Under dagens låge finder vi den navnkundige webcomic “xkcd” af amerikanske Randall Munroe. Stilen er pindemænd og simple baggrunde. Emnerne er sprog, logik, internet, kærlighed…øh, og den slags.
Mange kloge folk har skrevet mange kloge ting om denne utroligt populære tegneserie, så denne anbefaling vil hive nogle af de mere eksperimenterende eksempler frem og vise hvorfor xkcd er så sørens genial.
Udover at være en af de absolut mest verdensomspændende webcomics er det også et af de bedste eksempler på en webcomic der udfordrer forholdet mellem ”web” og ”comic”. Det er til tider ekstremt innoverende og eksperimenterende, og det er ofte så nørdet og kontekst-baseret at der findes en hel wiki til at forklare alle striberne. Men det virker, og det er interessant.
En af de ting Munroe eksperimenterer med er formidling af data gennem forskellige diagrammer og kort. I ”Map Age Guide” har han vendt det på hovedet og skabt et flow chart der kan datere ethvert udateret kort. Munroes genialitet kan fint beskrives i de tre aspekter af denne (ikke-)stribe. 1. det er grundigt og velinformeret, ja han udvikler ofte decideret ny viden. 2. der er en aktiv forståelse for medier og formidlingsformer. 3. det er sjovt. I dette tilfælde er det muligt at afdække årstal for skabelsen af et kort, ja, men humoren sniger sig ind via det faktum at han også medtager fiktive kort – såsom de forskellige aldre af Tolkiens univers.
I mesterværket ”Time” fra 2013 tog han røven på internettet med en stribe der viste to personer på en strand, og når man førte musen over billedet, stod der ”Wait for it” (nu står der jo så “The end”). Gjorde man dette, altså ventede, ville man opdage, at billedet skiftede hver halve time…i to uger! Derefter skiftede billedet hver time i fire måneder. Til sammen danner disse utroligt mange tegninger en grafisk fortælling, ja endda en tegnefilm hvis man vil. For denne stribe (som heller ikke er en stribe) vandt Munroe årets Hugo Award for Graphic Story of the year.
”Click and Drag” og ”Hoverboard” går på hver deres måde ind og leger med læserens interaktion og forståelse af computerskærmen. I ”Click and Drag” afslører titlen at det, i modsætning til i de fleste andre billeder på internettet, er meningen at man kan flytte sig rundt i en verden der viser sig at være meget større end det billede der først er dukket frem. Lidt det samme sker i ”Hoverboard” hvor dagens tegneserie pludselig er et mini-arkadespil med et hoverboard, men hvad læseren/spilleren ikke for afsløret er, at man kan bryde rammerne og udforske en gigantisk verden.
Det interessante ved de her skæve, anderledes webcomics er ofte den måde Munroe leger med det tekniske medium som er internet og computerskærm. Hvor de fleste webcomics vil være ligesom tegneserier…bare på en skærm, ja så udfordrer Munroe konstant vores forståelse af streger, paneler, fortælling, bevægelse og form. I ”Umwelt” bliver det ekstremt og totalt teknisk. Denne stribe forandrer sig alt efter hvor i verden læseren befinder sig, hvilken browser man bruger og hvordan man kom hen til hjemmesiden. Især i USA var der utroligt specifikke jokes til helt specifikke steder rundt omkring, og man kan med fordel læse mere på den omfattende wiki her. (også fordi når man er i DK og bruger Chrome, ja så er den tom)
Man kan grine ugentligt af xkcd, man kan blive udfordret og forundret, man kan sågar lære noget. Ofte vil man dog være nødt til at spørge det store internet til råds for at forstå dagens vittighed. Og dét er en stor del af pointen med xkcd.