Der er så LÆNGE til juleaften og til julemaden, juleknas og hygge, så det halve kunne være nok. Der er ISÆR længe til gaverne, som forhåbentlig alle indeholder tegnserier, tegneserier og flere tegneserier. Så hvad skal I lave, imens I venter? Læse tegneserier, selvfølgelig. Og her på Nummer9 kan vi godt lide at gøre det nemt for jer, så vi har samlet en række anbefalinger til jer. Fordi vi elsker jer.
Her følger del to af vores episke rejse igennem tegneserieanbefalinger til juleferien. Vi starter med Mårdøn og lidt til fordøjelsen.
Mårdøn Smet, skribent:
I denne søde juletid propper Danmark sig til en sand mainstreamforstoppelse, for alt skal som bekendt være som det plejer i julen. Derfor har jeg valgt lidt af det sære af hensyn til fordøjelsen.
Finske Mari Ahokoivus tredje nummer af artzinet “Talviunta” ( Winter Dreaming – Asema Kustannus 2014 ) er læst på under fem minutter, men hold kæft hvor er det godt. Mari vil ikke være almindelig kendt for den danske læser, man skal lidt ud i periferien for at finde hende, f.eks. i tegnestuen Kulkælderens egenpublikationer eller den nordiske antologi “Kolor Klimax” ( Fantagraphics 2011 ).
“Talviunta” er derimod stedet, hvor man skal slå til, efter min mening. Denne lille samling på tre historier, som blender sammen i et mørkt sammensurium af isvinter og natsort rædsel, er Mari når hun folder sig helt ud. Hendes “Batuman” zines er en sød, men også noget ufarlig satire over den urbane superhelts sorger og endnu flere sorger, og seneste skud på stammen, tegneserie-billedbogen “Sanni & Joonas talviyö” med tekst af Kalle Hakkola, er æstetisk og smukt udført ( som alt hun laver ), men med en stil der i en lidt for høj grad vil elskes, og den slags kan bare ikke hamle op med al det uelskelige, der har gemt sig i snedækkede huler dybt i de finske skove.
Mari er minimalist med en mørk poetisk understrøm i sit arbejde, og hun kan godt have visse ligheder med Tove Jansson, skønt hun er helt sin egen forstås. De både cartoony og ildevarslende figurer der har et næsten mytologisk skær over sig, den store stilhed i vintermørket og lange nætters eksistentielle grublerier peger altsammen tilbage på den berømte landsmand. Det er indbegrebet af traurigt og finsk, men samtidig skrøbeligt som porcelæn midt i den tordnende nordiske rædsel. Pissegodt, selvom det varer så kort.
En anden overrumplende billedmager er svenske Mattias Adolfsson. Jeg kan berolige den sarte tegneserielæser med, at der skam er rigtige tegneserier med i hans skitsebogsopsamling “The Second in Line” fra Sanatorium Förlag, men det piller ikke ved det, at den egentlige attraktion er de overdådige myldretegninger. Adolfsson er en af de tegnere hvis tegninger altid er den egentlige hovedperson og mediet er mere underordnet, tænk Moebius.
Når man kaster blikket på et af hans myldrebilleder, står alting klart og tydeligt, i en for en overfladisk betragtning nærmest kedsommelig og ligetil billedopbygning. Så er det man ser detaljerne. Alt er tænkt ind i et uendeligt spindelvæv af de mest krøllede tanker, man kan tænke sig.
Tag f.eks. tegningen af spillehallen hvor spillefuglene har hundehoved. Enkel og overskuelig til spillemaskiner, plakater etc. træder i fokus, og fortæller historien om et bizart hundeunivers uden skyggen af tobenede venner. De mange små detaljer popper nu op en efter en, breder sig som ringe i vandet og udvider tegningens univers, mens man læser. Tegningen vokser sig større og større for øjnene af en, lidt som hvis man går imod en horisont, man aldrig kommer til at nå helt hen til.
Fornemmelsen af at sidde med en lille publikation som gradvist vokser mellem hænderne på en ville være ganske kosmisk, ikke ulig førnævnte Moebius mest syrede eskapader, hvis ikke det var for Mattias Adolfssons sært provinsielle finurligheder. Selv når han tager os med på rumstationer i fjerne galakser er der noget hjemmegjort over sceneriet, som bringer det hele ned på jorden igen, så at sige. Et ekstravaganza understatement som placerer denne herlige svensker i en kategori helt for sig selv.
