Op til jul anbefaler Nummer 9s skribenter 24 tegneserier fra 2010. I dag: En overdosis kawaii, det er svært at sige nej til.
Dagens julegodte er en lille, nuttet femårig, som vi stifter bekendtskab med i mangaserien Yotsuba&! (Den lidt underlige ortografi skyldes, at alle kapitler i serien hedder ’Yotsuba & ______’.) Præmissen er enkel: Vi følger Yotsuba og hendes erfaringer med en verden, som er fuld af overraskelser og særheder, når man kun er fem. Plot? Ikke det helt store. Vi er her for personkarakteristikken og den charmerende humor.
Yotsuba og hendes far bor i en japansk forstad. Nogle gange kommer farens ven Jumbo forbi, og nabofamilien er også fast optrædende gæster. De enkelte kapitler handler ofte om, at Yotsuba støder på et nyt fænomen, i bind 1 for eksempel ringeklokker, air condition, global opvarmning og rulletrapper. Forfatter og tegner Kiyohiko Azuma skildrer sin hovedperson med stor empati, og hendes forundrede blik på verden virker både realistisk og kolossalt charmerende. En fortælling kan ikke fungere uden konflikt, lærer vi, men Yotsuba&! er undtagelsen. Det er en nydelse bare at være i hendes selskab, og man læser med et stort smil om munden.
Bind 8 og 9 er udkommet i år, og de kan godt læses uden at starte ved begyndelsen. Men Yotsuba er mildt vanedannende, så man ender formentlig med at erhverve sig hele serien.
Er man sædvanligvis til manga med panchira, teenageninjaer eller dødsguder, kan Yotsuba&! virke fælt barnlig, eller endnu værre: familievenlig. På den led minder den måske lidt om Den lille prins.
I den engelsksprogede verden markedsføres serien til 9-12 årige, og i Japan bringes den i shonen-bladet Dengeki Daioh (som altså læses af teenagedrenge!), men jeg vil ikke desto mindre anbefale Yotsuba&! til voksne læsere – med enten barnehjertet i behold eller et barn på skødet.