Jeph Loeb og Tim Sales ”Batman: Sort Sejr” er et mesterværk, hvor selv tegneserieguderne må bukke og skrabe. Nu kommer den samlede version i en dansk oversættelse. Men synger englene stadig?
Enkelte gange rammer en tegneserie dét der ubestemmelige, hvor historien, tegningerne og farvelægningen går op i højere enhed. Forfatter Jeph Loeb og tegner Tim Sales ”Batman: The Long Halloween” (på dansk “Batman: Den Lange Halloween”) var en sådan titel. Siden fulgte ”Batman: Dark Victory”, der fortsatte historien om Batman, Falcone-familien og Two-Face – ikke mindst – hvor ”Batman: The Long Halloween” slap.
13 år er gået, siden ”Batman: Dark Victory” havnede på hylderne i samlet udgave, og nu udkommer den endelig i en flot dansk version med den ligefremme titel ”Batman: Sort Sejr”. Udgiveren er forlaget G. Floy, der sidste år udgav den danske oversættelse af ”Batman: The Long Halloween”.
For at forstå ”Batman: Sort Sejr” må vi se nærmere på det første epos fra Loeb og Sale. ”Batman: The Long Halloween” udkom første gang i 1996-1997, hvorefter den i 1998 ramte butikkerne i en samlet version.
Allerede på forsiden blev læserne lovet noget lidt andet. Her står Two-Face arrogant og leger med lykkemønten, Jokeren smiler – klar til narrestreger, mens Poison Ivy kigger sensuelt på læseren. Catwoman er klar til kamp, og det samme er Jim Gordon.
Og over dem alle. Svøbt i sin kappe vogter han. Batman. Mere skræmmende end alle skurkene tilsammen.
”Batman: The Long Halloween” tog udgangspunkt i tiden kort efter, Bruce Wayne og Batman var smeltet sammen. Den kriminelle underverden i Gotham City blev stadig styret af mafiaen med Carmine ”The Roman” Falcones familiegesjæft som det toneangivende. Første side i historien er næsten helt sort. Bruce Wayne står i sit stiveste puds med hvide handsker, butterfly og hatten i hånden og siger til en endnu ukendt person: ”I believe in Gotham City”. Ondskaben og frygten ulmer i billedet, og det sætter tonen for resten af historien:
Hvor Batman jagter mafiaen og seriemorderen Holiday, der slår til på mærkedage.
Hvor ”freaks” – som mafiaen kalder de ”klassiske” Batman-antagonister – kommer til Gotham.
Hvor mafiosoen Vincent ”Boss” Maroni smider syre i ansigtet på Harvey Dent.
Hvor Harvey Dent bliver til Two-Face…
Et af de nærmest geniale træk ved ”Batman: The Long Halloween” er historien. Jeph Loeb har skrevet en helt almindelig kriminalroman. Nej, det er løgn. Historien er langt fra ordinær, og det er først på de allersidste sider, at læseren finder ud af, hvem morderen egentlig er. Suspense i høj klasse.
Men historien efterlod – heldigvis – et par løse ender. Enter: ”Batman: Dark Victory”.
Efter ”Batman: The Long Halloween” var ”Batman: Dark Victory” mesterværket, der på papiret… pun intented… burde være umuligt at skabe. Vi er stadig tidligt i Batmans karriere, og plottet er centreret om eftervirkningerne af kampen mod Holiday og efterforskningen af en ny seriemorder, Galgemanden. Og så bliver trådene ellers vævet ind i hinanden blandt andet med en brutal magtkamp mellem Two-Face og Falcone-familiens hensygnende imperium.
Derudover introducerer Loeb Dick Grayson som den første Robin. Ham kan man så lide eller lade være. Jeg ser personligt helst Batman som en enspænder, der skubber alle fra i sig i kampen for sin retfærdig. Med det skrevet fungerer karakteren Robin udmærket i denne historie. Her er så megen vrede presset ind i en lille krop.
Jeph Loebs historie er igen ekstraordinær – igen er det først til sidst, at Loeb afslører, hvem Galgemanden er – og, som det også var tilfældet i ”Batman: The Long Halloween”, er Tim Sales tegninger vidunderligt barske. Meget af tiden med sort som bærende farve. I Sales streg er Batman, som jeg foretrækker at se ham: Som et ordentligt brød af en bidsk satan!
Af samme grund har både ”Batman: The Long Halloween”, ”Batman: Dark Victory” og ”Catwoman: When In Rome”, hvis historie lægger sig op ad de to foregående, ligget på mit natbord af flere omgange.
