Sex som vor mormor dyrkede det

Reply

Nu ved vi, hvad Michael Lindal Andersens tissemand mener om Epoxy. Men vi ved ikke, hvad han selv mener. Lindal har tilsyneladende forventet at læse en “lummer, pirrende og sjaskuartig” pornografisk actiontegneserie og er blevet slemt skuffet over at møde noget helt andet, så han straks begynder at fantasere om viagrapiller.

Lindal bryder sig tydeligvis generelt ikke om fabler eller historier, der ikke er skåret ud i pap, eller hvor der foregår noget mellem rammerne. Uha, man må ligefrem fantasere sig frem til noget! Både Epoxy, Burns’ “X’et ud” og McEowns “Hairshit” har på denne måde efterladt anmelderen forvirret og uafklaret, og det bryder han sig ikke om, kan vi forstå.

Det er selvfølgelig ærlig snak og en relevant oplysning for læsere, der ligesom han foretrækker helt stringente fortællinger, hvor der virkelig er er hoved og hale på alting, og intet, der besværer en hverken under eller efter læsningen. Men alligevel undrer det mig, at Lindal ikke i det mindste FORSØGER at gribe fat i historien, bare tager et minimalt tilløb til at fortolke den (eller titlen, som han også er mystificeret over, uha!) eller måske blot beskrive noglå få elementer af handlingens egentlige forløb – det eneste, han kan referere, er, at pigen ryger ned i de græske guders “smålumre verden”; hvor hun “smider tøjer” og “hopper i kanen”. Det kunne ellers lyde som handlingen i den pornotegneserie, Lindal havde forventet sig, men det er jo ikke en relevant beskrivelse af handlingen i Epoxy.

Ikke et ord om, hvordan samtiden har influeret på serien, ikke et ord om kønsrollerne i historien, ikke et eneste forsøg på at gengive forløbet i den eller udlægge opbygningen af den, ingen tanker om rammehistorien over for kernefortællingen, den vældig udtalte symbolik fra første til sidste side… INTET. Intet om denne Van Hammes allerførste leg med menneskets forhold til guder og omvendt, som han senere har dyrket så indgående.

Lindal – eller hans tissemand – synes bare, at tegneserien er kedelig og upornografisk og uforståelig – og at “tegningerne tilhører en svunden tid”. Men ikke et eneste ærligt forsøg på at forklare, hvad han mener med det eller – vel mere relevant – at analysere, om Cuveliers ekstreme dyrkelse af mænds, kvinders og hestes anatomi fungerer eller ej i tegneseriesammenhæng. I øvrigt har studier af anatomi og tegning efter levende model vist aldrig hverken hørt “en svunden tid” til eller været moderne – det er bare, hvad det er.

Mon ikke det, Lindal egentlig mener, er, at FORMEN er gammeldags. Det kan man jo godt sige, for det er et tegneseriealbum, og det er det, for sådan udgav man tegneserier i Frankrig i 1968, og ingen har jo lagt skjul på, at den udkom første gang i det år. Han mener, at “albummet fungerer bedst som historisk dokument”, men han anmelder det, som om det var lavet i går. Og fortæller intet om, hvordan det “fungerer” som “historisk dokument”.

Jeg forsøger ikke at hævde, at Epoxy er verdens syvende vidunder. Men jeg kunne godt have tænkt mig at have fået anmelderens og ikke blot hans slappe tissemands vurdering.

Reply

Nu vover jeg – som almindelig læser af både denne side og tegneserier – at blande mig lidt i diskussionen. Det kan være lidt farligt her på sitet, men lad os se, om jeg kan slippe helskindet fra det. Først vil jeg lige sige, at jeg synes det er fedt, at man kan diskutere anmeldelserne og erklære sin uenighed. Og man kan godt argumentere for, at Michael Lindal Andersen går en anelse i selvsving med kras humor og pik-vittigheder, men jeg synes nu, det var meget underholdende læsning. Der er trods alt tale om en anmeldelse og ikke tegneserieanalyse. Men det kan vi så være uenige om. Helt fint i et demokratisk samfund.

Men kære Carsten Søndergaard… gå efter bolden. Ikke manden. Det er ligesom mere klædeligt. Synd og skam at et en sand tegneseriekriger sparker så hårdt ud efter en anden (mindre) kriger, der sandsynligvis prøver at gøre sit for at bidrage til den danske tegneseries ve og vel. Det er da fair nok, at man som udgiver forsvarer sit værk, men så spændende er det altså heller ikke. Selvom Lindal ikke nødvendigvis kommer helt rundt om værket på den plads, der er nu er sat af til det (seriøst… hestes anatomi…? Det tænkte jeg heller ikke på, da jeg læste den… men lad gå), men han har ret i mange ting. At han så bliver det lidt københavner-smart er en anden sag. Han har valgt at anmelde den som et moderne udgivelse (og det er jo i dag, at den udkommer på dansk og ikke i 1968), og som sådan er der åbenbart en masse ting ved den, der ikke falder i hans smag.

