Mismod og tudeterapi i guddommelig indpakning frarådes speltallergikere.
Er der nogen, der er på vej frem som illustrator/graphic novelist i denne tid, må det være Eleanor Davis. Google, The New Yorker, Guardian etc. er kunder hos denne unge kunstner, og en lille samling korte tegneserier er det også blevet til i velrenommerede antologier som “Nobrow” og Fantagraphics “Mome”. Denne lille buket smagfuldheder er nu samlet i, hvad der sine steder virker som et lidt uegalt skrabsammen, men som så afgjort også er en poweræstetisk manifestation af en bog. Og så hedder den “How to be Happy”.
Det lyder som noget af et løfte for en smagfuldt designet sag, der sveder den kreative klasse ud af alle porer. Allerede på de indledende sider skyder Davis det dog ned med en note om, at bogen faktisk slet ikke er tænkt som en manual i lykke, hvorefter hun straks råder bod på miseren ved at anbefale to rigtige af slagsen, som har været hende selv til hjælp i nødens stund. Så er tonen ligesom slået an. Borte er fordums anbefalinger af øregejl som underlægningsmusik til læseoplevelsen, dette er for de, der er parate til at gå all in i den moderne følekultur, eller som allerede har befundet sig der i et stykke tid.
“How to be happy” er kort sagt serier til den del af speltsegmentet, der simpelthen ikke gider flere knudrede grimt tegnede art-serier, men vil have en ordentlig tegneserie, der giver en ordentlig æstetisk oplevelse. Det med æstetikken er ingen sag, for Davis er en af de efterhånden utallige tegnere og grafikere, som kan den der helt skarpe halvtredserstil, der går til alt lige fra madkasser til tegneserier, børnetøj, dagens Google-grafik og jeg skal komme efter dig.
Det er også symptomatisk, at hun nåede så langt som en Eisner-nominering for sin børneserie “The Secret Science Alliance and The Copycat Crook”, men blev præmieret med guld fra Society of Illustrators for denne antologis indledningshistorie “In Our Eden”. Netop den historie tindrer af det fineste illustrationshåndværk, så man helt glemmer at det er en tegneserie man har mellem hænderne.
Men det er dog ikke æstetikmasturbation hele vejen igennem. Davis stil udvikler sig mærkbart fra de nyere serier i funklende computerfarver tilbage i tiden gennem et virvar af håndtegnede småtterier, analogt håndmalede ting, og så igen design, design og atter design, bare så man ikke går hen og glemmer det. Som helhed fremstår samlingen som sagt uegal, men det har den befriende bivirkning, at der opstår en slags åndehuller i et nærmest antiseptisk massiv. I de åndehuller ser man for alvor, hvor fænomenal en tegner Davis er, og ikke mindst hvor organisk en streg hun har, når den ikke bliver poleret synder og sammen.
Pænheden er i det hele taget gennemgående i både streg og tekst, og det lægger desværre en dæmper på de ellers skarpt optrukne fotællinger, for det er ikke småting den unge amerikaner kommer omkring. Kan vi finde os i et Eden uden konflikter? Kan vi leve i pagt med vores natur uden at sætte aftryk i CO2-neutraliteten? Kan vi finde lykken i det simpleste af alt, at reproducere vores gener, eller er det blot endnu et udslag af en stjerneneurotisk strudseadfærd?
Davis lader sine altid mismodige småulykkelige figurer svaje hid og did efter svar, der blæser i vinden. Ingen svar gives, og en ende på al den menneskelige armod findes kun i form af et totalt økologisk sammenbrud og en hensygnende menneskehed i antitoksiske heldragter. Lyder det muntert? Nu kan alt ikke være lutter lagkage, og der er et klart sigte på de mere dystre emner her, fair nok, men pænheden og forsigtigheden med hvilken dette apokalyptiske scenarie streges op virker paradoksalt nok kvælende for den empati, der kunne få læserens anfægtelser i spil.
Bindets afsluttende lange serie “No Tears, No Sorrow” og dens hudfletning af endnu en ærketidstypisk bliv-lykkelig-på-fem-minutter-og-betal-ved indgangen terapiform illustrerer problemet så godt som noget. Her er alskens godtfolk samlet til en god gang tudeterapi, som ikke overraskende kun gør ondt værre. Det er godt set og fint sat på spidsen, som det kun kan gøres af en insider, men Davis holder alligevel igen med galden. Her udleveres ingen unødigt og håndmadderne lader vente på sig. Sympatisk nok ikke at sovse stakler, der ligger ned, ind i latrinen, men den manglende skarphed i persontegningen gør det også lidt vel svært at engagere sig i alle disse bedrøvelige tudeprinsers smertehelvede. Det hele er for lækkert til, at man kan føle sig rigtig frastødt af kynismen i setup’et, og karaktererne er for runde og karakterløse til, at empatien kan komme i spil.
Alle gode takter er kort sagt slået an, men da herlighedsværdien bare ikke gør det alene, må Eleanor Davis tilbringe endnu en tid i verdens mest sobre og veldesignede skammekrog, til hun kan komme op med noget, der kan få en op af stolen.
Karakter: 3/5
Titel: How to be Happy
Forfatter/tegner: Eleanor Davis
Forlag: Fantagraphics Books
Form: 146 sider, hardcover, farve
Pris: Ca.180 kr.
Udgivelsesår: 2014
