Skyggearken
Hvad er virkeligt og hvad er en illusion? Lever vi en drøm? Klassiske filosofiske overvejelser, som science fiction-genren historisk har tradition for at tage livtag med. Det gør makkerparret Michael Lindal og Peder Riis også med deres nyeste samarbejde, ”Skyggearken”, et dansk bud på genren.
Vi befinder os på Arken, et “generation ship”, hvor den sidste rest af menneskeheden har søgt tilflugt efter klimakatastrofer har gjort jorden ubeboelig. Håbet har oprindeligt været, at man en dag ville finde et nyt hjem blandt stjernerne, men efterhånden er det så som så med troen på fremtiden. Arken, såvel som menneskerne ombord, befinder sig i en tilstand af forfald; Der er grafitti på skibets vægge, og en generel følelse af frustration og meningsløshed synes udbredt blandt passagererne.
Blandt de overlevende finder vi den lesbiske Molly, der drikker for meget og plages af minder fra fortiden. Der antydes et tab (“Somme tider vile jeg ønske mit skide hoved ville tage en slapper og bare lade mig være alene i mørket i stedet for at minde mig om ting der ikke findes længere”, s. 18), men om det er et personligt tab, eller simpelthen tabet af jorden som levested der refereres til, bliver aldrig rigtig tydeligt.
Molly bliver rusket ud af sin nedtrykthed, da hendes veninde, kriminalbetjenten Luna, dukker op for at bede om hjælp til at opklare et mord. De to har gået på politiakademiet sammen, men selvom Molly tydeligvis er den mest kvalificerede af de to, er det kun Luna, der har gennemført uddannelsen.
Sagen: En studerende er blevet fundet myrdet, sammen med et kryptisk brev, på “museum for arkrejsen”. Det er selvfølgelig brevet, der sætter Molly og Luna på sporet af morderen, men noget tyder på, at der ikke er tale om en helt konventionel drabssag. For er den myrdede overhovedet død? Og kan de to detektiver egentlig stole på deres egne sanser?
Kosmisk eller komisk
I Danmark havde man i 70’erne betegnelsen “kartoffel-westerns” (inspireret af de italienske “spaghetti-westerns”) som genrebetegnelse for danske forsøg på at lave westerns. Selvom filmene foregik i typiske western-settings, var de holdt i den samme danske lystspil-stil som vi i øvrigt forbinder med perioden.
Når jeg nævner “kartoffel-westerns” i denne sammenhæng, er det fordi Skyggearken får mig til at tænke på den samme tendens, blot med science fiction. For selvom Skyggearken i det store hele følger genrens konventioner og fint beskriver den følelse af håbløshed og kosmisk ligegyldighed, der spreder sig om bord på ”Arken”, er det paradoksalt nok alligevel som om det naive og hyggelige hele tiden lurer under overfladen. Tydeligst er det vel i Peder Riis’ tegninger, som for mig at se netop er “hyggelige”, med deres runde former, overdrevne mimik og lidt barnlige proportioner. Men også Lindals brug af “hårdkogt” dialog i replikker som “Det er ikke noget at danse polka over” eller “Det ville næppe få Shakespeare til at tisse i underhylerne af misundelse”. Den slags sproglige ”finurligheder” får danske skuespillere som Ulf Pilgaard og Poul Bundgaard flimre for mit indre blik. Om man så finder dette charmerende eller problematisk er vel en smagssag. Jeg synes, det har en uheldig tendens til at punktere stemningen.
For historien er som sådan spændende fortalt. Desværre er der en mængde plottråde, der aldrig udfoldes ordentligt eller følges til dørs. Morderen bliver aldrig andet end en kliche, hvis motivation står hen i det uvisse, og det bliver heller aldrig rigtig klart, hvad der plager Molly, og hvorfor hun opgav karrieren indenfor det politiarbejde, hun så åbenlyst har talent for.
Forbandet ambitiøs
Ligesom teksten, der svinger lidt vel meget mellem folkekomedie og hårdkogt cyber-dystopi, har billedsiden sine egne problemer. Peder Riis er en ambitiøs tegner med krudt i røven, men han har sine begrænsninger, især når det kommer til figurtegning og karakterdesign. Det ses allerede på forsiden, hvor det er decideret svært at se, hvilke ben der hører til hvilken figur, og hvor den ene af de to kvindelige hovedpersoner, p.g.a. måden kindbenet er tegnet op på, ligner en mand med skæg.
Problemerne fortsætter indeni, hvor personerne skifter størrelse og proportioner uden varsel, og visse steder ligner børn eller dværge.
Det er faktisk brandærgerligt at Riis ikke strammer figurtegningen op, for han er egentlig en ferm fortæller, der sprudler af visuelle ideer. Kompositionerne er dynamiske og spændende hele vejen igennem, og historien fortælles med et godt og naturligt “flow”. Der er endda steder, hvor man netop mærker det sus af action, som handlingen kalder på, se f.eks. på side 52, hvor panelernes facon og placering passer perfekt til skurkens vilde flugt.
Ligesom i deres foregående værk, Ana – ved verdens ende fra 2017 er Michael Lindahl og Peder Riis ambitiøse. Forbandet ambitiøse, har jeg lyst til at sige, for det er netop når man vil så meget som de to herrer, at ens begrænsninger bliver tydelige. I Skyggearken gestikuleres der flot i retning af hårdkogt krimi og dystopisk sci-fi med filosofiske undertoner, men det samlede indtryk svækkes af skønhedsfejl. For at en tegneserie som Skyggearken for alvor kan løfte sig og blive til mere end bare “kartoffel-science fiction”, er det simpelthen nødvendigt, at Lindal og Riis opgraderer deres åbenlyse fortælleglæde med den stilistiske sikkerhed, der kommer med solidt håndværk. Den gode nyhed er, at jeg bestemt tror det er muligt for dem – der skal bare knofedt til. Jeg håber, de to herrer vil spytte i næverne og vende (endnu) stærkere tilbage.
