Op til jul anbefaler Nummer 9s skribenter 24 tegneserier fra 2010, danske såvel som udenlandske. I dag: Historien om country-ikonet Hank Williams’ fatale nytår.
Med sine stilskabende blues/country-lyd og sin udsvævende livsførelse var Hank Williams ikke bare en stilskaber, men også et vaskeægte ikon. Fra 1948 til 1953 udgav country-legenden en perlerække af hitsingler med titler som “Your Cheatin’ Heart”, ”There’s a Tear in My Beer” og ”So Lonesome I Could Cry”, men kometkarrieren fik en brat ende, da han omkom under mystiske omstændigheder nytårsdag 1953.
Williams’ triste skæbne, hårde livsførelse og skæbnetunge tekstunivers danner afsæt for en af årets bedste danske tegneserier, Søren Glosimodt Mosdals ”Lost Highway”.
Med let hånd og stilsikker streg drejer Mosdal en mytoman fortælling om Williams’ sidste døgn på kloden. Vores hovedperson er chaufføren, der skal køre den døddrukne stjerne fra én turnédestination til den næste, mens snevejret tager til og sigtbarheden daler. Fortællingen tager snart en surrealistisk drejning, og siden ser den sig aldrig tilbage. Mosdal jonglerer fint med de mange lag af fakta og fiktion, og så tilføjer han fortællingen en underfundig humor, der måske nok harmonerer dårligt med Williams’ myte, men til gengæld matcher pressefotografiernes skælmske, skæve smil perfekt.
”Lost Highway” er en fint forløst fortælling om et endeligt, der måske ikke var så trist endda. Jeg kunne godt ønske mig, at Mosdals tegneseriehyldest efterlod et klarere indtryk af Williams som menneske – og at de tunge temaer resonerede lidt dybere. Men underholdt, det er man, og en særpræget tegneserieoplevelse rigere.