Samlingen er for øvrigt en superfed lille box med både bog, seriehæfte og plakat indlagt, så top æstetisk som man kan ønske sig. Og hvis man savner lidt flere gode gammeldaws tegneserier imellem alle disse tegninger, tegninger og atter tegninger, kan man altid tage sig et pusterum og en indre monolog om, hvorfor det handler om tegninger og ikke tegneserier, for Nummer9 er et tegneseriesite, efterfulgt af en ditto om hvorfor det skal være smart at tegne grimt, når flotte tegninger nu er meget bedre, for til sidst at afslutte med ris a la mande.
Michael Lindal Andersen, anmelderredaktør:
For ganske kort tid siden anmeldte den kære Mårdøn Smet Marvels mere feminine (og sært nok meget kontroversielle – i hvert fald i tegneserieblogosfæren) reboot af Thor-figuren. Væk er mandebøfferne og ditto hørmen, og i stedet har vi altså en kvindelig Thor. Ikke Lady Thor. Ikke Thorine eller She-Thor, men slet og ret THOR. Nu skal vi ikke anmelde anmelderen her, men jeg læste med stor fornøjelse Mårdøns velskrevne, underholdende og velargumenterede anmeldelse. Også selvom jeg ikke ligefrem kan påstå at være enig med ham. Smut lige over og læs den, og kom så tilbage hertil. Jeg venter.
Yes? Godt. Mårdøn har velsagtens ret i ALT, hvad hans skriver. Jeg har bare valgt at være med på spøgen. Nej, der er indtil videre ikke tale om det kønspolitiske indslag i den moderne mytedannelse (og blah-blah-blah), som superheltetegneserier regnes for i visse kredse, men til gengæld er det lykkedes forfatter Jason Aaron at skifte sin hovedperson ud midt i en serie, uden at den falder til jorden. Det er alt sammen det rene fjolleri, det er sjovt, der er ren ramasjang, og det er eskapisme i stor stil. Lige meget hvad internetblogosfærenørder og/eller Marvels PR-afdeling forsøger at gøre det til. Hverken mere eller mindre. Det fungerer som rendyrket underholdning og brug-og-smid-væk-tegneserier.
Vi ved stadigvæk ikke, hvem der gemmer sig under masken på den nye Thor. Aaron får dog meget sjov ud af at drille os lidt. Hun taler, som Thor nu taler (thus, verily og nay er ofte brugte, engelske ord i den pompøse heltedialog), men vi hører hendes tanker i noget så dejligt bedaget som tankebobler. Det er ellers ikke mange moderne superhelteforfattere, der kan finde ud af at bruge tankeboblen til noget særligt fedt (se Bendis prøve og fejle i hans tidlige numre af Mighty Avengers… puha), men her leger Aaron lidt med det. Hvor Thor snakker som et wannabe-shakespearsk tordenskrald, så er hendes indre dialog noget mere nede ved jorden. Hun undrer sig endda over, hvorfor hun selv taler, som hun gør.
Så. Ikke stor kunst. Men jeg griner, smiler, hygger mig i ti minutter, og bevæger mig så videre til næste hæfte med for mig digitale superhelteløjer. Og så har jeg ikke tænkt på ebola, Nordkorea, klimaændringer eller Nik og Jay så længe.
I podcastsammenhænge har jeg på det seneste ytret mig halvt i spøg, halvt i alvor om, at hvordan det må være bydende nødvendigt for både børnekulturen og tegneserieditto, at vi får genoptrykt de gamle albums med den kære omrejsende dværg, Gammelpot. Lidt for sjov, da jeg faktisk ikke havde læst et album i serien i ÅREVIS og lidt i alvor, da jeg har helt bizart kære minder om den hollandske serie fra min egen barndom.
