Chester Brown annoncerer nyt

21. september 2010  af Michael Thomsen
31


Otte år efter at Chester Browns roste graphic novel “Louis Riel” udkom i bogform, annoncerer forlaget Drawn & Quarterly  nu en ny bog fra den canadiske tegneserieskaber.
Den hedder “Paying For It” og er sat til at udkomme i foråret 2011. Det er en 200 siders selvbiografisk bog, der handler om Chesters modvilje mod at have fast kæreste, og om hans forhold til prostituerede. Den lægger sig i kølvandet på to tidligere selvbiografiske graphic novels fra hans hånd, “I Never Liked You” og “The Playboy”.

Især “The Playboy”, om Chesters teenageår og om hans neurotiske forhold til Playboys nøgenfotos, var også et meget nærgående portræt af hans seksualitet. Bogen førte bl.a. til at Playboy-bossen Hugh Hefner personligt skrev et brev til Chester Brown og undskyldte, at han havde været med til at gøre den stakkels indadvendte teenagedrengs liv til et helvede.

Drawn & Quarterly’s fulde pressemeddelelse indeholder mere information om “Paying for It” og kan læses HER.

Der er desværre intet nyt om den omredigerede ‘directors cut’-udgave af hans surrealistiske hovedværk “Ed The Happy Clown”, som han efter sigende har arbejdet på i nogle år. Så de af os, der mener at “Ed…” er endnu bedre end Charles Burns’ beslægtede “Sort Hul”, har stadig ikke mulighed for at sende folk ned og købe den i en boghandel.







Måske kan du også lide




31 kommentarer
on21. September 2010

Reply


(jeg arbejder på at lokalisere det online-interview, hvor han nævner den Hugh Hefner anekdote. folk må lige tage mit ord for det indtil jeg får det gravet frem.)

on21. September 2010

Reply


Den udgivelse glæder jeg mig til — der er gået længe siden mesterværket Louis Riel og jeg har faktisk fuld tiltro til at Brown er vokset med opgaven.

For interesserede: min anmeldelse af Louis Riel og mit interview med Brown, begge fra 2004.

on21. September 2010

Reply


Øv. Endnu et navlebeskuende værk fra tegneseriens auteurs… Louis Riel er en fremragende tegneserie, fordi den forsøger sig med en fortælling. Jeg har helt ærligt ingen lyst til at høre om mandens forhold til prostituerede.

on21. September 2010

Reply


Den er efter sigende også et politisk indlæg, så helt navlebeskuende bliver det nok ikke. Og selvom det gør, kan jeg sagtens leve med det, så længe det bare er halvt så godt som I Never Liked You.

on21. September 2010

Reply


‘Navlebeskuende’ er et af de mest dovne og uretfærdige skældsord, fans af action og eventyr smider efter selvbiografiske tegneserier. Der findes givetvis kedelige, ureflekterede, navlebeskuende selvbiografiske tegneserier, ligesom der findes dårlige tegneserier inden for alle genrer – men det er jo kun interessant at beskæftige sig med gode tegneserier, og sådan nogle laver fx Chester Brown, Seth, Marjane Satrapi, James Kochalka, Fabrice Neaud, John Porcellino, David B. og Robert Crumb.

Hov, det var vist en kæphest.

    on22. September 2010

    Reply


    Nu må du og Matthias ikke lægge mig ord i munden. Jeg brugte ikke ordet selvbiografisk. Også fx en Daniel Clowes er til tider ganske navlebeskuende, selv om han forskyder sine neuroser til en Enid Coleslaw. Men han er en del af samme halvfemsertendens, der OGSÅ gav sig udslag i et stort boom af selvbiografiske ting. Og I ved jo godt, hvad det er for nogen, jeg taler om. Og nej, de er ikke alle sammen dårlige.

      on22. September 2010

      I øvrigt er det jo heller ikke kun inden for tegneserieverdenen der er den der tradition for tell-it-all sexuelle selvbiografier i nordamerika. Inden for litteraturen er der Henry Miller og Bukowski og utallige andre. Fair nok hvis det ligger uden for eens interesseområde, men jeg kan ikke se hvorfor tegneserieskabere skal have specielt på puklen for at lægge sig op ad den tradition.