Cobolts udgivelser har vel fået dårlige anmeldelser før? Det er svært at forestille sig andet. Det kan jo ikke være Linda og Valentin det hele.

Og så skimmede jeg i øvrigt anmeldelserne af både Hairshirt og Xet Ud… og det er begge positive udtalelser. Jeg har ikke selv læst dem endnu, men jeg fik appetit på det. Jeg tror, at Søndergaard læser lidt for meget imellem linjerne i de anmeldelser.

Det var alt. Ikke en ond tanke fra mig om hverken Lindal, Van Hamme (selvom han er lidt kedelig… han virkede meget sympatisk på Komiks.dk), Nummer9 eller Carsten Søndergaard, der TYDELIGVIS brænder for tegneserier. Men bolden… ikke manden. Det er god stil.

Reply

Kære Markus,

Jeg ville da hellere end gerne gå efter bolden, men der ER ligesom ingen bold at gå efter. Der er kun manden. Manden og tissemanden, der er “slap hele vejen igennem”. Helt oprigt finder jeg “anmeldelsen” under bæltestedet. Du har ret i, at jeg sparker hårdt ud, og jeg er i øvrigt ikke en kriger. Michael Lindal Amdersen ER heller ikke sin anmeldelse – han er helt sikkert et godt menneske. Det er anmeldelsen, jeg kritiserer.

Vi får at vide, at historien er “forhastet” og “leveret uden reelt engagement” – men ikke ét eneste eksempel på, hvad der underbygger denne holdning. Ikke ét ord om, hvad historien handler om. Ikke den mindste beskrivelse af udvalget af guder, ingenting om Epoxys relationer til dem, ikke noget om det afgørende møde med Psyche, ingenting om udgangen på historien, vulkanudbruddet osv. Kan man ikke forvente bare en minimal udlægning af, hvad en fortælling går ud på, af en anmeldelse?

Vi får at vide, at Epoxy “ikke er decideret elendig”, men der er ikke ét ord om, hvorfor den ikke er “decideret elendig”, hvad det så end vil sige. Hvorfor får den hele to stjerner, når der ikke siges ét eneste positivt ord om den? Vi serveres for en række luftige og uunderbyggede konstateringer, der nærmest fremstår som en slags værtshusbralren. Håndfaste udsagn uden holdninger, begrundelser eller beskrivelser.

Vi får også at vide, hvad Epoxy IKKE er – det er “ikke en skæbnefortælling som sådan”, i stedet er det “en forsinket udgivelse”. Som om de to ting var en slags modpoler.

Og så tak, fordi du vover pelsen og blander dig. Det er da et positivt udkomme af debatten!

Reply

Personligt mener jeg, at det er modigt, når mænd tør stå frem og tale om deres rejsningsproblemer i det offentlige rum. Lad falde, hvad ej kan stå!

Reply

Præmissen i Michaels anmeldelse er jo, at fortællingen og figurerne simpelthen ikke kan bære nøje analyse. I stedet rettes fokus mod det, der vurderes at være tegneseriens egentlige eksistensberettigelse, nemlig erotikken.

Hvis man finder plottet dybsindigt og tankevækkende, vil sådan en præmis selvsagt være provokerende. Omvendt kan det også blive anstrengt, når anmeldere leder efter samfundskommentarer i trashy popkultur, der ikke har andet end quick thrills på dagsordenen.

Jeg har ikke læst andet end uddrag fra “Epoxy” og skal ikke gøre mig klog på hverken tegneseriens eller anmeldelsens lødighed.

Men det kunne da være interessant at høre lidt mere om de temaer, værket behandler, og som du savner at se omtalt i anmeldelsen, Carsten? På dén måde kunne debatten måske udvikle sig til mere end den enes ord mod den andens …

Reply

Jeg stod og bladrede den igennem inde i en boghandel. Hvis man ikke vil have bedømt sin serie som værende overfladisk soft-porn, så må man sgu vælge en anden visuel stil…. og man kunne have vælgt et andet motiv til omslaget. Nogle ting mener jeg godt at man kan dømme som værende ‘ude’ alene på grund af æstetikken.

Reply

Jeg ville anerkende enhver dom om manglende æstetik, eller at noget var trashy popkultur eller quick thrills, hvis anmelderen forklarer, hvorfor det er sådan. Men det bliver det ikke i anmeldelsen. Serien bliver bare dømt upornografisk, og fetaost er bedre.

