Andet bind i tegneserie-følgetonen ”Hip Hop Family Tree” af amerikanske Ed Piskor er på gaden. Missionen er intet mindre end den totale, og altomfattende, tegneserie-dokumentar, om den amerikanske hiphop-kultur, gennem tre årtier.
Den amerikanske tegner Ed Piskor slog sit navn fast med ”WizzyWig” – en doku-tegneserie om hacker-pioneeren Kevin ”Boingthump” Penicle. Det var ham, der opdagede, at man ved at fløjte en særlig tone ind i telefonrøret, kunne ringe gratis fra offentlige telefonbokse (”phone-phreakin”). Den velfortalte ”WizzyWig” tangerede både Bradley Maning-sagen og Wikileaks-affæren. Edward Snowden pustede først i fløjten efter ”WizzyWig” var udkommet. Med udgivelsen af ”WizzyWig” og den aktuelle ”Hip Hop Family Tree”-serie, er det vist blevet Piskors ting, at bedrive gennemarbejdet tegneserie-dokumentarisme, om undergrundskulturer på kanten af loven.
Ed Piskor (f. 1982) er hvid, men voksede op i et sort kvarter i Pittsburg og har et imponerende detaljeret kendskab til amerikansk hiphop. Hip Hop Family Tree (HHFT) udkom oprindeligt som følgeton på netsiden Boing Boing. Første bind i serien udkom sidste år, og her blev vi taget med tilbage til altings begyndelse. Vi mødte Grandmaster Flash, DJ Kool Herc, Africa Bambataa, DJ Hollywood og mange andre tidlige hiphop-pionerer. Vi blev også vidne til det første ”mix” og det første ”scratch” – sidstnævnte blev opdaget ved en tilfældighed. Vi fik at vide hvordan rappen opstod – oprindeligt fungerede rapperen, som en slags toastmaster, og var sekundær i forhold til DJ’en, som var den egentlige stjerne. Vi var med, da de allerførste rap-grupper udkom på vinyl på Sugarhill Records og Enjoy Records – en udvikling som Bambataa mente ville ødelægge den sande DJ-kultur, som levede på gadehjørner og natklubber. Tidlige graffiti-konger optrådte også i HHFT#1, inklusiv Lee fra Lower East Side. Vi blev introduceret til The Black Spades, og andre voldelige gadebander. Næh du, South Bronx i 1970’erne, du skulle have været der. Det var legendernes tid (… og længe før Frank Santoro fik nok af byen).
Foruden en meget stor fortælle-energi, bidrager Piskor med et kritisk syn på kommercialiseringen af hiphop-scenen, og i andet bind i serien (“Hip Hop Family Tree, part 2”) tager Piskor os med ind i 1980’ernes hiphop-univers, inklusiv den sprit-nye MTV-scene, tilsat anekdoter fra dengang grafitti-kulturen havde sit første (af mange) sammenstød med galleri-verdenen. Men gik man og troede, at første bind i HHFT-serien blot var en optakt, til den egentlige fortælling, kan man godt tro om igen. Piskor fortsætter i samme hæsblæsende tempo. Anden del lægger ud med Doug E. Fresh, som var manden, der simpelthen opfandt ”human beat box”. Vi introduceres til Beastie Boys, dengang de startede som opvarmning for Dead Kennedys, og andre punkrock bands. Mange, mange andre navne optræder også – fra Run DMC til Ramelzee. Omkring to hundrede personer medvirker i de første to bind. Det er meget at holde rede på. Jo flere af personerne man har hørt om i forvejen, jo sjovere bliver læsningen helt klart.
Farvelægningen er konstrueret ved brug af små prikker, ligesom i et tryk fra gamle dage, og papiret er groft, grumset og grå-brunt, ligesom genbrugspapir. Det valg forstår jeg ikke, men det falmede udtryk skal måske referere til, at dette er et historisk dokument? Det havde selvfølgelig været ekstra fornemt hvis Piskor havde tegnet personerne, så man kunne genkende dem, men mange af personernes ansigter ligner hinanden til forveksling. Piskor er en god tegner, og har udtalt at han er inspireret af Robert Crumb, men han burde efter min mening slå sig løs, og udleve sin personlige streg mere. Der er noget stift og neutralt over figurene i HHFT.
Det samme gælder desværre også for formidlingen. Piskor lever i højeste grad op til den gode amerikanske tradition for at lægge vægt på ”fact checking”. Man kan mærke at Piskor har været i personlig kontakt med mange af de gamle old-school’ere. Selv de mest dedikerede hiphop-eksperter må respektere Piskor for hans detaljerede viden om hiphoppens stormestre, og bipersoner. Alle væsentlige personer i den hastigt voksende amerikanske hiphop-branche bliver, eller vil blive, nævnt i dette mastodont projekt. I forhold den hyggelige fortælle-stemme i ”WizzyWig”, er Piskor derfor nødsaget til at benytte en mere kontant fortællestil. Hiphoppens historie flyder over med humor, vold, kriminalitet, penge, stoffer, sex og først og fremmest en lang række farverige personer, med ego’et uden på tøjet, som man kan bygge gode fortællinger op omkring. Det var nok bare blevet en sjovere, og lettere, læseoplevelse, hvis Piskor havde opprioriteret et færre antal mennesker, men så kunne han jo ikke få alt med. Der er enkelte gode eksempler på, at Piskor trækker tråde. For eksempel den sidehistorie i første episode, hvor de tre korpiger, ”The Sequence”, sniger sig backstage, og synger for Sugarhill Gang, og deres performance er så overbevisende, at de bliver inviteret med på scenen samme aften, og kort tid efter får de udgivet singlen “Funk You Up”, som når hele vejen til Compton i Californien, hvor en lille sort dreng ved navn Andre Young lytter til den, mens hans mor nede fra stuen råber ”Dre! Turn that shit down!!!!” Den slags er sjovt.
Piskor har annonceret at han vil kortlægge den amerikanske hiphop-historie, til og med drabet på Brooklyn-rapperen Notorius B.I.G. i 1994. Personligt glæder jeg mig til, at han tager fat på west-coast gangster-rappen, omkring 1990. Men vi er stadig kun nået til bind 2, som slutter i 1983. Det er en skræmmende stor arbejdsopgave, som Piskor har taget hul på. Og kasketten af for det. Jeg gætter på at HHFT er et projekt, som Piskor simpelthen må lave. Han kan ikke lade være. Emnet er godt valgt, men selve formidlingen, af en ellers fremragende ide, tabes lidt, fordi Piskor vil fortælle alt. Den faktuelle side af sagen er der dog ikke en finger at sætte på, og det skulle ikke undre om ”Hip Hop Family Tree” i fremtiden vil blive godtaget, som et troværdigt historisk dokument. For når det kommer til amerikansk hiphop-historie, så er Piskor manden der kan fortælle dig hvad der er sandt, og hvad der er ti høns.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Hip Hop Family Tree, part 2
Forfatter&tegner: Ed Piskor
Forlag: Fantagraphics
Form: 112 sider, paperback, farver
Vejledende pris: $27.99
ISBN: 9-781606-997567-52799
Udgivelsesår: 2014