Statens Kunstfond har netop præmieret årets bøger med markant tegneserieaftryk
Johan F. Krarups ‘Styrelsen’, Bue Bredsdorffs ‘Hjem’ og Camilla Hübbe og Rasmus Meislers ‘Nord’ er blandt de 10 bøger som Legatudvalget for Litteratur har udpeget som årets bedste. Bredsdorffs ‘Hjem’ klassificeres som en tegneserie, de to andre som ‘graphic novels’, og skønt det sikkert vil blive diskuteret om Bue Bredsdorffs lyriske tegninger af objekter, i og omkring bygninger, er en tegneserie og om ikke Hübbe og Meislers ‘Nord’ måske mere er en billedbog, forbliver det et opsigtsvækkende statement fra Kunstfondens side at pege på en lille håndfuld visuelt orienterede bøger sideløbende med de almindeligvis dominerende, rent tekstsbårne bøger – som for eksempel Naja Maria Aidts ‘Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’.
Formand for udvalget, Tomas Lagermand Lundme, forklarer at der er en form for tematisk rød tråd i udvælgelsen af de præmierede værker:
– Titlerne forholder sig på hver sin måde til det at være et lille menneske i en stor tid. Det er 10 værker, der skriver om historien, men i høj grad også skriver og tegner sin egen historie frem, ikke nødvendigvis for at forstå den, men for at leve i den, og muligvis kunne leve med den – på sigt. Det er 10 meget selvstændige fortællinger om at leve et liv – og overleve det. På godt og ondt.
Med præmieringen følger 50.000 kroner til hver forfatter.
Illustration: Johan F. Krarup, fra ‘Styrelsen’.