College soap opera når det er bedst. Bag dagens kalenderlåge finder vi webcomicslegenden David Willis’ mesterværk Dumbing of Age.
Dumbing of Age har en interessant historie der rækker 20 år tilbage i tid – hvilket er sjældent for en tegneserie på internettet. I denne serie af daglige striber møder vi en række karakterer som manden bag, David Willis, har finpudset siden han selv gik i college i slutningen af 1990’erne. Serien startede faktisk med at køre i skolens egen avis, men fandt hurtigt sin rette plads på internettet.
Gennem årene har Willis genopfundet sig selv, sine karakterer og deres historier, og på den måde er han gradvist blevet en bedre fortæller og kunstner. Dumbing of Age er det bedste du finder, hvis du skal have et dagligt fix college soap opera.
Dumbing of Age handler om mennesker. Joyce, den kristne pige der er kommet på ”almindeligt” college efter en barndom som hjemmeskolet; Dorothy, der er ambitiøs og ateist, og bliver bedste venner med Joyce; Billie, der tidligere var cheerleader, men nu bare er en drukkenbolt der leder efter lykken i det tabte; Walky, en doven dreng der ikke rigtig vil være voksen, men finder lidt modenhed i sit parforhold med Dorothy; Dorothys håbløst romantiske ekskæreste Danny, Dannys bedste ven Joe (en metoo-katastrofe), nørdede Amber med hemmeligheder og en dyster fortid, Dina der elsker dinosaurer samt den homoseksuelle nørd Ethan…jeg kunne blive ved. Der er så mange mennesker i denne serie, og man kommer til at holde så meget af dem alle.
David Willis gør ikke det her for sjov. Okay, han synes helt sikkert det er sjovt, men han har ting han vil ud med, og han bliver bedre og bedre til at bruge det til at fortælle gode historier. På den ene side handler det hele om de store ting. Om at have et forhold til religion og samtidig til en verden fyldt med folk der ser verden anderledes. Om at have en seksualitet der ikke passer ind i de passende normer. Om at balancere skole, venskaber og kærlighed. Om at blive voksen! Men på den anden side handler det hele om popkultur og slet skjulte referencer – blandt andet til det fiktive univers om ”Dexter and Monkey Master” som altså kun findes internt i Dumbing of Age. Derudover er David Willis altså en af de største transformers-nørder (han er head admin på den officielle transformers wiki), og det får en rolle hist og her i baggrunden (hans længste serie, Shortpacked, handlede om de ansatte i en legetøjsbutik…og altså især om transformers figurer).
Dumbing of Age er skidesjov, og den er samtidig varm og god og klog når den skal være det. Og så er den der hver dag for dig. Når striberne er bedst, kan de få dig til at grine et minut om morgenen, men også at være spændt på morgendagens stribe. Og så kan de bedste striber altså skabe en helt særlig følelse af samhørighed på tværs af de mange år, på tværs af kulturer, på tværs af landegrænser.
Graden af læsernes deltagelse er stor i såvel stribernes kommentarspor som på det omfattende walkyverse wiki (en wiki over alle Willis’ serier) og tonen er helt utrolig varm og rar. Det kan virke som en perifer del af en historie, men det er netop samhørigheden og de gode sociale oplevelser der er pointen med selve det at være et sted som et college. Man tager afsted på en uddannelse for at møde mennesker (og tekster) der ved, kan og vil noget andet end én selv, og så lærer man altså noget.
Man lærer også noget af at læse Dumbing of Age, men man har det fedt imens.
Læs Dumbing of Age på www.dumbingofage.com
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.