Kvinderne ryddede bordet, da årets Ignatz-priser blev uddelt. Ikke overraskende, siger tegneserieforsker.
Andelen af kvinder der læser og laver tegneserier synes at vokse eksplosivt i disse år. Det afspejles også når der uddeles priser i tegneserieland.
“Saga”-tegneren Fiona Staples blev store vinder da Harvey-priserne for nyligt blev uddelt, og herhjemme har kvindelige kunstnere de senere år taget for sig af Ping-priserne, blandt andet med hovedpriser til Rikke Bakman og Nikoline Werdelin.
Men så vidt nummer9 er orienteret, er det aldrig tidligere sket at ALLE priserne ved en tegneserie-prisuddeling er gået til kvinder.
Men det skete da Ignatz-prisenre blev delt ud i Maryland, USA for få uger siden. Ignatz-priserne hædrer tegneserieskabere der udgives på små forlag eller som selv ejer rettighederne til deres værker (creator owned comics). Her ryddede damerne bordet og tog priserne i samtlige ni kategorier – blandt andet fik Emily Carroll hovedprisen for “Through the Woods”, mens stortalentet Sophia Foster-Dimino modtog hele tre priser for blandt andet “Sex Fantasy”.
Den kvindelige dominans forbavser ikke tegneserieforsker Rikke Platz Cortsen:
– Der er vel ikke så overraskende, hvis man tager i betragtning, at det er en indie-pris, at der generelt er rigtigt mange stærke kvindelige tegneserietegnere for tiden, og at der er flere af dem end for 20 år siden. Måske spiller det også ind, at juryen var næsten udelukkende kvinder? (fire af fem jurymedlemmer var kvinder, red.) Nu siger jeg ikke, at kvinder vælger kvinder, men det kunne måske spille ind i forhold til præferencer, etc. Omvendt tyder mange kvinder i juryen jo også på, at der generelt er kommet flere kvinder i alle lag i tegneseriebranchen, siger Rikke Platz Cortsen, der er postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Tegneserieforskeren har det dog ambivalent med det store fokus på køn i tegneserie-debatten:
– En eller anden dag er det forhåbentligt ikke nogen nyhed, at kvinder vinder priser i tegneserier. Det burde det heller ikke være nu, men det er en god anledning til at gøre opmærksom på alle de mange spændende tegneserier, der er derude lige nu.
Så det gør vi. Her er de fine tegneserier der har vunder årets Ignatz-priser (og deres skabere):
Bedste kunstner
Emily Carroll, Through the Woods
Bedste antologi eller samling
How to Be Happy, af Eleanor Davis
Bedste grafiske roman
The Oven, af Sophie Goldstein
Bedste historie
Sex Coven, af Jillian Tamaki (Frontier #7)
Mest lovende nye talent
Sophia Foster-Dimino (Sphincter; Sex Fantasy)
Bedste serie
Sex Fantasy, af Sophia Foster-Dimino
Bedste tegneserie
The Oven, af Sophie Goldstein
Bedste minitegneserie
Sex Fantasy #4, af Sophia Foster-Dimino
Bedste online-tegneserie
The Bloody Footprint, af Lilli Carré
Ignatz priserne er blevet uddelt siden 1997 ved den årlige “Small Press Expo“-festival i Bethesda, Maryland. Prisen er opkaldt efter den murstenskastende mus i George Herrimans klassiske stribe “Krazy Kat”.