Der er så LÆNGE til juleaften og til julemaden, juleknas og hygge. Der er ISÆR længe til gaverne, som forhåbentlig alle indeholder tegnserier, tegneserier og flere tegneserier. Så hvad skal I lave, imens I venter? Læse tegneserier, selvfølgelig. Og her på Nummer9 kan vi godt lide at gøre det nemt for jer, så vi har samlet en række anbefalinger til jer. Fordi vi elsker jer.
Her følger del et af vores episke rejse igennem tegneserieanbefalinger til juleferien. Vi starter med chefen.
Mads Bluhm, chefredaktør:
I denne kolde, stormomsuste juletid er det en særdeles vederkvægende beskæftigelse at slænge sig i sin favoritlænestol, tæt omsluttet af et slumretæppe, med luksus kaffe på kanden og en god tegneserie i hånden. Jeg har dog revolutioneret konceptet og kastet mig over en af den slags uden billeder, som nogen ganske rammende kalder for en bog!
”Marvel Comics: The Untold Story” er forfatteren Sean Howes forsøg på at sammenfatte hele forlaget Marvels 5 dekader lange historie på 496 sider. Howe er forhenværende redaktør på Entertainment Weekly og har skrevet for bl.a. Los Angeles Times og Spin. Det er der kommet en velskrevet og indsigtsfuld fortælling ud af spækket med insiderviden og anekdoter, som ingen fan af Marvel-universet bør være foruden. Det kunne lyde som en nørdet og snæver fortælling, og mens det første bestemt er sandt, så undgås det sidste behændigt af Howes fængende og kække skrivestil.
Det er tydeligt, at Howe nærer en enorm kærlighed til sit stof, men han formår også at levere nøgtern og bidende kritik. Stan Lee er bogens centrale omdrejningspunkt, og i løbet af bogen karakteriseres han som helt, storskrydende fjols, slesk fedterøv, kynisk magtmenneske og passioneret vrøvlehoved. Det er en karakterudvikling, der vil noget, men som læser får man alligevel fornemmelsen af, at det hele er rigtigt nok. Centralt står konflikten mellem Marvel og tegneserieguden Jack Kirby, og selv om det er ganske tydeligt, at forfatterens sympati primært ligger hos Kirby og dennes sag, så bliver læseren trakteret med masser af nuancer og modstridende udsagn fra centrale skikkelser hos Marvel op gennem tiden. Flere hændelser belyses fra mange sider og lader det være op til læseren at danne sig sin egen mening om de følelsesladede sager.
Man imponeres over Howes grundighed. Han har interviewet et utal af forfattere, tegnere og redaktører, som alle på et tidspunkt har haft betydning for Marvels historie. Der er nærmest lige så mange skurke og helte på Marvels redaktions- og direktionsgang som i selve Marvel-universet, og man skiftevis fniser, forfærdes og jubler over de dramatiske, rørende, komiske og rent ud sagt fjollede beslutninger, der tages på topniveau hos Marvel. Jeg var selv lige dele forfærdet og betaget af, at man flere gange er tæt på at tage livet af alle forlagets elskede karakterer og starte helt forfra. Det er ligeledes fascinerende, hvor meget personlige vendettaer og mavefornemmelser får lov at fylde i et på overfladen topprofessionelt firma.
Et ekstra incitament til at læse bogen er, at en del af disse personstridigheder flyttede over på siderne af Marvels tegneserier, hvor vrede kunstnere tegnede skurke, der mindede meget om deres virkelige fjender fra redaktionsgangen, mens det andre gange var forlaget, der gav en fyret forfatter eller tegner en salut med på vejen. En del af disse opregnes i bogen og giver en ustyrlig lyst til at grave de gamle serier frem og læse dem i dette nye lys. Det er i sidste ende en fortælling om, hvordan The House of Ideas gik fra at være et lille forlag befolket med hippier og andre skæve eksistenser til at blive en af underholdningsindustriens helt store mastodonter på godt og ondt. Jeg slugte bogen på rekordtid, og jeg er ikke i tvivl om, at der ligger flere genlæsninger og venter i fremtiden.
