”Barnet, herre. Det vil sikkert fortælle om en ny fare, herre, større end de andre… En fare som kommer nærmere.” siger Helgrith Igor-håndlangeren til Brek Zariths stygge konge. ”Men det var jo blot en enkelt mand,” svarer kongen vantro, om de ildevarslende syner af en supermand – hans nemesis – som nærmer sig.
Så er anden omgang af Thorgal Magnum kommet fra trykken, og hvis man er glad for historien om den skæggede, mandige, kvindeomsværmede fyr, så ved de fleste nok hvad de skal forvente. En eventyrlig blanding af onde aristokrater, vikinger, guldskatte, gudeverdenen Asgård, døden på sin firkant, en skønhed, en søn med magiske kræfter og en helt til at redde dagen, der som altid lover mere end han kan holde: ”Nu skal vi aldrig mere skilles fra hinanden, vel min elskede!” siger heltinden efter at eventyret er overstået. ”Det bliver vi heller ikke, Aaricia! Det lover jeg dig!”
I hvert fald ind til næste eventyr.
Og hvis man ved hvad man skal forvente, så har man nok læst tegneserien før. For den er på ingen måde ny – men den er stadigvæk lige velegnet til barnlige sjæle med et bankende hjerte for fantasifuld eventyr.
De tre albums, som magnumudgaven indeholder, handler om riget Brek Zariths fald. En fange slipper fra en galej, som ligger på havet ud for den landsby, hvor vores middelalder-James Bond-helt har slået sig ned i bondeidyl med sin heltinde.
Snart efter bliver han – på grund af en løgn fra en jaloux bondedatter – adskilt fra sin vikingeprinsesse og ført til skibet som galejslave. Der bestemmer den madglade og stygge prins Veronar af Brek Zarith.
Thorgal mistænkes for at være fangens medsammensvorne der slap væk, den sande arving til tronen i Brek Zarith. Thorgal får gjort kål på Veronar og når tilbage til landsbyen, hvor bondeidyllen nu er udskiftet med sodet brænde – landsbyen er jævnet med jorden og hans Aaricia er væk.
Derfra går rejsen mod Brek Zarith og dets onde tronraner af en konge; Thorgal må genfinde og genvinde hende.
Det er sjovt at fundere over et typisk Thorgal-eventyrs grundbestanddele. En mørk, tavs, men bundhæderlig helt, med mystiske rummandsaner, en mester med bue og sværd. Han er født ind i verden som en fremmed, og står udenfor et hvert tilhørsforhold (på nær med sit hjertes udkårne). Og det får kvinderne til at falde i svime for ham.
Han er den eksotiske fremmede, der er i besiddelse af hvad psykoanalysen kalder ‘fallos’ – selvom han ikke ser ud af noget, så overrasker han altid ved sit utæmmelige mandsmod, når det handler om at gøre det rigtige. Det er den borgerlige helt i eventyrklæder.
Til helten passer en vikingeprinsesse, der er blond både af navn og af gavn, men lige så inderligt tro som sin mand. Og sidst men ikke mindst de grumme og megalomane aristokrater, der igen og igen skiller de elskende, der ikke ønsker andet end i ro og fred.
Det er disse komponenter, der udgør Thorgalseriens effektive dynamik: Helteparret ønsker ikke andet end at udleve eventyrets slutning – ’at leve lykkeligt til deres dages ende’ – men bliver konstant adskilt af nye eventyr fra en ond verden.
Thorgal byder på forunderlig underholdning som man igen og igen kan læse uden at de flade figurer bliver trivielle. For de fantastifulde eventyr placerer den borgerlige læser i en faretruende eventyrverden langt fra hverdagen, men med hele arsenalet af Thorgals borgerlige længsler og drifter efter tryghed, en hjemmegående kone og et forstadhjem med ligusterhæk som kærlighedsrede.
Karakter: 4/5
Værkets Titel: Thorgal Magnum 2
Seriens titel: Thorgal
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Jean van Hamme/Grzegorz Rosinski
Oversætter: Jens Peder Agger
Farve og form: Farver og Hardback
Sidetal: 144
Pris: 298 kr.
ISBN: 9-788-770-854498
Udgivelsesår: 2011