Det trigger mig nok mest, at serien anmeldes som en moderne pornotegneserie. Det er helt meningsløst. Ingen havde vel forventet, at Van Hamme og Cuvelier nogen sinde ville lave en pornotegneserie. Den er ubetinget bundet af sin tid, uanset om den udkommer nu eller var udkommet for ti, tyve eller treogfyrre år siden. Jeg ville også anerkende, hvis man dømte den ude på den baggrund – at det ingen mening har for mennesker at læse den i dag. Men vi hører ikke om mennesker, kun tissemænd. Det eneste, der sætter den tidsbundne tegneserie ind i en tidsramme er, at “franskmændene nok var bornerte dengang”. Det er vel ikke så overraskende, og har jo i øvrigt intet med historien at gøre. Endelig kunne man vel også vælge at anse de manglende kønsorganer og hårdtpumpende sexscener som en behagelig kontrast til nutidens vulgaritet. Men det er nok bare mig, der er gammel.

Og så gammeldags er stilen måske heller ikke; ifølge L’Associations L’Éprouvette er den ovenfor gengivne tegning af Epoxy, der kigger op mod muren, den mest kopierede i andre tegneserier, over hundrede gange er man kommet frem til.

Historien spiller ret umiddelbart på opgør med kønsrollemønstre og leger med moralske vrangforestillinger, undertrykkelse og frisættelse af sanselighed og begær, beskæftiger sig i høj grad med menneskets gudeikonografi og maliciøse og mørke sider. Jeg ville også anerkende en kvalificeret begrundelse for, at den skulle dømmes ude, hvis det ikke er lykkedes Van Hamme og Cuvelier at formidle noget det – men alt det omtales ikke med ét ord i anmeldelsen. Så måske er det alligevel den del, der giver de to stjerner? Det er ikke til at vide.

Men jeg har altså ikke ligefrem tænkt mig at anmelde min egen udgivelse. Jeg vil dog gerne sige så meget, at hvis man INTET kender til mytologi eller oldtidens guder eller ikke ønsker at beskæftige sig med den slags korporligt ustimulerende emner, er Epoxy måske ikke den mest oplagte læsning.

Reply

Jeg tror bare os der tilhører ‘Alan Moore-generationen’ af tegneserielæsere reagerer MEGET stærkt mod alt hvad der lugter lidt af Francoise Bourgeon-agtige tits-and-ass historiske euro-serier…. de giver os flash backs til uheldige oplevelser tilbage i 80erne, hvor vores mødre kom ind på vores værelser, mens vi sad med dilleren i hånden og hyggede os med den seneste stak opbyggelige historiske serier vi havde med hjem fra biblioteket. Baaaad trip, mand! Lindal har så ikke formået at udtrykke meget andet end at beskrive sin umiddelbare fysiske reaktion. Det er hvad dårlige minder kan gøre ved een. Praise God for Viagra!

Reply

Bevares. Jeg har måske ganske enkelt haft en forventning om, at nummer9’s anmelderkorps var i stand til at adskille tegneseriekritik og pubertetstraumer. Det er nok min fejl. Men tak for forklaringen!

Reply

Anmeldelsen efterlod i hvert fald denne læser med bukserne nede om benene, da den ikke var ledsaget af en liste over de tegneserier, Michael Lindal Andersen GODT kan kan få den op at stå til. Jeg går ud fra, der er temmelig omfattende, når argumentet anvendes som primær målestok i Nummer9s anmeldelse.

Reply

Så, nu er der vist blevet jokket nok rundt i Michaels anmeldelse…! At han bruger et bestemt komisk metafor for at beskrive sin i øvrigt ærlige oplevelse af Epoxy, er en helt legitim metode i konventionelt anmelderi.

Jeg synes Michaels anmeldelse er absolut i orden. Den repræsenterer som anmeldelser er flest, et bestemt perspektiv. Det er korrekt, at anmeldelsen ikke gør meget ud af historisk kontekst og sådan, men at bede anmeldere eller almindelige læsere om at læse et givent værk efter en bestemt anvisning, synes jeg er et urimeligt og forkert krav :).

Jeg står naturligvis 100% inde for Michaels anmeldelse – i lighed med Erik ovenfor – men erkender naturligvis at ‘Epoxy’ ikke er en hvilken som helst tegneserie, at den som Carsten beskriver ovenfor, er ganske betydningsfuld i visse henseender, og derfor forbereder vi et Epoxy-tillægsindslag, helt og aldeles ekstraordinært.

Ikke for at gøre udgiveren glad, ikke for at lægge afstand til vores egen anmeldelse, kun for at lade interessante og her til lands relativt ubeskrevne facetter af tegneseriehistorien kommer Nummer9s læsere til gode. Men mere om det senere.