Anmeldelse
Du får ikke lov at blande selv, det har Cobolt gjort for dig, men til gengæld er der lutter Stjernfelt i posen.
Cobolt har samlet syv af Karoline Stjernfelts korte historier i Usete steder. De har alle været trykt diverse steder tidligere og er lavet i årene 2015-18. Derfor er der ikke et fælles tema eller et fælles udtryk i historierne. Stjernfelt fortæller selv i det interessante forord, der forsvarer tegneserien i alle dens afskygninger, at Usete steder er ”mit kærlighedsbrev til tegneserien”. De syv historier demonstrerer i hvert fald også, at Stjernfelt har et talent ud over det sædvanlige, når man på den måde får lejlighed til at følge hendes udvikling. Det føles efterhånden, som om hun har været på den danske tegneseriescene en rum tid og så var hun alligevel kun 22 til 25 år, da hun skabte disse tegneserier.
Det første, der slår en, er hvor stor variation, der er i hendes grafiske udtryk. Det spænder fra enkle og næsten minimalistiske ruder over billeder, hvor der læsses detaljer på i det uendelige. Samtidig har Stjernfelt nogle kendetegn, der gør alle historierne til typisk Stjernfelt. Hendes måde at tegne øjne og næser på er stærkt genkendelige. Grafisk er hun således interessant hele vejen igennem Usete steder fra de tidligste fortællinger med klassiske sideopbygning til de seneste helt brudte sider, hvor hun eksperimenterer med rammer og brugen af sort-hvidt. Apropos så er der to historier i farver, men forskellige farvelægning, naturligvis, mens resten helt eller altovervejende er i sort-hvid.
Den kulørte historiefortæller giver den gas i Sort-hvid.
Indholdsmæssigt spænder de syv korte historier også vidt. Fra det selvbiografiske om farmorens Dannelsesrejse under 2. verdenskrig til magisk realisme i Tidevand. Fra en uledsaget flygtningedrengs historie i Problemet til kulørt historiefortælling om Valdemar Atterdag i Den vilde jagt. Umiddelbart gør de mere realistiske historisk eller naturvidenskabeligt orienterede af historierne det største indtryk. Men historien om fotografen og den mystiske kvinde på stranden i Tidevand er bestemt også værd at bemærke. Fælles kan man sige, at de næsten alle har de fleste af novellegenrens træk: få personer, et kortere tidsforløb og et overraskende vendepunkt.
Mens vi venter på et solidt, mættende måltid med anden del af Karoline Stjernfelts stort anlagte trilogi I morgen bliver bedre, er det enormt betryggende at se, at hun også kan noget i et kortere format. Usete steder er en pose blandet slik, man kan nyde, når man trænger til lidt lækkert.
