Vores mand i marken tager til bogmesse i Aarhus, og møder både de smukke og de flinke.
“Boggods” som afholdes på Godsbanen i Aarhus er en af de nye festivaler som dukker op overalt. Den er kun 2 år gammel, og fokuserer på de små forlag med “smalle” udgivelser. Både bogforlag og tegneserie forlag. Ingen zines og ikke noget loppemarked. Desuden er der forskellige indslag om boghåndværk.
Godsbanen er en glimrende lokation, som man finder ca. 10-15 minutters gang fra Aarhus station. Der er gratis entre’. Selve festivallen finder sted i et stort og lyst lokale med masser af plads. Der bliver dog ekstremt varmt på en god sommerdag.
“Boggods” er stadig ved at finde sine fødder. Der var en helt vanvittig lang kø til en bestemt forfatter- fik ikke fat i navnet. Men der skal man indføre et system som på Art Bubble hvor folk trækker et nummer. Der var en “skæv” happening hvor nogen damer klædt i hvide kitler udførte en slags operationer på bøger. Med sav, blæk og kanyler. Men publikum kunne ikke rigtig se noget, fordi det foregik på et fladt bord, med to personer som gik frem og tilbage foran publikum.
Men jeg vil bestemt anbefale “Boggods” som en ny festival der imponerende nok er startet (i 2018) som et arrangement der har styr på hele infrastrukturen, og med en meget skarp profil fra begyndelsen.