Dagens webcomic er en gammel traver som ikke desto mindre har fortjent at få en rigtig Nummer9 anbefaling med på vejen:The Perry Bible Fellowship af Nicholas Gurewitch.
The Perry Bible Fellowship websitet har fået en UI overhaling som ikke bare gør siden nemmere at navigere, men også giver en god anledning til at genlæse indholdet – et gensyn det sagtens kan tåle.
Hører du til dem som aldrig før har hørt om The Perry Bible Fellowship (PBF), skal du vide at det er en humorstrip baseret webcomic kendt for sin fabulerende, sorte og absurde humor.
Navnet på serien stammer efter sigende fra en plakat af en kirke i Perry, Maine. Noget med en inside joke mellem tegneren Nicholas Gurewitch og hans venner som blev kørt lidt for langt ud. Serien startede i Syracuse University avisen The Daily Orange og har siden været trykt i flere andre aviser.
Priserne har bogstaveligt talt regnet ned over serien som både har vundet to Ignatz Awards for Outstanding Online Comic og to Webcartoonist’s Choice Awards for Outstanding Comic. I alt har PBF vundet otte Web Cartoonist`s Choice Awards. En Harvey Award for ”Best Online Comics Work” og en Eisner Award for den trykte udgave ”The Trial of Colonel Sweeto and Other Stories”.
Nicholas Gurewitchs stil og tegneevner spænder bredt, og det ses på det meget variende visuelle udtryk i PBF. Oftest anvendes en meget enkel stil med hvide plastiske mennesker.
Andre striber er mere detaljerede og anvender eksempelvis farvekridt eller vandfarver. Ofte er stilen en del af stribens tematik eller pointe. f.eks. anvendes her en uskyldig børnebogsstil som afvæbnende setup for en ekstra morbid pointe:
Eller en kunstnerisk stil som setup for en infantil pointe som her hvor et stiliseret zen-agtigt landskab oversvømmes af pis.
Dette giver til tider serien et satirisk præg hvor den ikke bare bruger stilen som virkemiddel, men også parodierer de genrer den behandler.
Man ser tydelig inspirationen fra forbillederne Steen & Stoffer og specieltn Gary Larsons Langt ude – mange af PBF striberne minder om den fabulerende og underfundige Langt ude bare med flere paneler og mere varierende tegnestil.
Tematisk bevæger vi os indenfor emner som Ironi, religion, krig, science fiction, selvmord, sex, vold og død. Oftest virker emnerne dog mere som en daglig indskydelse end en større udtænkt tematik fra Nicholas´ side, men det trækker dog ikke serien ned i dette sammenhæng.
Humoren er som regel meget nørdet, og ofte kul, kul sort. Men humoren kan også være sød og endda sober til tider. Den er fornærmende uden at fornærme, og det siger jeg ikke som noget positivt eller negativt. Mange andre humorstriber har formået at provokeret mig, og det gør PBF bare ikke.
Serien spænder utroligt bredt, og der er meget at udforske, og der er helt sikkert en stribe for alle. PBF har en utrolig bred appel, og det er nok noget af det som har gjort serien til en udødelig klassiker indenfor webcomic. En varm anbefaling skal i hvert fald lyde herfra.
The Perry Bible Fellowship kan følges på http://pbfcomics.com
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.