Otte år efter at Chester Browns roste graphic novel “Louis Riel” udkom i bogform, annoncerer forlaget Drawn & Quarterly nu en ny bog fra den canadiske tegneserieskaber.
Den hedder “Paying For It” og er sat til at udkomme i foråret 2011. Det er en 200 siders selvbiografisk bog, der handler om Chesters modvilje mod at have fast kæreste, og om hans forhold til prostituerede. Den lægger sig i kølvandet på to tidligere selvbiografiske graphic novels fra hans hånd, “I Never Liked You” og “The Playboy”.
Især “The Playboy”, om Chesters teenageår og om hans neurotiske forhold til Playboys nøgenfotos, var også et meget nærgående portræt af hans seksualitet. Bogen førte bl.a. til at Playboy-bossen Hugh Hefner personligt skrev et brev til Chester Brown og undskyldte, at han havde været med til at gøre den stakkels indadvendte teenagedrengs liv til et helvede.
Drawn & Quarterly’s fulde pressemeddelelse indeholder mere information om “Paying for It” og kan læses HER.
Der er desværre intet nyt om den omredigerede ‘directors cut’-udgave af hans surrealistiske hovedværk “Ed The Happy Clown”, som han efter sigende har arbejdet på i nogle år. Så de af os, der mener at “Ed…” er endnu bedre end Charles Burns’ beslægtede “Sort Hul”, har stadig ikke mulighed for at sende folk ned og købe den i en boghandel.