        on22. September 2010

        Har jeg givet tegneserietegnere specielt på puklen? Andres sex- og følelsesliv interesserer mig lige så lidt i andres kunstformer. Og udenfor kunsten i øvrigt (på nær nogle få mennesker der står mig nært).

          on22. September 2010

          Det er vel fair nok. Nogle af os (her i blandt en række af de største forfattere) mener så, at det i det sidste ende er det eneste her i universet der reeelt er værd at beskæftige sig med. Sådan er folk så forskellige.

      on22. September 2010

      Jeg kan vitterligt ikke se, at Chester Brown eller Daniel Clowes er navlebeskuende. De kan noget, som det meste gode litteratur gør: Beskriver den menneskelige eksistens på en interessant, måske genkendelig, måde ud fra egne erfaringer. Det er ikke mere navlebeskuende, end når tja Shakespeare gør det.

      Men lad os få nogle lig på bordet: Hvilke er de dårlige, navlebeskuende tegneserier?

        on22. September 2010

        Hvis mine personlige præferencer interesserer dig, så skal jeg da gerne give nogle bud på overvurderede selvcentrerede tegneserier:

        – Hvis vi starter med Chester Brown, så har de udgaver af Yummy Fur jeg har haft fingre ikke sagt mig noget. Jeg kan ikke engang huske, hvad de handler om, eller hvor de står i min reol (jeg kan ikke finde dem), så desværre må du undvære konkret kritik.
        – Kochalska løfter sig i American Elf efter min bedste mening ikke over gratisavisklumme-niveauet – det er banale ligegyldigheder fra et andet menneskes liv, jeg simpelthen ikke kan finde noget af interesse i
        – David Bs Epileptic adskiller sig kun fra lidelseshistorier efter Virkelighedens Verden og Ude og Hjemme-modellen ved at være tegnet. Der bliver ikke skelnet mellem trivialiteter og ikke-trivialiteter, men blot svælget i egen ulykke uden perspektiv udover forfatterens traume
        – Ghost World har samme tendens – altså forfatteren svælger i traumet over egen tilværelse. Den har dog en del sjove passager
        – Helt galt går det dog i Jimmy Corrigan, hvor man nærmest bliver voldtaget af Wares neurotiske insisteren på fremmedgjortheden og ørkesløsheden
        – Crumb har jeg aldrig fundet noget interessant hos. Udover en generationskløft handler det også om, at jeg finder det lidt respektløst, at jeg skal håndtere hans seksualitet, som minimum hver gang en kvinde med et underliv befinder sig i rammen. Havde det været en samtale med et andet menneske, havde jeg påtalt det, evt. ophørt samtalen

        Jeg kunne også tilføje, at jeg også til tider har følt mig belemret at Chris Claremonts fetischfantasier og Milo Manaras kvindesyn, der i en del tilfælde ødelægger deres værker.

        I er velkomne til at kalde mig kropsforskrækket eller andet lignende (og I ville sikkert ikke have helt uret), men tilfældige folks fantasier, sexvaner og følelsesliv er omtrent så interessant som tilfældige folks måder at lave mad på – man kan ikke afvise, at de har noget af interesse at vise, men som regel er det svært at forestille sig noget mere ligegyldigt.

          on22. September 2010

          (Nedenstående stribe havde dog nok været bedre, hvis den havde indeholdt en sexfantasi eller to:
          http://www.americanelf.com//comics/americanelf.php?view=single&ID=42845 )

          on22. September 2010

          “David Bs Epileptic adskiller sig kun fra lidelseshistorier efter Virkelighedens Verden og Ude og Hjemme-modellen ved at være tegnet. Der bliver ikke skelnet mellem trivialiteter og ikke-trivialiteter, men blot svælget i egen ulykke uden perspektiv udover forfatterens traume”

          Huh? Jeg troede hele grundideen med den serie var at den perspektiverer det personlige i forhold til strømninger i det 20. århundrede, og i forhold til alle de mærkelige psykologiske ideer og retninger der var fremme i 60erne og 70erne.

          on22. September 2010

          “Jeg troede hele grundideen med den serie var at den perspektiverer det personlige i forhold til strømninger i det 20. århundrede, og i forhold til alle de mærkelige psykologiske ideer og retninger der var fremme i 60erne og 70erne.”