Så jeg besluttede mig for, at der skulle noget vægt bag mine ord. En tur på biblioteket (hvor jeg arbejder) senere, og så sad jeg pludselig i et regnvejrsrusket, lettere overfyldt tog og læste ”Eventyret om Gammelpot og Porten til Østen” igen. Jeg valgte netop det album, fordi heksens onde, grumme øjne fra det smækre og fantasipirrende forsidebillede stadigvæk spøger i min underbevidsthed et sted. Og hold da fast. Det var en herlig togtur. Fra et Brødrene Grimm-agtigt heksehus komplet med krympede mennesker på flaske og sære væsener til et 1001 Nat-agtigt Østen fyldt med slavehandlere, flyvende tæpper og troldmænd. Jeg kan godt forstå, at Michael syv år i sin tid gik helt bagover af eventyrlyst og læseglæde, for der er faktisk tale om et RIGTIGT eventyr. Hyggeligt og (hvis man er lille) måske endda lidt Uhyggeligt. Og så er tegningerne stadigvæk fede og spillevende. Universet er både rart og finurligt, men uden at blive tuttenuttet og klægt. Det skyldes nok især de stemningsfulde tegninger, der når de er bedst ligner en børneudgave af noget, der kunne være kommet ud af Bernie Wrightsons hånd. I hvert fald er det ham, de mange skraveringer og uhyggelige detaljer får mig til at tænke på.
Så jeg står ved mit udsagn. Verden har brug for Gammelpot.
Erik Barkman, skribent:
Midt i november var jeg på Thought Bubble-festival i Leeds. Dér forkøbte jeg mig så eftertrykkeligt, at jeg stadig tygger på tegneseriebunkerne. Heldigvis er der mange fine sager iblandt!
Gareth Brookes, hvis broderede og linoleumssnittede og helt fantastiske ”The Black Project” røg i indkøbskurven sidste år, havde også en ny udgivelse med på årets festival. Det var en dobbeltpakke med annuals for Manly Boys og Comely Girls (se bare skåret på forsiden!), lavet i samarbejde med Steve Tillotson.
Som nyslået Brookes-fan købte jeg dem begge, og det har jeg ikke fortrudt: Satiren over opbyggelige britiske tidsskrifter, som vor (bedste)far læste dem, er forrygende skarp og morsom. Pigerne får handy guides til ”Great women of history and their recipes”, ponyer (fra ”horse top” til ”arse hair”) og livet som pebermø. Og drengene vejledes i hypnose, kaninflåning og IKKE at pille ved sig selv … I ved … dernede.
En af tidens trends i indieland er kærligt risograph-trykte hæfter. Blandt de mest hypede eksponenter for tendensen finder vi herrerne bag forlaget Breakdown Press, blandt andre Joe Kessler. Hans soloantologi Windowpane er det ideelle udstillingsvindue for et blomstrende talent, der går sine egne veje.
Kesslers korte, ofte abrupt afsluttede historier kredser omkring seksualitet, død og den kreative skaberakt. De gør det i et overrumplende formsprog, hvor tegneseriens virkemidler udstilles fremmedgørende – når billedruderne f.eks. vises tomme, som dekorative elementer på siden, før de forsynes med indhold – og hvor løse, skitseagtige streger møder streng geometri. Det er tegneserier, der indbyder til højpandet analyse, men som også bare kan nydes for deres kalorierige gådefuldhed, og jeg valgte det sidste. Det kan anbefales!
I svenske Peow Studios giver de den også gas med risograph’en (risografen?). Bedst af serierne fra det flittige lille forlag er nok grundlægger Olle Forsslöfs karakteristisk usvenske Náva med tekst af Mikael Lopez. Foreløbig er udkommet to hæfter à hhv. 32 og 28 sider, og hvis historien skal følges til dørs, bliver det til mange flere. Lopez og Forsslöf slår et stort brød op i fortællingen om en troldkvindes rejse tværs gennem en fantasyverden fuld af farverige væsener og sagn – og jeg tager gerne turen med, hvis serien kan holde niveauet. Fantasifuld, velfortalt og elegant tegnet i bedste franske 70’er/80’er-tradition.
Én mere, så stopper jeg: Dan Whites Cindy and Biscuit er en børneserie, som nok mest er for voksne. Fortællingen om den lille forsømte pige, der måske/måske ikke bilder sig ind at være en heroisk monsterbekæmper, vækker glade minder om Steen og Stoffers søndagssider. Men Cindy har ikke Steens stabile, ressourcestærke forældre at vende hjem til, tværtimod er hun overset og ugleset hvorend hun går hen. Cindy and Biscuit er skæg, opfindsom og en lille smule hjerteskærende.
Du kan stadigvæk nå at læse første halvdel af vores svedige anbefalinger til den grumme juletid. Og så er det ellers tid til at sige noget så traditionelt som… god jul til hele det ganske, danske tegneserieland.
Del på
