Det bliver et langt liv
Stine Spedsbjerg, også kendt som Stinestregen, er dykket ned i teenagelivet med bogen Det bliver et langt liv – hun rammer plet uden at lave en rigtig god tegneserie.
Teenagere er nogle farlige skabninger. Fyldt med vrede, frustrationer, sorger, glæder, kærlighed, latter – følelser af alskens slags, der alle synes skruet op på maksimal styrke.
Sådan er det også i Stine Spedsbjergs seneste tegneserie Det bliver et langt liv, hvor hun synes at have en direkte forbindelse til, hvad der foregår i teeenageværelser og -hoveder. I en række striber og tegninger tager hun os som læsere med et sted hen, der på en gang er velkendt og fremmed land.
Var jeg kun okay?
Bogen byder på nedslag i en lang række af de situationer, hvor de helt små ting pludselig synes meget store og omvendt – i hvert fald hvis du er teenager, og dermed kan bruge striberne til at spejle dig i.
Som når bogens teenager får komplimenter fra veninderne; “du var fantastisk,” “du var helt ok,” vanvittigt godt gået,” og “wauw, så god” … og teenageren selvfølgelig reagerer med; “var jeg kun okay?”
Det er sådan en helt almen menneskelig reaktion, som næppe kun teenagere kan nikke genkendende til. Dermed er der også åbnet op for, at forældregenerationen kan bruge Det bliver et langt liv enten som et vindue til fortiden eller ind i det liv, som deres egne børn lever.
I fosterstilling med depression
Stine Spedsbjergs er god til det med følelserne og de små detaljer i ord og mimik. Det er så fint når teenageren svæver til vejrs med et lille hjerte, fordi en dreng kalder hende for den klogeste, han kender. Eller når teenageren ligger på gulvet i fosterstilling og mørk depression, fordi hun ikke kan håndtere kritik af den måde, som hun binder sko på.
De mange nedslag og situationer er klart bogens styrke, da de netop rammer både rent og bredt. Men de er også bogens største svaghed, fordi der er en mangel på en narrativ sammenhæng og fornemmelse af udvikling for hovedpersonen.
Selvfølgelig er det på mange måder urimeligt af efterlyse et narrativ af en bog, der aldrig har givet sig ud for at være mere end netop striber og tegninger. Men bogen efterlader et indtryk af, at det lave sted på gærdet er blevet prioriteret frem for den regulære historiefortælling.
Moderigtige mørke øjenbryn
Indtrykket af højden på gærdets kommer til dels også til udtryk i bogens tegninger. Den helt enkle streg med et supplement af rød farve fungerer langt hen ad vejen fremragende – ingen tvivl om det.
Selve hovedpersonen er godt defineret i sit udtryk og mimik, og Stine Spedsbjerg kan udtrykke figurens følelser gennem blot et træk ved mundvigen eller et løft med de moderigtige mørke øjenbryn – og det er godt lavet. Det samme er tilfældet, når veninderne er til stede på siderne.
Til gengæld ligner teenagerens mor med sit stålgrå hår, der har fået tilsat en kikset foto-tekstur, og ofte tandløse smil mest af alt en bedstemor. Og helt galt går det med designet af faderen, som kun er til at kende fra bogens teenagedrenge på grund af de sammenhænge, som han indgår i. De to figurer fremstår simpelthen ikke gennemarbejdede, og det giver slagside til det samlede visuelle udtryk.
Det bliver et langt liv rammer plet ned i det teenageliv, som Stine Spedsbjerg har sat sig for at skildre – og dermed får bogen fat på en målgruppe, som er parat til at knuselske den. Men samtidig fremstår Det bliver et langt liv desværre også doven og ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet.