          Som jeg oplevede det (jeg har den ikke i nærheden), var det ikke fremstillet specielt anderledes end, sådan som en kræftpatient der havde prøvet alternative behandlinger, ville fremstille det. En familie i stresset situation får tilbøjelighed til at hoppe på forskellige “mærkelige idéer”. At det er psykologi og ikke gulerodsjuice-kuren fra Ude og Hjemme kan jeg ikke se gør den store forskel. Det gør det i hvert fald ikke for mig.

          on22. September 2010

          Gulerodskure i Ude og hjemme behøver vel ikke være uinteressante, hvis de skildres litterært i forhold til bredere strømninger i samfundet. Man igen… fair nok. Det er ikke alle der interesserer sig for idehistorie og humanisme.

          on22. September 2010

          “Gulerodskure i Ude og hjemme behøver vel ikke være uinteressante, hvis de skildres litterært i forhold til bredere strømninger i samfundet.”

          Sagde du virkelig det? I’m flabbergasted. Gulerodskure er i min verden interessante, hvis de giver mig vægttab/energi/mavekultur/hvad-det-nu-er-jeg-søger. Temmelig meget ellers ikke særligt interessante.

          on22. September 2010

          Whoa, holy reductionism Batman!

          on22. September 2010

          Du godeste. Havde du hevet ét af ofrene frem, var jeg nok med på lidt venskabelige sværdslag, men du disser både Brown, Kochalka, David B., Clowes, Ware og Crumb?! Jeg bliver slagen med forundring, stumhed og ikke mindst træthed.

          on22. September 2010

          Når L’Ascension du haut mal/Epileptic lignes med gulerodsskure i Ude & Hjemme er det selvsagt svært at drøfte nogetsomhelst fornuftigt, men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at høre, hvordan dette udsagn kan retfærdiggøres i David B.s fortælling:

          “Der bliver ikke skelnet mellem trivialiteter og ikke-trivialiteter, men blot svælget i egen ulykke uden perspektiv udover forfatterens traume.”

          Det slår mig ikke ligefrem som en kongenial læsning.

          on22. September 2010

          Det er et hårdt job at skulle belægge noget med eksempler, når man hverken har værket i frisk erindring eller inden for rækkevidde. Uden held har jeg prøvet at google nogle eksempler frem, der kunne bruges til at illustrere en pointe uden held. Og det er umiddelbart svært at udvide det koncentrat, mindet om serien er blevet til efter fem år. Men jeg fandt denne konklusion på en anmeldelse, som jeg egentlig mener siger det samme, som jeg forsøger (bortset fra, at den mener det som noget positivt):

          “Epileptic is being marketed as a comics memoir in the vein of Art Spiegelman’s perennial Maus and Marjane Satrapi’s recent two-volume hit Persepolis. (B. was Satrapi’s mentor and teacher.) Both of those books, though, use style and visual metaphor as a lens to focus their discussion of history; the way they’re drawn is a tool in the service of the story. Conversely, the way Epileptic is drawn is the point. To read it as a story about alternative medicine in late-sixties France, or even about Beauchard’s family history, is to fail to look deeply enough at its pictures, with their exquisite, ferociously bold lines, as sharp as a woodcut or a scimitar. What it’s really about is the creation of an artist’s identity: how he reinvented his world as a way to “forge the weapons that will allow me to be more than a sick man’s brother.”” (http://nymag.com/nymetro/arts/books/reviews/10851/)

          Jeg kan lide Maus og Persepolis (se, ingen fordomme om det selvbiografiske), men i modsætning til de to, handler Epileptic ikke om den historie, den foregiver at fortælle, men om fortælleren selv. Den på overfladen fortalte historie bliver dermed ikke bedre fortalt end de fleste bidrag i den genre, man i journalistkredse sarkastisk kalder “ugens glade krøbling”, hvor person x taler ud om sin forfærdelige historie – der er ikke nogen speciel spændingsudvikling eller prioriteter i scenerne, vi får nogenlunde begivenhederne fortalt i kronologisk rækkefølge krydret med nogle følelsesudtalelser.

