Man har i de senere år skulle kigge langt efter superhelteudgivelser på dansk, et område som forlaget G Floy primært har varetaget. Men nu ser det ud til, at endnu en spiller har meldt sig på banen, hvilket betyder godt nyt for danske superheltefans.
Forlaget RW, som udgør den danske gren af RW Edizioni , der siden 2010 bl.a. har udgivet DC Entertainment i Italien og senere Finland og Holland, har netop offentligtgjort, at de fra januar 2015 har erhvervet sig rettighederne til at udgive DC Comics, Vertigo og MAD på det danske marked.
RW erklærer, at de under deres nye Lion logo vil bestræbe sig på at udgive “de bedste, amerikanske tegneserier og graphic novels, både klassiske og helt nye. De vil blive distribueret gennem boghandel og tegneseriebutikker.”
Ifølge forlagets egen hjemmeside er det Andrea Rivi fra RW, som skal koordinere udgivelsesindsatsen, mens det danske forlag Zoom skal stå for det redaktionelle arbejde.
Forlaget sender første bølge af udgivelser på det danske marked allerede i januar næste år. I første omgang drejer det sig om Alan Moores “V For Vendetta”, der dog tidligere er blevet udsendt på det danske marked af Egmont i 2005, samt første bind i henholdsvis “Batman” og “Justice League” serierne, som begge hører til Dcs New 52 relancering fra 2011. RWs hjemmeside afslører dog også, at en opsamling af Neil Gaimans legendariske “Sandman” serie er undervejs. Det skal således blive spændende at se, hvad RW vil foretage sig i forhold til MAD på det danske marked.
Forlaget vil levere en mere detaljeret udgivelsesplan i de kommende uger.
Ifølge forlagschef på G Floy Christine Meyer betyder den nye aftale, at G Floy ikke længere vil udgive DC-titler på det danske marked. Men hun giver alligevel det nye forlag en varm velkomst: “Jeg håber, at RWs tilstedeværelse på markedet vil højne interessen for tegneserier generelt og amerikanske tegneserier i særdeleshed.”