Det er altså en stor opgave, som forlaget G.Floy har påtaget sig ved at udgive ”Batman: Sort Sejr”.
Men lad det være sagt med det samme: Titlen er en hardcover lækkerbisken, der fortjener at blive taget ned fra hylden og læst igen og igen.
Specielt åbningsscenerne i hvert kapitel er fantastiske. Vi begynder med en tegning af en af de primære figurer i kapitlet. Basisfarven er naturvis sort. I den klassiske hardcover-version, udgivet i 2001, året efter serien sluttede, er billederne forholdsvis små. Og det har aldrig ærgret mig. Før nu. I den danske oversættelse fylder hvert billede en hel side, hvilket giver læseren mulighed for virkelig at dyrke Sales sublime leg med mørket.
Men tegninger er bare én ting. Både Loeb og Sale mestrer antydningens kunst, og der er flere steder i historien, hvor makkerparret lader det primære billede være op til læserens egen fantasi. Bedste eksempel finder sted i niende kapitel, hvor Dick Grayson flytter ind på Wayne Manor. Fra dag 1 bliver drengen overladt til Alfred (Batman skal jo jagte skurke), hvilket får temperamentet til at slå gnister. Stående på trappen i huset hall forsøger Alfred at tale med Dick, der (selvfølgelig) sidder i en lysekrone. Den unge Grayson fortæller om sit tidligere liv.
»Jeg har været meget højere oppe uden at falde ned. I cirkusset…«
»Jeg ved, hvad du tænker, men det, der skete med mine forældre var bare en ulykke. Min far testede altid rebene. Han…«
Monologen løber over tre rammer alle med Dick i fokus. I den fjerde og sidste ramme siger Dick:
»Det var bare en ulykke…«
Her er skifter fokus til Alfred i fugleperspektiv. At læseren ikke kan se Dick underbygget følelsen af sorg og smerte og understreger samtidig den distance, som drengen føler til Bruce Wayne. At Alfred står modløs på trappen forstærker hele oplevelsen.
Egentlig kunne skamroserne fortsætte med at falde ned over ”Batman: Sort Sejr”: Illustrationerne (dyrk åbningsopslaget i kapitel otte, hvor Jokeren laver drive-by på en mafiarestaurant), historien (du bliver konstant taget ved næsen) og farverne (også i kapitel otte skyder Alberto Falcone Jokeren, og pludselig er baggrunden rød i stedet for mørk som på de foregående sider – rød som ren smerte). Sublimt!
Men alligevel når titlen ikke helt til tops.
Sproget indgår som en naturlig del af et værk, og derfor ændrer en oversætter ved dna’et, når vedkommende – i dette tilfælde Steffen Rayburn-Maarup – kommer med sit bud på, hvordan de forskellige karakterer taler. Det er ikke altid en dårlig ting. I denne titel gør Rayburn-Maarup et flot stykke arbejde, men der er lidt støj på linjen.
Et eksempel: Mod slutningen af prologen er vi på Jim Gordons kontor, hvor kommisæren har en samtale med Batman. Gordon er presset. Konen er skredet, der er kommet en ny offentlig anklager, og den dårlige samvittighed over at have svigtet Harvey Dent hjemsøger ham.
I den engelske version lyder den vigtigste del af samtalen:
Gordon: »I… I miss him.« (om Harvey Dent)
Batman: »Don’t.«
I den danske version bliver samtalen til:
Gordon: »Jeg savner ham.«
Batman: »La’ vær’.«
Rayburn-Maarup oversætter loyalt, men her fungerer det ikke. Batman er en helvedes karl, der arbejder gennem frygt. Af samme grund vil han ikke vrænge ”La’ vær’”. Her kunne Rayburn-Maarup have valgt at tolke på Loebs manuskript for at give Batman den barske tyngde, som figuren har. Måske kunne »Don’t.« være skiftet ud med et simpelt »Nå!«?
Men det er minimale skønhedsfejl!
Og bogen bør stadig ligge under juletræet hos alle danske Batmænd.
Karakter: 4/5
Titel: Batman – Sort Sejr
Forfatter/tegner: Jeph Loeb og Tim Sale Forlag: G. Floy Studio
Oversat af: Steffen Rayburn-Maarup
Forlag: G. Floy
Farve og form: Farve, lækker hardcover
Sidetal: 392 sider
Pris: 298 kroner
ISBN: 978-87-91630-83-5
Aktuelt udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: Danmark
