Copenhagen Comics fortsætter med at annoncere internationale gæster til festivalen i juni. Den britiske mixed-media-kunstner, tegneserieskaber og animator, Philippa Rice, er seneste skud på stammen.
Rice debuterede i 2008 med Tumbler-striben ”My Cardboard Life”, en på mange måder klassisk humoristisk stribe med en særpræget, sød humor, om papfiguren Cardboard Colin og papirklippet Paper Paulines gøren og laden. Striberne, der består af sekventielle fotografier af papirklip og papfigurer med påtegnede og påklistrede detaljer og dialog, udfordrer og fornyr dog også den klassiske stribeform via den mixed-media-æstetik, som er blevet Rices varemærke og har givet hende et solidt og aktivt Tumblr-publikum.
”Os to”, der ligeledes startede som onlinetegneserie på Tumblr, henter ifølge Rice visuel inspiration fra den verdenskendte modeskaber Yves Saint Laurents mindre kendte tegneserie ”La Vilaine Lulu” og er ligesom inspirationskilden farvelagt eksklusivt i sort, rød og hvid. Serien repræsenterer intime øjeblikke fra Rice og Pearsons liv sammen på morsom, rørende og rammende vis. Som følge af den megen positive opmærksomhed, serierne er blevet mødt med på Tumblr, er både ”My Cardboard Life” og ”Os to” nu udgivet på tryk. Sidstnævnte på dansk af forlaget Damgaard
Philippa Rices produktion tæller også tegneserierne ”Sisters BFFs” og ”Looking Out” og børnebogen ”St Colin and the Dragon”, samt stop-motion-animationsprojektet ”Soft Spot” – om en gruppe farverigt hæklede dyrebørn – skabt i samarbejde med kæresten Luke Pearson, som også gæster festivalen.
Copenhagen Comics løber af stablen i Øksnehallen den 6. til 7. juni i år. Læs mere på festivalens hjemmeside.