Peter Dyring-Olsen, skribent:
2014 blev et år, hvor jeg læste alt for få serier, desværre. Alligevel vil jeg vove et øje og anbefale én af de helt store sekventielle oplevelser for mig fra året, der nu går på hæld: “B+F” af Gregory Benton, som er en ordløs, nærmest psykedelisk fabulerende og barok serie sat i et mærkelig fantasy-agtigt land, hvor vi følger den kvindelige hovedperson og hendes kæmpemæssige, gule hund. Tegnet i en løs, nærmest naiv stil, der understreges af den fornemme håndgjorte farvelægning fører “B+F” os ud på en fantastisk, smuk og til tider skræmmende rejse i et forrevet landskab befolket af uhyggelige abevæsner, statueagtige personer og mange andre sære individer. Det er en frit flydende og dybt mystisk oplevelse af æstetisk karakter at lade sig føre med i serien, der præsenterer sig i stort format og trykt på lækkert, tykt papir. “B+F” er en bekræftelse af, at tegneserier kan være vedkommende og imponerende uden at være komplekse, teksttunge eller svært tilgængelige.
Jakob Albrethsen, skribent:
Carla Speed McNeils Finder. Ophavskvinden kalder selv sin serie, der udkommer på nettet i skitseform for så at blive samlet løbende i selvudgivne trades, for ”aboriginal sci-fi”. Det er ikke nærmere beskrevet, hvor og hvornår den foregår, og om det overhovedet er i fremtiden eller et parallelunivers, men en stor del af fornøjelsen ved Finder er også uden forklaringer bare at blive kastet ud i denne besynderlige verden, der på nogle punkter er helt lig den lige uden for vores vinduer og på andre så helt og aldeles anderledes, at man kommer i tvivl om, hvad der er hvad – og hvilken af dem, der er mest bizar. Det bizarre, imponerende udbyggede og til tider lidt dystre univers er imidlertid umiddelbart tilgængeligt i McNeils lyse og fine, diskret dygtige, men stadig legende lette streg, og Finder er mindst lige så morsom og medrivende, som den er original og personlig. Dark Horse har udgivet ”historiebuen” Voice, og der ligger pt. et par større opsamlinger til salg i skaberens egen shop på lightspeedpress.com, hvor man også kan følge skitseserien. Det skal man gøre sig selv den tjeneste at gøre.
Joe Hill & Gabriel Rodriguez: Locke & Key. Denne serie er sikkert mange af Nummer9’s læsere bekendt, men skal nævnes igen i anledning af, at jeg først for nylig fik læst den igennem i sin helhed. Joe Hill er horrorkongen Stephen Kings søn og har allerede med sine første håndfuld noveller og tre romaner etableret sig som et selvstændigt navn i samme genre som farmand. Gabriel Rodriguez er en chilensk tegner, som ikke er kendt for så meget andet end samarbejdet med Hill, men måske kan sammenlignes med en Jack Davis ved ikke bare at være teknisk virtuos og i stand til at tegne stort set alt, men også gøre det med et så særegent og distinkt udtryk, at det er er umiddelbart genkendeligt som fra hans og kun hans pen.
Locke & Key er historien om en amputeret familie, der forsøger at lægge en voldsom og tragisk hændelse bag sig ved at vende tilbage til den afdøde faders barndomshjem i et isoleret øsamfund i det nordøstlige USA blot for at finde ud af, at der venter dem ikke blot konfrontationen med deres egen fortid, men også hele familiens forbandelse gennem generationer. Og det er så effektivt, elementært spændende, underholdende, uhyggeligt, gennemtænkt og -ført og ganske enkelt fremragende fortalt, at serien bør indskrives i tegneseriens kanon på samme måde, som The Stand og The Shining er blevet i genrelitteraturens ditto.
Luke Pearsons Hildafolk. Hilda bor sammen med sin alenemor i en lille britisk-agtig by med høje mure omkring for at beskytte indbyggerne mod troldene i den mørke skov udenfor. Inden for murene er der nisser, som bor i mellemrummet mellem folks skabe og gulve, mellem sofaen og væggen, og som har taget alle de ting, der på uforklarlig vis bliver væk for altid. Der er kæmper og alfer og en blå ræv, hvis farve matcher Hildas hår, og en irriterende lille mand lavet af træ.
Og nej, det her er ikke for voksne. Det er heller ikke oversat til dansk og derfor lidt af en udfordring at læse højt for den aldersgruppe, serien er målrettet. Men den skal alligevel anbefales her for hold. Da. Helt op, hvor er Hildafolk bare så uimodståeligt charmerende i sin sømløse sammenskrivning og -tegning af fabulerede fantasiunivers og småregnsgrå provinshverdag, at man selv som gammel, forvænt og ganske uforberedt tegneserielæser må overgive sig for en stund til et barndommens land, hvor det mandag morgen er lige så sandsynligt ved stoppestedet at løbe ind i en kulsort hund på størrelse med en bus som et sæt tøsnessortstænkede døre, der lukker lige foran næsen på én.
Læs del to af Nummer9s fede forslag til julelæsning i morgen.
