Den skinbarlige sandhed
Den skinbarlige sandhed lægger ud med spørgsmål om menneskets indsigt i egen bevidsthed, hvad sandhed er, hvem der dikterer den og hvordan den forvaltes retfærdigt. Spændende, tænkte jeg! Jeg tog fejl.
Efter det første kapitel burde historien simpelthen være rundet af og smidt sammen med de 6 siders ekstramateriale om at tegne. 20 gennemsnitligt gode sider havde været langt bedre end denne ugebladsnovelle af en tegneserie uden bid. Og jeg har virkelig gravet dybt i dens gemmer. Hverken temaer, symbolik, eller hovedpersoner er værd at komme efter. Tegningerne er smukke at se på og alt er efter bogen i forhold til sword and sorcery fantasy’ens skitse, men hele læseoplevelsen er flad som den fysiske tegneserie selv.
Jeg har også noget så usædvanligt som spekuleret i tegnerens hensigt med at lægge arbejde i en serie af pæne intetsigende tegninger. Og forlagets hensigt med at udgive. Jeg er vild med satire, som Lars Dahl har gjort godt tidligere, men denne gang forstår jeg ikke vittigheden.
Jeg gik til udgivelsen med mit sædvanlige engagement. Tegneserien starter lovende med at jonglere interessante litterære temaer. Vi møder Thorleif, Gudrun og Oldgeir. Hovedpersonen Thorleif er den klassiske arisk helt. Smuk, stærk, uegennyttig, selvtægtsmand, beskytter af landsby og kvinder. Gudrun er en tjenestekvinde med noget humor og vid, men alt i alt en tam skøn sag, der gør som Thorleif byder hende. Oldgeir er magikeren – den skøre gamle troldmand med storhedsvanvid og en god idé med en god intention – der ender helt galt.
Vi er i et miks af mytologiske elementer iscenesat i en middelalderlig fortid. Fantasy en masse – og ikke et ondt ord om det. 5 historier. 2 hovedpersoner. Det ville dog i den grad have klædt tegneserien med et mere stringent handlingsforløb, i stedet for ulogiske og ofte abrupt afbrudte korte historier. Hovedpersonerne – Thorleif og hans storbarmede følgeskab Gudrun – går igen i samtlige 5 historier, men det er svært at se andet sammenhængende forløb end, at de løber ind i en Lokefigur i hver historie. Lokefiguren er tricksteren – halvt god og halvt ond, den der drejer forløbet til egen vinding, men ofte ender med at gøre godt. Den uigennemskuelige, naturens kræfter, her i skikkelse af forskellige fantastiske skabninger og talende dyr. For eksempel ræven i fjerde historie Verden vil bedrages. Den er ligefrem symbol på snuhed, inkarnationen af den selvoptimerende dyriskhed, som Loke somme tider optræder i skikkelse af.
Stregen er blandet. Ansigter og kroppe er detaljerede, smukt skyggelagt, og de sirligt optrukne paneler er stramt gennemført. Der er dog hertil mange ekspressive udtryk som svedperler, udråbstegn som udtryk for overraskelse samt fartstriber ved vind og svingende sværd serveret med et glimt i øjet, der sender mine tanker hen til Valhalla-serien, som Lars Dahl da også bidraget til i “Valhallas venner” (2008). Også selvom karaktererne her er tegnet langt mindre cartoony og mere realistisk.
Når det er skrevet, står jeg tilbage med tvivlen: Er historierne mon at forstå som kapitler? Dahl bruger eventyrets form – men hvor bliver sporene igennem kapitlerne, der skal samle historien til en helhed, så af? Hvad skal de mytologiske figurer – alle Lokefigurene – til for, når de ikke rigtigt giver historien pondus, men bare er kedelige gentagelser af samme spørgsmål: Har sandheden mange ansigter eller kun ét? Og hvorfor holdes humoren så plat, at et intelligent satirisk islæt er svær at få øje på?
Den formildende omstændighed er for mig er det interessante ekstramateriale, da jeg ikke ved meget om frembringelse af tegninger. Dette formidler Lars Dahl fint – ret fint endda – efter 4 af historierne. Et spændende eksempel er de sidste to sider omhandlende metode til sidelayout og hvordan han arbejder med sidens rum.
14 siders ganske forsvarlig fantasy-tegneserie og noget ellers fint ekstramateriale kan dog slet og ret ikke redde denne udgivelses resterende kedelige 36 sider. Jeg har ondt i kæben – ikke af at bide tænder i spænding, men af at gabe den af led. Bundærligt.
Udgivelsen får 2 9-taller for intentionen og det spændende indblik i det at tegne. En hel bog herom havde helt bogstaveligt været en anden historie.
Del på
