Der er dobbelt op på lækkerierne i dagens kalenderlåge. Monica Finderup anbefaler de populære Instagram-serier @kellie_and_pete og @straycurls.
Når du sidder i metroen, i bussen eller bare i en pause på arbejdet er det på Instagram du for tiden kan få dit daglige fix af gode hverdags- og dagbogsstriber. Det vrimler nærmest med skøre, skæve tegnede serier (som Saras Scribbles, der nyligt kommet i trykt form på dansk). Det er især hverdagen fanget i en markant streg, som nærmest har overtaget den funktion avisernes tegnede striber har og havde.
Serier som @kellie_and_pete og @straycurls er især gode bud på nogle, der skiller sig ud fra mængden med deres særlige humor og samtidig hurtige og naive streg.
Kellie and Pete
Kellie and Pete er tegnet af Pete, som finurligt fanger kæresteparrets forhold i enkeltstående tegninger. Ofte får man som læser følelsen af, at han blotter sig selv og Kellie i situationer, der viser deres ret private sær(lig)hede: deres mange måder at sove viklet ind i hinanden (The Life Jacket), Kellies fødselsdepression, hvordan de ofte springer på hinanden, og senest hvad deres lille datter Poppy betyder for hverdagen og forholdet.
Tegnestilen er enkel og naiv, men har ændret sig en del i de knap to år der ligger på Instagram. Fra først en detaljeret og ”korrekt” tegnestil (men også til tider eksperimenterende på både stil og farver), over en rund periode mens Kellie var gravid, til nu, hvor serien har fundet sig selv i et fokus på indhold frem for detaljer, med en langlemmet Pete og en blød Kelly med meget udtryksfulde ansigter. Det er indholdet mere end det er stregen der betyder noget og det er altid et godt afbræk på dagen når man bliver mødt på mobilen af et billede der understøttes af et ”Ah, I hate these pants…my balls always fall out the sides”
Straycurls
Straycurls er med sit væld af farver og hår, modsætningen til Kellie & Petes minimalisme. Hvor mange Insta-striber er sort/hvide og enkle i stregen, er Straycurls som en regnbuefarvet enhjørning.
Den handler (især i starten) om hvordan krøllet hår er på reklamer/i film/i ens hoved – og hvordan det så ser ud i virkeligheden. Om man selv skal have krøller, som undertegnede, for virkelig at kunne se det sjove i det, skal jeg ikke kunne sige, men Angela Mary Vaz rammer virkelig spot on dér.
Generelt fokuserer tegningerne på uoverensstemmelsen mellem forventninger og virkeligheden i mange forskellige situationer, og de er så befriende ærlige, at man tydeligt kan se sig selv i dem.
Tegningerne er bygget over samme model hver gang, med en person – ofte en kvinde og ofte den samme – i fokus i 1-2 billeder. Så det er hurtigt, enkelt og genkendeligt, men med mere fokus på præcision og detalje end f.eks. Pete har i sin stribe.
Så altså, mangler du noget at bruge mobiltiden på – eller i hvert fald noget nyt at bruge den på – så lad dig lokke ind i hjemmet hos Kellie og Pete eller med Straycurls på tur i virkeligheden.
Følg Kellie and Pete på www.instagram.com/kellie_and_pete og Straycurls på www.instagram.com/straycurls
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.