Der er guf til firbensentusiaster bag dagens julekalenderlåge, når en gruppe kryb bevæger sig igennem et landskab fyldt med glubske edderkoppeaber, frøkongerier og andet spas i Alexander Enlunds ”Pipeline Lizards”.
En stor rørledning løber gennem det land, der blandt andet bebos af de fire firben, der danner rygraden i et evigt skiftende persongalleri af lettere lade og slackeragtige eventyrere. Rørledningen har vistnok ikke altid været der, og der er ikke nogen, der ved, hvor den kommer fra. De fire firben (der godt nok går på to ben som os mennesker) er allerede på vej ud i verden for at opstøve sandheden om rørledningen, da første kapitel starter. Som læser må man selv sørge for at få indhentet de fire eventyrere, da man smides direkte ned i løjerne. Gruppedynamikken er på plads og hænger allerede i laser før første side. Der er ingen tid til lange forklaringer.
Så der er nok spørgsmål at stille sig selv og historien, imens man læser. Først og fremmest undrer man sig over, hvorfor det netop er DE fire eventyrere, der er på denne færd. De er ikke just oplagte helte og egentlig heller ikke specielt gode venner. Mest af alt virker de motiveret af kedsomhed og en trang til at finde noget ANDET, noget BEDRE i denne verden.
Og de finder mange ting. Alene i de første fire kapitler møder de blandt andet en løgnagtig og småskør kat og hendes killinger, en gruppe fredelige, men alligevel hævngerrige leoparder, en flok storbandende fugle, en sulten haj samt et kongerige af krigeriske og dødsensfarlige frøer og en edderkoppeabe, der ganske rigtigt er en meget voldelig abe med otte ben. Alt er muligt i dette univers, men intet af det ser rigtigt ud til at overraske vores hovedpersoner.
Det er meget let at overse nogen dybere mening i ”Pipeline Lizards”, der det meste af tiden virker tilfreds med bare at være total skør. ”Se lige HER, hvor SKØR, jeg er”, siger serien konstant, og ganske rigtigt… den er pænt skør. Og det er sjovt. Men langsomt kommer man ind under huden på de fire eventyrere og får en fornemmelse af, hvad der driver dem. I mangel på en bedre mulighed i livet har de kastet sig ud i denne jagt på et svar på et spørgsmål, hvis svar sandsynligvis ikke er specielt vigtigt. Uden at reflektere over det, har de valgt at følge rørledningen i en af de to mulige retninger og har ikke så meget som en eneste gang overvejet, at det lige så godt kunne have været den anden retning, de skulle i. For et eller andet skal man jo lave.
Dog er serien hovedsageligt sært sjov. Skæv, gakket humor og et aldeles uforudsigeligt plot (eller mangel på samme, må jeg hellere kalde det) bliver understøttet af oftest lidt grove, usentimentale og farverige tegninger, der måske ikke vil vinde særligt mange konkurrencer i skøntegning, men som passer aldeles fint til den løse, flippede historie. Enlund er god til at give sine antropomorfiske dyr ansigtsudtryk og personlighed.
Om der er en større, nøje udtænkt mytologi eller dybere mening med selve plottet i ”Pipeline Lizards”, skal jeg ikke kunne sige. Det handler om rejsen. Og om at være sammen med andre levende væsener i stedet for at være alene. Serien behøver ikke et meningsfuldt plot. I stedet minder den om at hænge ud med en bunke venner, bekendte og måske endda halvfremmede en eftermiddag, hvor der ikke sker andet.
Et eller andet skal man jo for hulen tage sig til.
”Pipeline Lizards” er ikke en af de der gratis nettegneserier, men er til salg for rigtige penge på blandt andet Comixology Submit og ComiXCentral. Firben er ikke gratis. Ej heller rørledninger.
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.