          Denne har dog det øvrige lag, at fortælleren og hovedpersonen er den samme uden nogen reel form for distance mellem de to, og David B evner dermed ikke, mener jeg, at kunne træde et skridt tilbage og se, hvad historien har brug for at han fortæller, og i stedet fortæller han hvad han har brug at fortælle. Og det havde måske været bedre at få at bearbejdet i privat sammenhæng. Jeg mener ikke, at han skulle have lagt bånd på sig selv eller været mere uærlig, men han skulle have kunnet dosere sig selv bedre – jeg bliver ganske simpelthen træt af ham i Epileptic.

          Det er ikke umuligt for mig at se, hvordan man kan få de elementer til at gå op i en højere enhed. For mig spillede det bare ikke rigtigt sammen, og så faldt alle elementerne ligesom til jorden. Desværre.

          Giver det mening?

          on22. September 2010

          PS: Til Steffen: Jeg disser ikke Brown. Jeg ææælsker Louis Riel og det udbrud, der startede det hele, var jo blot en spontan skuffelse over, at jeg ikke fik mere fra den skuffe i denne omgang. Clowes synes jeg ligeledes bestemt er værd at beskæftige sig med, også Ghost World, selv om neurose-taberdyrkelsen bliver mig for meget. Ware er interessant i sit formsprog som alene gør ham værd at kigge på – men jeg mangler at se en historie, der fænger mig. Jeg er nok for ung til Crumb og for gammel 😉 til Kochalcka, men det er naturligvis ikke deres skyld. Men jeg synes nok lige det var meget at skyde mig i skoene, at jeg er en action/eventyr-dyrker. Det sidste værk, jeg vil kalde stort, som jeg har haft i hænderne, var Tatsumis A Drifting Life – og det er fandeme både navlebeskuende og antiaction.

          on22. September 2010

          Thomas, det som den anmeldelse siger, er vel at “Epileptic” i høj grad er en tegneserie der henvender sig til billedkunst/’Louisianna’-segmentet, i højere grad end den henvender sig til traditionelle tegneserielæsere, der forventer ‘en god historie’. Folk der ser meget på billedkunst er jo vandt til at MÅDEN en ting er tegnet/malet på kan udtrykke et kompliceret filosofisk standpunkt. Og de synes at det er interessant i sig selv, uden at de nødvendigvis forventer at blive ‘underholdt’ i traditionel forstand. Jeg er selv i høj grad vokset op som ‘nørd’ med et ret firkantet kunstsyn. Men bl.a. takket være tegneserier som “Epileptic” har jeg efterhånden fået øjnene op for at malere som Picasso, Miro, Dubuffet og alle deres arvetagere bare kan give mig et eller andet, som ligger fuldstændigt udenfor hvad traditionelt funderede tegneserieskabere kan give mig. Will Eisner, Hergé, Tezuka og Franquin har sgu deres begrænsninger i forhold til de vilde ting der ellers skete i det 20- århundredes kunst.

          on22. September 2010

          Selvfølgelig giver det mening Thomas, jeg synes bare du er lidt ufølsom i din læsning af bogen. Faktisk synes jeg den har en forholdsvis traditionel dramatisk struktur: den bygger op i de første par kapitler, der beskriver hvorledes brorens sygdom udvikler sig og hvordan det påvirker både David og hans familie, samtidig med at vi får miljøet og deres familiehistorie etableret. I bind 3 & 4 melder håbløsheden i deres forehavende sig for alvor og det vises hvorledes brorens lidelse påvirker dem alle, og naturligvis David selv, hvis nuværende identitet tager form i de år de kapitlerne skildrer. I kapitel 5 kulminerer det hele så med nogle af de mest voldsomt følelsesladede scener jeg har læst i en tegneserie. Der kommer ganske vist ingen resolution, snarere resignation. Og så er kapitel 6 en slags ‘tiden efter’-koda, der viser hvorledes problemerne er forblevet uløste og yder deres knusende indflydelse på Davids liv. Med en lille forløsning til sidst.

