Den amerikanske tegneserieskaber Ed Piskor er et af de mest interessante stjerneskud på den internationale graphic novel-scene. Hacker-tegneserien “Wizzywig” og især eposset ”Hip Hop Family Tree” har gået deres sejrsgang verden over. Nu kan han opleves på slap line i rigtige hip-hop-omgivelser i Ideal Bar.
Piskor har sat sig for at fortælle hele hip-hoppens historie som tegneserie fra 1970erne og frem. Alt sammen i en retrostil, der afspejler tegneserierne fra selvsamme periode. Første opsamling udkommer på dansk i løbet af 2015.
Arrangørerne bag den TOTALT street aften med Piskor og hip-hoppen skriver selv om arrangementet:
”Dansk tegneserieråd, Viborg Animation workshop, Idealbar og Forlaget Fahrenheit er (…) gået sammen om. at skabe en svedig aften, hvor sprøde beats og skarpe streger tørner sammen og skaber et helt nyt og unikt udtryk, når Ideal Bar lægger arena til, at tegneseriekulturen og hiphopkulturen fusionerer for en aften. Det vil samtidig være en event, hvor mødet og samspillet mellem udenlandske og danske kunstnere er centralt.”
Peter “PTA” Aagaard, der skulle være noget af et hip-hop-orakel, interviewer Piskor på scenen, hvorefter der fyres op under en regulær gadekamp i form af en tegnebattle imellem Piskor og en række danske tegneserieskabere. Om dette skriver arrangørerne:
”(…) en festlig tegne-battle i hiphoppens ånd, hvor DJ’erne Steen Rock og Merry Tee fyrer op, mens Ed og en række af Danmarks fedeste tegneserietegnere battler med skarpladte tegninger som opstår med inspiration i den musik som DJ’erne spiller. Aftenens kombattanter er Palle Schmidt, som udover tegneserierne ”Stilletto” og ”Thomas Alsop” også har lavet artwork til rapperen Ghostface Killahs seneste udgivelse, Stine Spedsbjerg, der dagligt betragter livets skævheder på stinestregen.dk og Antboy-illustrator og tegneformidler extraordinaire Erik Petri. Værterne er en dynamisk duo; smagsdommer på DR K og storcharmør Cav Bøgelund og stormester i hiphop Peter ”PTA” Trier Aagaard.”
Efter seancen vil Piskor naturligvis signere eksemplarer af ”Hip Hop Family Tree” og snakke med fans og andet godtfolk. Selvfølgelig til tonerne af noget svedig hip-hop.
Det er faktisk Piskors andet besøg i Danmark, da han besøgte tegneseriefestivalen Komiks.dk (nu Copenhagen Comics) for nogle år siden. Dengang var han ”blot” et lovende talent, hvis tilstedeværelse blev lidt overskygget af en række store kanoner på indie-scenen. Nu vender Piskor så tilbage som hovednavn og med et stort gennembrud bag sig.
Se det fulde program på Vegas hjemmeside.