Nummer9 har som bekendt rapporteret vidt og bredt om de amerikanske superhelte-forlags digitale offensiv, anført af DC Comics’ ‘New 52’-koncept, hvor hele 52 forskellige superheltetitler “starter forfra”, altså med nye nummer 1-hæfter, og nye storykoncepter rettet mod hundredetusinder af helt nye læsere. ‘New 52’ markerer også overgangen til day-and-date-delivery, hvor læsere for første gang får digital adgang til en titel, samtidig med udgivelsen af den trykte udgave.
For nylig var tegneserieapp’en ComiXology den næstbedst sælgende app på det amerikanske iTunes, og hos DC Comics var jublen stor, da flagskibstitlen Justice League #1 solgte over 200.000 eksemplarer – på papir. Men samtidig erklærede tegner og DC Vice President Jim Lee, at den elektroniske udgave havde slået alle rekorder på førstedagen, men tilføjede kryptisk: “men jeg kan ikke give nogle tal…”.
Samtidig fortæller Marvel, at deres nye superhypede sorte Spider-Man, Miles Morales, har slået alle tidligere Marvel-rekorder for digitalt salg, med sin titel ‘Ultimate Comics Spider-Man’ #1, men heller ikke Marvel har lyst til at fortælle præcist, hvad det betyder.
Den uafhængige tegneseriekommentator Tom Spurgeon kalder kommunikationen fra de to store for “Jeg-har-en-kæreste-i-Canada”-salgsanalyse, og opfordrer skarpt de to forlag til at offentliggøre tallene:
– Jeg har en mistanke om at denne sløringstaktik griber mere og mere om sig, som salgstallene falder og falder. Forlagene mener åbenbart det er bedst at gøre sådan, men en mærkelig konsekvens for DC er, at det samtidig er skadeligt. Når nogen leverer analyser på baggrund af tal, der ikke afspejler reelt salg, selv når det bare er et par tusinde eksemplarer det drejer sig om, som man ikke kan se i pre-order estimaterne til det direkte marked (den distribution, der går direkte til de amerikanske tegneseriebutikker, red.), kan visse titler få ry for at være tabsgivende, og formodninger om snarlig lukning vil tiltage. Den mekanisme må frustrere tegnere og forfattere, som i kraft af deres royalties ved at salget er bedre, end tegneseriebrancheanalytikerne siger.
– Vi har hæderlige analytikere, som er interesserede i tal, og som behandler tallene ansvarligt. Hvorfor ikke åbne ordentligt op til de folk, i stedet for en dør på klem? Jeg kan ikke forestille mig at DC ville tabe, undtagen måske når det kommer til at styre visse markedsføringsmæssige mål.
– Hvis DC og Marvel fastholder hemmeligholdelse af tallene, er det imidlertid legitimt og i orden. Men i så fald må konsekvensen være, at skribenter og nyhedsmagere aldrig skal skrive overskrifter, der relaterer til salg.