Alle tiders flyvende blondine

I midten af 1970’erne tog den da 30 årige Francois Walthéry en måned til Tyrkiet for at tegne skitser til sit kommende Natacha album, “Den 13. apostel“. Albummet skulle vise sig at blive et af de bedste i serien og 40 år senere har Walthéry søgt tilbage til netop dette album for at frembringe sit seneste Natacha album nr. 21, “Fortidens øjne“. Derfor denne dobbelte anmeldelse af både Natacha “De samlede eventyr 2: Kurs mod eventyret“ og altså det seneste.

Men lad os smutte tilbage til 70’erne og andet bind af Natachas samlede eventyr. Den indeholder historierne “Farlig Mission”, “Dobbeltspil “og som sagt “Den 13. Apostel“. Alle kendte eventyr, men med i samlingen får man også en del ekstramateriale, heriblandt nogle andre sider som Walthèry frembragte på samme tid, nogle familiebilleder, et lille afsnit om hvert af de 3 albums og nogle anekdoter hvor især historien om hvorledes daværende Interpresse-redaktør Henning Kure ikke var tilfreds med Walthèrys forside til “Farlig Mission“, og derfor satte sig for at frembringe en ny ved at sammensætte to tegninger inde fra albummet. Han fik derved en så fremragende forside at Walthéry senere insisterede på at den også skulle benyttes til den fransksprogede udgivelse.

Men er Natacha overhovedet spændende i dag og et gensyn værd? Det synes jeg bestemt, hun er. De 3 eventyr her er alle fra den tidlige periode,hvor serien stadig er under udvikling og alting virker friskt og veloplagt. Kaptajn Turbos evindelige kommentar ”det har jeg set” som han siger om stort set alt er endnu morsom og ikke mindst Natachas fjogede ven Walter er konstant en kilde til morsomheder og uro og en vigtig brik, som Walthèry strækker til det yderste, når kedelige scener skal afvikles. F.eks. i en ellers kedelig og lang scene hvor Natacha i lufthavenen passes op af to personer, som trækker hende ind til en samtale over hele 6 sider (enhver tegners mareridt skulle jeg mene). Her gøres siderne dog alligevel underholdende fordi Walthèry smart lader Walter stå på den anden side af døren, lukket ude af samtalen. Angst for hvad der sker med Natacha, råber han konstant og forsøger at sprænge døren, hvilket hele tiden kan aflæses i lydord som blander sig i billederne.

Men det som Walthèry først og fremmest kan læses, genlæses eller studeres for i dag er hans helt suveræne evne for at fortælle tætpakkede actionscener så man selv er med og mærker farten og bevægelserne. Ingen Lasse Sprang Olsen-actionforvirring her. Walthèry, som selv skriver, at hans favoritfilm er actionfilm, er oplært af Peyo hvis tegne -og fortælletalent var begrænset, Peyos billeder afvikles ofte på selve billederammen som var det en tegnefilm man så, og det som Walthèry tilfører stilen er, at han oftere flytter perspektivet op i billedet, hvormed mulighederne for en dynamisk fortællestil bliver optimal, og Walthèry kan udfolde sin brede vifte af mangfoldige kameravinkler.

Lad os tage et eksempel. Side 36 og 37 i “Farlig Mission“. Vi er i historiens højdepunkt, det er nu det afgøres. Natacha er bortført af bevæbnet bad guy, og hendes eneste våben er at køre bilen vildt. Læs fra sidens top og oplev, hvordan dine øjne ledes helt naturligt ned over siden i et langt flow. Bemærk hvordan billederne hele tiden går mod højre, det skal bruges på næste side til at give størst mulige effekt af køretøj som bevæger sig modsatte retning. De tre billeder inde fra kabinen, hvor Natahca slås bevidstløs, hvorefter skurken stirrer ud af billedet, og i næste billede ser vi, hvad hans point of view er. Perfekt fortalt. Næste side er som i slowmotion, lastbilen som har den modsatte bevægelse mod venstre, forsøger at afvige, og Natachas bil skræller hen af siden i nu lange billeder som understreger farten og bevægelsen. Ja-ja, det er jo bare action, men det er et svært håndværk og ikke noget mange beskæftiger sig med i dag.

Hvis der er en kronjuvel i Natacha-tegneserierne, må det være “Den 13. apostel” som er henlagt til Istanbul. Som sagt besøgte Walthèry selv Tyrkiet for at lade sig inspirere, og ud af det er kommet et smukt og yderst detaljeret album. Farverne er mættede og miljøbeskrivelsen med de travle gader, de små fiskebåde, havet og i det hele taget byens puls er imponerende. Det er som en Turen går til Tyrkiet fra halvfjerserne.

Og nu springer vi så tilbage til nutiden og det seneste epos med Natacha, som jeg i starten påstod trak tråde tilbage til “Den 13. apostel”. Det gør det blandt andet ved at omdrejningspunktet igen er ækeologen professor Karel og hans assistent Justin, som også var hovedaktører i “Den 13. apostel“. Albummet foregår nu i Kairo, og byens liv er skildret, så det giver mindelser om Istanbul. Et væsenligt plus ved dette album er at Walthèry har tegnet det hele selv. Ingen ”hjælp” fra hans assistenter, som Walthèry gennem årene har benyttet sig alt for meget af. På nær et par enkelte gange har de altid forringet albummene.

Og Walthèry er ikke blevet nogen ringe tegner i de år. Men heller ikke bedre. Natacha er såmænd stadig den samme, men Walter er blevet gammel og gnaven, han virker træt af disse eventyr, og det samme gør jeg som læser. Det virker ikke som om, Walthèry har andet end gentagelser at tilbyde. En række henvisninger til tidligere albums understreger denne fornemmelse. Men hvad med hans flair for velkoreograferede actionscener. Ja, den er desværre også forduftet. Bevares, der er stadig action, men faktisk mere som Peyo ville have serveret dem, man føler ikke farten længere som om man selv deltog. Natacha er stadig glimrende selskab, men serien rummer ikke de åbenlyse talenter, som den tidligere var garant for, og Walthèry synes ikke selv interesseret i andet end at kopiere sig selv og mindes sine gamle bedrifter og tegneserierkollegaer.

Del på