Den amerikanske tegneserieforfatter Matt Fraction tildeles i november måned en pris for sit samlede arbejde af den internationale forfatter-sammenslutning PENs amerikanske afdeling. Det er første gang en tegneserieskaber modtager en PEN Award.
Den internationale forfattersammenslutning PEN blev stiftet for snart 90 år siden i London og har i dag selvstændige afdelinger i mere end 100 lande. Hvad der oprindeligt var en forening for Poets, Essayists and Novelists, tæller i dag også journalister, oversættere, screenwriters og andre praksiser, der involverer det skrevne ord.
Og når PEN Center USA den 17. november i år for 20. gang uddeler deres Literary Awards i forskellige kategorier, vil der for første gang nogensinde være en tegneserieskaber blandt prismodtagerne. I den nystiftede kategori Graphic Fiction modtager tegneserieforfatteren Matt Fraction prisen ”For His Outstanding Body of Work”.
Matt Fraction har i den seneste håndfuld år leveret aldeles velturnerede manuskripter til serier som Uncanny X-Men, Invincible Iron Man og Thor. Kåringen af en selv nok så kompetent superhelteforfatter må ikke desto mindre betragtes som et kuriøst valg for en sammenslutning som PEN, der har forfatterens ytringsfrihed og den mellemfolkelige forståelse som mærkesager.