Den store finske tegneseriefestival Helsinki Comics Festival er netop overstået. Hovedtemaerne var den finske tegneseries 100 års fødselsdag (og i forbindelse hermed: lanceringen af den nye nordiske Fantagraphics-antologi Kolor Klimax) og britiske tegneserietegnere. Igen i år var Danmark repræsenteret med tegnere og formidlere, specifikt var Anders Brønserud, Allan Haverholm, Søren Mosdal og Matthias Wivel (som også er manden fotoreportagen nedenfor) på plads, og Nummer 9 har indhentet en buket af top-3-betragtninger:
Anders Brønserud (Otto):
– Fine omgivelser, 10 minutters gang fra Hovedbanegården. Fin blanding af mainstream og arty ting, bl.a. fra de fede NoBrow-folk.
– Fed community-stemning udstillere, gæster og frivillige imellem, man føler sig hurtigt hjemme.
– Super mulighed for at møde andre nordiske kolleger samt tyske og portugisiske tegneserieskabere og så, ikke at forglemme, god interesse fra publikum.
Søren Mosdal (“Lost Highway”):
– I år tilbragte jeg meget af festivalen bag Kuti-standen, hvor jeg langede den ny gratisavis Kutikuti over disken – jeg selv og Jacob “professoren” Ørsted har en to siders tegneserie i avisen, det er deres jubilæumsnummer, og i den anledning i tabloidformat – meget flot.
– Desuden havde jeg fornøjelsen af at møde manden bag “Borgtron”, Jyrki Nissinen, en tegneserie der i mange kredses omtales som Finlands skjulte skat, og ved man noget om finske tegneserier, siger det ikke så lidt. Der er ind til videre 10 (tror jeg) hæfter, og i hvert fald tre findes med engelske undertekster.
– I dag (mandag, red.) er festivalen netop sluttet for mit vedkommende, da jeg blev overtalt af festivalarrangør Kalle Hakkola til at hive festival teltet ned i silende regn. Det er en mand, der ikke tager nej for et svar …
… Men hvor var svenskerne?
Allan Haverholm (Sortmund, C’est Bon)
– Overordnet slår weekendens Helsinki-festival mig som et miniature-Angoulême, der sigter højt og favner vidt. International profil? Tjek. Velkurateret gæsteliste? Tjek! Small press-telt, forelæsninger, central placering, udstillinger i byrummet? Plads til både finske kunstserier og manga-cosplayers? Og festivaløl fremstillet til lejligheden — Refsvindinge Bryggeri, ring til Mads Bluhm!
– Reklamer for tegneserieforlaget Arktinen Banaani i Helsinkis sporvogne? Stort thumbs up! Uanset det enkelte produkt eller forlagets overordnede linie, så er det et tegn på at tegneserier i Finland også tages seriøst som et bredt massemedie på den økonomiske side. Meget positivt at se, at der er penge i de unge, finske stribetegneres serier!
– Et militært overskudslager som standholder og sponsor for festivalen? Ikke okay, jo oftere jeg slipper for at glo på maskingeværer i det offentlige rum, jo bedre. Og hvad er logikken? At tegneserielæsere per se synes våben er fedt, måske (mis)fortolket ud fra de dér verdensfjerne, amerikanske tævesymfonier, som i øvrigt ligger langt fra festivalens profil? Puhadadadada! (se foto med Søren Mosdal nedenfor, red.)
Fotos: Matthias Wivel
LINK: Nummer9s anmeldelse af Finnish Comics Annual.
Masser af ombearbejdet finsk skov.
Ditto, her fra tegnestuen Kuti Kuti.
Johanna Rojola, finsk tegner og tegneserieaktivist, medophavsmand til Kolor Klimax-initiativet.
Olivier Schrauwen, belgisk stjerneskud, faktisk udgivet i det hedengangne Free Comics.
Barske Mosdal: “Når jeg hører ordet kultur, rækker jeg ud efter min maskinkanon”.
Finlands Joann Sfar, Ville Ranta.
Rød/hvid-front: Anders Brønserud og Allan Haverholm
Mere finsk skov med bindemiddel og farvestof.
Det italienske comics art-kollektiv/forlag Carnicola i huset, her med Andrea Bruno.
Brit pop: Paul Gravett, Bryan Talbot m.fl.