Anmeldelse
Frankensteins monster opdateres af Lars Kramhøft og Jam Aden til moderne queertider for de unge læsere, der savner viden om emnet eller en at spejle sig i.
De fleste forældre er nok glade for, at folkeskolen har seksualoplysning på skemaet, så de ikke selv behøver gå i gang med blomsterne og bierne. Men hvad stiller man så op, hvis ens barn begynder at tvivle på sit eget køn? Hvis dokumentarudsendelser om kønsskifte for børn er for hård kost, så kan man jo starte med at liste Frankenstine ind under deres dør.
I afdøde Dr. Haraways villa gemmer der sig en skabning i kælderen, som han på bedste Mary Shelley-vis har sammenstykket af lig fra kirkegården. I liget indgår afdøde af begge køn, så skabningen, Stine, bliver en kønsmæssig blanding. Som en anden Tarzan eller Crocodile Dundee konfronteres hun med et omkringliggende samfund og hendes naive, uskyldige blik på at være ung med de unge, er Frankenstines omdrejningspunkt. Stine ved ikke, hvad veninder er, hvad en lebbe er eller noget som helst, der hører et almindeligt ungdomsliv med skole til.
Det bliver hurtigt ret karikeret, hvor den onde pigegruppe, der giver Stine øgenavnet opkaldt efter Shelleys roman, står over for outsiderpigen, der tager Stine under sine vinger. Det hele centreres omkring et afsluttende skolebal, der i øvrigt virker mere amerikansk end dansk. Men skal Stine i det hele taget med til skolebal, og kan to piger egentlig følges? Eller er Stine i det hele taget en pige, da hun jo er sammenstykket af begge køn? Da den søde Jonas, der ser skønheden bag udyret, spørger Stine, svarer hun da også: ”Måske er jeg ingen af delene. Måske er jeg bare … mig!”.
Den onde pigegruppe gør klar til at bruge sort magi.
Kan man leve med den skabelonagtige opbygning til et opgør mellem de onde veninder og Stine, truslen mod deres dominans på skolen, så har Frankenstine nogle udmærkede pointer omkring køn, der listes ind undervejs. Stine betragter undrende skolens legeplads, hvor en voksen trækker en interesseret dreng væk fra pigernes leg med dukker ud fra devisen: ”Lad nu pigerne lege med dukker, så går vi over og ser på de nye kraner!” Ligesom en pige, der er blevet slået af en dreng trøstes med ordene: ”Det er jo bare fordi, han kan lide dig!” Listes og listes er måske så meget sagt, for på denne håndfaste måde slås pointerne fast med syvtommersøm. Det kan sikkert bruges til diskussioner i klasserum eller som læsning for tweens, men meget ældre skal man næppe være, før man finder det for karikeret.
Jam Adens løfter desværre heller ikke Frankenstine rent visuelt. Der leges lidt med sideopbygningen undervejs, så det ikke bliver alt for statisk, men det er bare set langt bedre fra Adens hånd i andre tilfælde. Den meget enkle farvelægning med få, dominerende farver gør den heller ikke synderligt interessant.
De gode intentioner og det utraditionelle emne gør, at Frankenstine har en berettigelse til målgruppen af unge, men næppe ret mange derudover.
