Nummer9-familien har lukket tegneseriepodcastet Lucha Comico ind i varmen. Fra og med denne uges udsendelse, vil man kunne høre Henning Larsen og Michael Lindal ytre sig vidt og bredt om tegneseriemediet lige her på Nummer9.
Lucha Comico kalder sig selv ”Danmarks mest entusiastiske tegneseriepodcast”, og ifølge Henning Larsen og Michael Lindal, der udgør den benhårde kerne i foretagendet, så var det ikke et kontroversielt udsagn, da de fandt på det i sin tid. For dengang var de det eneste. Det er de ikke længere, men de har valgt at stå ved det og forsøger hele tiden at leve op til det.
Lucha Comico har eksisteret i mange år, men har altså nu taget springet til Nummer9. Men hvem er de to? Og hvorfor skulle man lytte til dem?
Henning Larsen – krøllede streger og en fortid i Vatikanet
Henning var med til at stifte Lucha Comico, der oprindeligt bar navnet Ondskabens Flydende Vatikan. Nu er sidstnævnte et forlag, og Lucha Comico er navnet på podcastet. Det er nogenlunde lige så indviklet og forvirrende at udrede podcastets historie, som det er at følge med i kronologien i X-Men-universet, så vi lader det være ved det. Henning har leveret krøllede streger og sære historier til antologier fra Ondskabens Flydende Vatikan og havde også en kort ting med i antologien ”Knivsæg”. Men ellers er han podcaster helt ind til benet.
Michael Lindal – Nummer9-veteran og bibliotekarsnude
Michael er en gammel rotte i Nummer9-gamet og har faktisk været med fra starten som først anmelder, siden anmelderredaktør og nu anmelder, skribent, redaktionsmedlem og altså også podcaster. Han har skrevet lidt småtterier af tegneserier – senest den stilfærdigt apokalyptiske science fiction-tegneserie ”Ana ved Verdens Ende” tegnet af Peder Riis, men ellers er han mest på formidlersiden. Han har været med i Lucha Comico i et par år nu og nærmer sig sit podcast nummer 100. I den virkelige verden er Michael bibliotekar.
Hvad snakker Lucha Comico så om?
Der er ikke nogen typer tegneserier, der ikke kan dukke op i Lucha Comico. Albums, mainstream, graphic novels, zines, undergrund, small press, superhelte, striber osv osv. De to siger selv, at de ikke anmelder tegneserier i podcastet, men i stedet snakker de om dem og har meninger. Sommetider vil gæster blive inviteret med ind i de varme podcaststuer, men ellers er det Henning og Michael for fuld skrue.
De to hoveder har lovet, at selvom Nummer9 starter med podcast nummer 130, så bliver nye lyttere budt velkommen og taget godt imod. Så ingen grund til panik. Første podcast handler om zines og small press, og så skulle en vis Judge Dredd vist lure i kulisserne – klar til næste udsendelse.
Lyt allerede nu til første runde af Lucha Comico på Nummer9.