennem sin pertentlig gennemarbejdet stregplacering med millimeterpræcision giver Stjernfelt læseren et nærmest unikt indblik i personernes interaktion med og mod hinanden. Præcisionens effekt er svært at beskrive retvisende i ord, men det gennemsyrer hele hæftet og giver alt og alle et helt andet særpræg og liv, som første bind slet ikke manglede, før man læste den på bagkant af andet bind.
Selvom Stjernfelt debut var noget ud over det sædvanlige, er det lykkedes Stjernfelt at gøre stregen endnu starpere, endnu mere livgivende, endnu mere dragende. Fra hendes store udtryksfulde helsidesansigter, hvor hver enkelt ansigtstrækning får betydning, til hendes mildestalt overdådige dobbeltsidede opslag, overfyldt med listige og historieskabende detaljer. Et yderst vellykket eksempel på dobbeltsiden finder man på side 45-47, hvor Struensee første gang møder det danske hof:
Struensee står iført maske foran døren til aftenens bal ved hoffet. Sturz – en af hoffets sædvanlige gæster – byder kækt Struensee velkommen i sidens eneste taleboble: “Velkommen til det danske hof”, og billedet der følger er som frosset fast. En nærmest lamslået Struensee står iført maske med vidt åbne øjne og en stille overrasket mund, kun ventende på, at læseren vender siden og opdager Struensees syn: Et overdådigt gyldent øjebliksbillede af det danske hof i alt sin pomp og pragt.
Modsat rammen hvor vi ser Struensee står som fastfrosset i tid og rum, er alt i balsalen i dette ene sekund i voldsom bevægelse. På begge sider af et dobbeltsidet opslag af den nok mest guldbelagte tegning, jeg har set, siden jeg læste Jumbobøger om Joachim Von Ands pengetank, spiller et orkester med røde og svedende ansigter, i kampen for at holde takten og tonen for ballets mange gæster. Begge orkestergrave er flankeret af udsnit af gæsternes maskerade, hvor hver enkelt gæst har sit helt eget udtryk i både masken og ansigtet bag. Blot igennem blikke og smil fra de veltilfredse og selvtilfredse gæster, ser vi eksempler på samtlige dødssynder spredt ud på 1700-tallets adelige deltagere ved kongens hof: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab. Et sandt saligiatisk meskerstykke!
Siderne bliver Struensees stille indledning til et sandt galskab. Hans ilddåb og uskyldstab i mødet med det totale kaos, og alt dette fortalt i blot 7 rammer, som nok tog mig 20 minutter at komme igennem. Fuldstændigt magisk, hvis du spørger mig!
Der er meget få steder, man brydes ud af illusionen af den dragende fortælling. Kun et sæt øjne i hele hæftet, jeg havde svært ved at forene mig med, hvilket fortæller mere om den overtrufne præcision hver enkelt blik, frakke, paryk, mursten, smil grin og tåre er sat med, end denne anmelders detaljesøgende blik.
Stjernfelts streg er utrolig elegant og velplaceret, og hendes storytelling er formidabel. Så selvom persongalleriet er stort, og de fleste af karaktererne har hvide parykker, eller skifter hårfarve midt i det hele, så er det aldrig svært at følge med i det trebenede handlingsspor.
Farvernes skyggeside
Men stregen står ikke alene. Farvelægningen af albummet er også dybere og mere betydningfuld end sin forgænger. Det ses både i fremstillingen af 1700-tallets overdådige paladser, haver og beklædning, som vi også så det i debutværket. Alt virker – ligesom forgængeren – historisk velfunderet og gennemundersøgt, før det er tegnet og farvelagt. Men særligt brugen af farver til at markere overgange i karakterernes indre sætter del to fra sin forgænger.
Den tossede og selviske konge, vi mødte i første bind, lukker Struensee og læseren indenfor i sit tankemyller, hvori kongens indre sindssyge blotlægges for læseren i et mareridtslignende univers, hvor de kolde og varme farver blandes på en sådan måde, at alt virker forkert og forvringet. Farverne giver sammen med sidernes tekst og tegninger ny dybde til Kong Christian d. 7.’s forskruede virkelighedsbillede, som vi ikke fik med i første del.
De tre musketerer
Selvom vi kender historien om kongen, dronningen og lægen – vel nok Danmarkshistoriens mest berygtede trekantsdrama – gør det ikke læseoplevelsen mindre god, for hæftet er spækket til med vinkler, personer og anekdoter, som man slet ikke var klar over. Sammen med det indgående kig i de tre hovedpersoners indre giver det fylde til langt mere end blot trekantsdramaet.
Kampen mellem Struensee og kongens gamle kabinet og den blomstrende forelskelse mellem Struensee og dronningen står selvsagt i frontlinjen i fortællingen, men det er alligevel tremandshæren med Struensee, kongen og dronningen som eneste tropper, der overtager historien. De tre og deres indforståede og indviklede fællesskab er nærmest overraskende for læseren, og giver karaktererne kød på knoglerne. Struensee bliver til mere end elsker og oplysningsmand, dronningen bliver til andet end en sylfistisk porcelænsfigur og kongen til mere end en fortabt sinke. Karaktererne fortættes og det gør noget helt nyt ved den velkendte historie, end f.eks. filmatiseringen ‘En kongelig affære’ kunne byde på.
Lettelse og angst
Stjernfelts spiller ikke blot på alle de rette tangenter. Hun dirigerer et orkester af fortællerkunst på en måde, jeg kun sjældent har set magen til i tegneserieverdenen før, navnligt den danske tegneserieverden. Når man – på baggrund af en debut som hendes – kan udvikle sig på et væld af parametre, og skrive en fortsættelse på så stor en succes, som lever op til 5 års forventninger og håbet om den gode toer. Så har man ikke blot talentet, men også håndværksevnerne – både tegnemæssigt og fortællerteknisk – samt arbejdsmoral ud over det sædvandlige!
Jeg sidder tilbage med følelsen af lettelse. En lettelse over at alle de tårnhøje forventninger, som havde bygget sig op igennem 5 års ventetid mellem de to første dele af trilogien, er blevet indfriet! Nervøsiteten for en one-hit-wonder er kastet LANGT væk, og vi venter gerne på næste bind lige så længe, som på dette. I hvert fald hvis vi kan forvente en lige så fantastisk afslutning på historien, som begyndelse og midte. Men angsten er allerede begyndt at melde sig, kan forventningerne tåle at blive skruet endnu højere op til næste gang? Mit umiddelbare gæt er JA! Men lad os snakke sammen om 5 års tid 😉
Læs også Nummer 9s store interview med Karoline Stjernfelt her.
