Svenske Jan Lööf kommer til Copenhagen Comics med en ny Felix-historie under armen. Peter Bagge melder afbud.
Jan Lööf er en mand med mange talenter. Blandt tegneserielæsere er han især kendt som skaber og tegner af serien om den bebrillede dreng Felix, der kørte som avisstribe i Danmark og udlandet fra 1967. Jan Löof stoppede på serien efter omtrent fem år, men serien blev videreført af skiftende tegnere og forfattere, til den sluttede i 1986.
Jan Lööf er desuden kendt for sine populære børnebøger, hvor blandt andre Historien om det røde æble, Søren Skrot og Min morfar er sørøver har opnået klassikerstatus hos både børn og forældre. Sidstnævnte kom i vælten igen sidste forår, da den var en af flere af Jan Lööfs børnebøger, der af hans eget forlag blev kritiseret for at have stereotype fremstillinger af andre kulturer.
Læs: Forlag overvejer Jan Lööf-stop
Stor Felix på vej
De senere år har Jan Lööf lavet en række børnebøger med figuren ”Pelle”, og senest er han i Da Felix blev stor vendt tilbage til udgangspunktet, så at sige – et forsinket efterskrift til Felix-tegneserien i form af en bog, der er delvis tegneserie og delvis billedbog. Bogen udkommer på dansk op til Copenhagen Comics.
Med sin deltagelse på Copenhagen Comics 2017 er det første gang Jan Lööf optræder offentligt i Danmark – præcis halvtreds år efter, at han skabte tegneserien Felix.
Afbud fra Bagge og en halv Kerascöet
Men der er også dårlige nyheder fra Copenhagen Comics. To hovednavne, den amerikanske kult-tegner Peter Bagge, samt franske Marie Pommepuy, der er den ene halvdel af det franske tegnerpar Kerascöet, har meldt afbud. Sébastien Cosset, der udgør den anden halvdel af Kerascoët, vil deltage i festivalen som planlagt.
Trods de to afbud, ser den internationale gæsteliste til festivalen stadig ganske interessant ud. Ud over Lööf og Cosset har vi tidligere nævnt festivalbesøg fra engelske Dave McKean og polske Grzegorz Rosinski. Men på programmet er også ligne claire-disciplen Garen Ewing, superheltetegneren Barry Kitson, den skæve, sofistikerede skotske Tom Gauld, og den skarpe tunesiske satiretegner Nadia Khiari.
Læs om de internationale gæster her.