Michael Nybrandt og Thomas Mikkelsens “Drømme i Tynd Luft” er solgt til udgivelse i fire lande og har forord af Dalai Lama.
For år tilbage lagde det upåagtede Vanløse Stadion græs til en omstridt fodboldkamp mellem Tibet og Grønland, en kamp med uhørt massiv international medieinteresse og mere end 5.000 entusiastiske tilskuere. Den kamp og den sande historie bag den er nu omdrejningspunktet i den nye danske grafiske roman Drømme i Tynd Luft.
Crowdfundingsucces og international udgivelse
Idémanden bag det tibetanske fodboldlandshold, Michael Magnus Nybrandt, har i samarbejde med tegneren Thomas Engelbrecht Mikkelsen de sidste fem år arbejdet på tegneserieprojektet, der sidste år rejste tæt ved 200.000 kr via crowdfunding. I morgen, fredag den 30. september, udkommer den, og Forlaget Forlæns har allerede solgt den til udgivelse i Spanien, USA, Canada og England.
Forord af Dalai Lama
Bogen har desuden fået forord af Tibetanernes religiøse overhoved, Dalai Lama. Under arbejdet med at skabe Tibets første landshold mødte Michael Nybrandt Dalai Lama ved flere lejligheder, og hans søster Jetsun Pema, der er leder af The Tibetan Children´s Villages, har været en indflydelsesrig støtte under projektets gennemførelse.
Dalai Lama har hele tiden omfattet landsholdsprojektet med stor sympati, og fortæller i forordet om vigtigheden af sport og betydningen af kampen mellem Tibet og Grønland.
– Det er lykkeligt, når folk fra forskellige dele af verden spiller sammen, og nyder hinandens selskab, skriver Dalai Lama blandt andet.
Der er udgivelsesreception for bogen i Københavns indre by fra kl. 15.00 i morgen fredag. Forlaget lokker med fri bar og signeringer fra de to bagmænd.
Inden da kan du læse et kort uddrag fra romanen her. Vi har valgt starten af kapitel fem, hvor Michael Nybrandt ikke møder Dalai Lama, men en anden kendt buddhist, Hummel-guruen Christian Stadil. For landsholdet skal jo have nogle fede trøjer…