Nummer 9 har besøgt serieskaber Søren Mosdal ved tegnebordet, hvor en trilogi om Erik den Røde tager form.
“På tegnebordet” er en serie af Nummer 9-artikler, hvor serieskabere beretter om, hvad de arbejder på, hvor de arbejder på det – og hvordan. Denne gang: Søren Glosimodt Mosdal.
Sidste år tiltrak Mosdal sig masser af anmelderroser for “Lost Highway“, en fortælling om country-legenden Hank Williams’ sidste timer på denne jord. Nu tackler han så en historisk figur fra vores egne breddegrader, nemlig grønlandsfareren Erik den Røde, og første bind af i alt tre om den utilpassede viking udkommer senere på året. Nummer 9 spurgte serieskaberen om projektet og arbejdet med det.
Hvor sidder du og tegner, Søren Mosdal?
– Min tegnestation er et elendigt skrivebord uden plads til benene på tegnestuen Over Floden på Nørrebro, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige om. Det er bare et bord, og så er der en lampe:
Hvad tegner du på lige nu?
– En trebindstegneserie om Erik den Røde. Det hele startede, da jeg blev spurgt af et engelsk forlag, som har specialiseret sig i historiske tegneserier, om jeg havde et forslag til en historisk figur, jeg kunne lave en tegneserie om. Af en eller anden grund svarede jeg ”jo, der er selvfølgelig Erik den Røde”, og producerede hurtigt 5 prøvesider til forlaget. De afslog, og hvad der var startet som en pludselig indskydelse om et emne, jeg ikke rigtig vidste noget om – altså vikinger – blev pludselig til en mindre besættelse for mig.
– Efter at have læst kun ganske lidt om vikingerne og Erik den Røde, som jo altså var ham, der fandt Grønland, og hvis søn Leif opdagede Amerika – en foretagsom familie – stod det hurtigt klart, hvor lidt jeg egentlig vidste om den verden. Jeg tror mange af os her i norden har en forestilling om, at vi har styr på det, men egentlig kun ved det, vi har fra Valhalla-serien, suppleret med sporadisk undervisning om nordisk mytologi i religionstimer i folkeskolen.
– Nå, men jeg blev bidt af emnet og opdagede, at de her gamle myter og sagaer indeholder nogle exceptionelt sære, uhyggelige, og selvfølgelige ultra-voldelige historier.
Nu havde jeg så valgt Erik den Røde som min protagonist, men man kunne have valgt et hav af andre figurer.
Hvorfor lige vikingetiden?
– Jamen, som nævnt finder man både særhed og uhygge, kulde, is og mørke, døde, der går igen, sæler, der taler, blodfejder, økser og guder, der ikke nødvendigvis vil os det godt i de her historier. Så på godt dansk: ”What’s not to like?” Desuden følte jeg ovenpå Hank Williams-albummet en trang til at rette blikket imod vores egne breddegrader, og se, om der ikke var noget, man kunne bruge her.
– Endelig, selvfølgelig først efter jeg selv havde fået blod på tanden, tænkte jeg, at de her ting måske aldrig rigtig er blevet udnyttet godt nok i tegneserier herhjemme. Valhalla er selvfølgelig en fin serie, som jeg ligesom de fleste herhjemme er vokset op med, men jeg vil gerne tage materialet i lidt en anden retning.
Fortæl lidt om din arbejdsproces …
– Jeg arbejder meget systematisk med tingene, så jeg brugte først cirka halvandet år på research og på at skrive eller snarere tegne et manus til alle tre album i skitseformat, det kunne f.eks. se sådan her ud:
– Bagefter skitser jeg de ”rigtige” sider så længe, det er sjovt, og til jeg har i hvert fald 20-30 sider:
– Så begynder jeg fra en ende af, først at renskitse skitserne over et lysbord, sædvanligvis fem sider af gangen, og så begynder jeg at tusche lortet. Det vil sige, hvis jeg bliver træt, begynder jeg måske at skitse nogle flere sider. Eller at rentegne skitser. Men altid fem sider af gangen, ellers dur det ikke.
Hvorfor egentlig ikke?
– Fem sider er, hvad jeg kan overskue af gangen, uden at begynde at rode for meget rundt i det. Og det virker, som om man gør i det mindste lidt fremskridt, når man ved, at det i hvert fald er halvdelen af 10 sider, man sidder og arbejder på. Selverkendelse og lidt magisk tænkning, sådan laver man en tegneserie!
Hvad sker der så?
– Når jeg har tegnet og tushet alting, er det på tide at finde på lidt tekst, dér har jeg kun et par stikord og i enkelte lykkelige tilfælde enkelte dialoger i mit manuskript, så det gælder om at finde på noget. Og til sidst farvelægger jeg alting i photoshop, og det må jeg sige, det er absolut det mindst sjove i processen:
Hvis du først hitter på teksten, når du har tegnet og tuschet alting, bliver det så ikke mere bøvlet at få placeret og dimensioneret taleboblerne?
– Jo!
He, fair nok.
– Det giver selvfølgelig nogle problemer med talebobler, men jeg synes, det er det værd – når nu resten er så planlagt og forholdsvis systematisk, er det rart at kunne være lidt mere “fri” under tekstningen. Altså, jeg ved jo også nogenlunde, hvad personerne skal sige, og hvor det skal lede hen, så det er mest bare formuleringer og sådan, der skal laves.
Hvor langt er du med projektet?
– Oprindeligt ville jeg lave en 200 siders tegneserie (grafisk roman!) i ét hug, men jeg kunne simpelthen ikke overskue det, så jeg endte med, stik imod Thomas Thorhauges velmenende råd, at dele fortællingen op i tre album. Det første er færdigt og farvelagt, og mangler kun nogle få tekstuelle rettelser. Andet bind er skitset færdigt, og jeg har rentegnet halvdelen, sådan cirkus.
Ellers andet?
– Mit soundtrack til arbejdet er hovedsageligt black metal, navne som Burzum, Darkthrone, og Satanic Warmaster, men også nyere bands som Ride for Revenge og Peste Noir. Mere klassisk metal som Slayer og Destruction, og måske endda lidt Obituary, kan også sagtens bruges.
Fotos: Thomas Thorhauge