          Det er ret meget efter bogen. Det du måske reagerer på er den meget neutrale fortællestil, hvor fakta blot fremlægges, mens det forekommer mig at du ignorerer, hvor meget der samtidig sker i billederne. At sige at det svarer til “ugens krøbling” synes jeg virkelig er at underkende, hvor stort et tankearbejde, der er lagt i billedernes mangetydighed og i den meget ærlige skildring af hovedpersonens indre liv. Det er altså noget *helt* andet end overfladisk ulykkes-eksibionisme.

          Og så forstår jeg ikke hvorfor du finder følelser og fantasi som uinteressante emner for kunst — ikke alene afskærer du dig fra en stor del af det 20. århundredes litteratur på den konto, men man skulle da mene at du ville kunne genkende de forhold visse kunstnere (naturligvis ikke nødvendigvis de her nævnte) skildrer og måske endda får noget ud af dem? Vi har jo alle et følelsesliv af en eller anden art.

          on23. September 2010

          Jeg vil næsten sige, at jo mere jeg kan genkende det, jo mere irrelevant bliver det (humoristiske fremstillinger undtaget). Hvorfor læse om noget man kan leve? Hvis det derimod kan give mig adgang til forståelse af tankesæt, jeg ikke på egen hånd kan sætte mig ind i, så har vi måske noget, der er et studie værd (ting der overskrider mine moralske og seksuelle grænser for voldsomt undtaget).

          on24. September 2010

          Så du vil helst læse om noget, du aldrig har følt? Fair nok, men det udelukker selvsagt en stor del af verdenskunsten.

          Ideen her er vel at et godt kunstværk kan få en til at tænke over en given situation eller følelse på en ny eller mere inspirerende måde, eller udvide ens forståelse af den.

on21. September 2010

Reply


Ja, fordommen om den angivelige tendens til navlebeskuende selvbiografiske serier bliver sværere og sværere at opretholde — hvilke serier er der rent faktisk tale om?

Jeg red senest samme kæphest her.

on21. September 2010

Reply


Joe Matt er vel indbegrebet af små-irriterende fucked up navlebeskuende selvbiografiske serier, men jeg synes faktisk han kan være rimeligt sjov, hvis man tager det for hvad det er. Og så trækker det jo op at Chester Brown ind imellem er med i hans serier.

on21. September 2010

Reply


Det der vel er spørgsmålet er om Browns nye serie mest bringer mindelser om I Never Liked You eller The Playboy. Jeg foretrak klart den første. Glæder mig til Paying For It.

on21. September 2010

Reply


(Heidi MacDonald postede det her interview-uddrag – nu poster jeg det også, fordi det er Chester der forsvarer bogens relevans)

THE PULSE: I understand that after you finish the new ED THE HAPPY CLOWN You’re going back to autobiography and, as opposed to all that other stuff, this will be the real tell all.

BROWN: Yes it’s about my sex life.

THE PULSE: Why?

BROWN: Because it’s interesting.

THE PULSE: To play devil’s advocate how do you make it interesting to other people?

BROWN: I think I have a different take on sex and sexual attraction, certain ideas that I don’t think are part of the mainstream. Do you know who Rene Girard is?

THE PULSE: No.

BROWN: He’s a French literary critic who has a lot of theories about the origins of desire and I think he’s right about a lot of things. This explores some of his theories.

Link til interview

on27. September 2010

Reply


Jeg ville faktisk, lidt ligesom Thomas, umiddelbart også helst have set mere fra Louis Riel-skuffen. Jeg synes det er det bedste han har lavet.
Jeg er VILD med I Never Liked You and The Playboy, som opleves og fortælles meget levet, og jeg er glad for at han har lavet dem. Men det var netop skiftet til det tungt researchede, blandet med den der tilstædeværelse, der er i scenerne i Louis Riel, som virkeligt gjorde Chester Brown til noget specielt i mine øjne.
Det kunne være spændende, hvis han fortsat ikke nødvendigvis tog udgangspunkt i sig selv til at fortælle om ting.

on27. September 2010

Reply


Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig til at læse den nye serie alligevel 😉



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *





Mere

Matt Fraction tildeles PENs 2010 Literary Award

 Den amerikanske tegneserieforfatter Matt Fraction tildeles i november måned en pris for sit samlede arbejde af den internationale...