Den britiske tegneserieskaber Luke Pearsons magiske, poetiske og meget roste børnetegneserie om pigen ”Hilda” har gået sin sejrsgang verden over. Nu har Copenhagen Comics annonceret Pearson som gæst til festivalen i Øksnehallen i juni.
Serien Hilda foregår i et skævt univers fyldt med trolde og andre væsener, alt sammen tegnet i en flot og usentimental stil, der ikke alene kan minde om Tove Jansson, men som også i sin tid fik Nummer9s anmelder til at skrive følgende: ”(…) så uimodståeligt charmerende i sin sømløse sammenskrivning og -tegning af fabulerende fantasiunivers og småregnsgrå provinshverdag, at man selv som gammel, forvænt og ganske uforberedt tegneserielæser må overgive sig for en stund til et barndommens land, hvor det mandag morgen er lige så sandsynligt ved stoppestedet at løbe ind i en kulsort hund på størrelse med en bus som et sæt tøsnessortstænkede døre, der lukker lige foran næsen på én.”
Pearson har blandt andet også begået den magisk-realistiske graphic novel ”Everything we miss”.
Om Luke Pearson skriver Copenhagen Comics i deres pressematerialer i øvrigt følgende:
”Luke Pearsons stil er både enkel i sit udtryk og kompleks i sin komposition, hvilket giver læseren en fantastisk læseoplevelse – en særegen stil, der sender varme tanker til både Tove Jansson og noget gedign britisk undergrund. Især i Hilda-serien fornemmer man Janssons inspirerende tilstedeværelse på siderne.
Det er en stil, der virker både til børn og voksne. Luke Pearson kan sit kram og i Everything We Miss handler det om alt det et par IKKE ser, mens de smerteligt langsomt men sikkert vokser fra hinanden.
(…)
Luke Pearson voksede op med de typiske engelske tegneserier The Beano og 2000 AD, men også Asterix og Mumi-troldene, hvilket stadig afspejles i hans meget personlige stil. Allerede som barn var han talentmæssigt “over middel,” når det gjaldt tegning, så drømmen om at blive illustrator, tegneserietegner eller animator lå lige for.”
Indtil videre har Pearson skrevet og tegnet fire bind om Hilda, og første bind i serien kommer på dansk fra forlaget Turbine i løbet af foråret.
Copenhagen Comics løber af stablen i Øksnehallen den 6. til 7. juni i år. Læs mere på festivalens hjemmeside.