Så ruller Star Wars-maskinen hos Marvel Comics. Tegneserieimperiet er klar til at overtage hele galaksen med deres nye serie, der allerede er forudbestilt i rekordstore mængder. Derudover er de gamle tegneserier fra de glade 70ere blevet genfarvelagt.
Der må have været mange svedige hænder og søvnløse nætter hos forlaget Dark Horse, da Disney købte Lucas Film og dermed Star Wars-brandet for nogle år siden. Da Disney allerede havde Marvel under deres vidt favnende andevinger, gav det næsten sig selv, at kontrakten om rettighederne til den fjerne galakse for lang tid siden ikke ville blive genforhandlet med Dark Horse.
Og nu løber den altså ud. Så hvis der er Star Wars-tegneserier fra Dark Horse, du simpelthen VIL være sikker på at have stående på hylden, så er det med at få dem købt.
Hos Marvel sover de dog sødt og roligt om natten med helt tørre håndflader. Forlaget har bekræftet, at det første nummer af deres nye Star Wars-serie fra superteamet bestående af forfatter Jason Aaron, tegner John Cassaday og dennes næsten faste farvelægger Laura Martin allerede har modtaget over en million forudbestillinger. Det betyder, at hæftet vil blive det bedst sælgende i 20 år.
Det tal er helt enormt, men hvis man lige tager den kritiske hat på, så forlyder det også, at der et nærmest uhørt antal variantforsider tilknyttet hæftet, hvilket jo næsten er unfair over for hårdt samlende Star Wars-fans, men man kan ikke beskylde Marvel for ikke at kende deres marked. Ligeledes er bladene kun forudbestilt af butikkerne og er altså ikke endt i plastiklommer hjemme hos frådende fans endnu. Men tallene er ikke desto mindre imponerende i disse tider.
Serien foregår imellem de to første af de ”rigtige” Star Wars-film, nemlig ”A New Hope” og ”The Empire Strikes Back”. På papiret kan det være svært at kende forskel på den nye serie og på Dark Horses succesfulde og overraskende fede serie skrevet af Brian Wood. Den foregik nemlig i samme periode, handlede om de samme figurer og behandlede endda nogle af de samme problematikker. Men i januar måned vil en million læsere måske være lidt klogere på, hvad forskellen på de to serier EGENTLIG er.
Nævnes skal det også, at der er endnu en Star Wars-serie på vej fra Marvel, nemlig en om Princesse Leia skrevet af igen ringere end Mark Waid. Vi håber på intergalaktisk girlpower.
Det er ikke første gang, at Marvel har produceret Star Wars-tegneserier. Selskabet var i dårlig stand i de sene 70ere, men så kom Luke, Han, Leia og Chewie og reddede Team Spider-man fra den sikre død. Den originale serie fortalte filmens historie og fortsatte i en årrække, indtil både salgstal og kvalitet var dykket så gevaldigt, at selv Star Wars måtte forsvinde for en tid. De gamle serier genudgiver Marvel nu i noget så kontroversielt som genfarvelagte udgave.
Nu skal man som nyhedsreporter måske passe lidt på med at dømme ting for hårdt, men det er svært ikke at komme til at tænke på den sørgelige, digitale omgang, der blev smurt ud over Jodorowsky og Moebius’ ”Inkalen” for nogle år siden. Eller Neal Adams genfarvelagte Batman-serier. Men det er måske ”det de unge vil have”, så hvad ved vi om den slags? Det er i hvert fald helt i George Lucas’ ånd at give special effects i Star Wars-universet et ”løft”.
Døm selv nedenfor. Og så må det være op til den enkelte, om man lige skal have fat i Dark Horses omnibus-udgaver af de gamle serier, inden de forsvinder helt.
2015 er altså året, hvor der ikke alene kommer en ny Star Wars-film, men hvor millioner af tegneserier om rumheltene vil blive solgt verden over.