Tegneserien og romanen mødes i Oscar K og Rasmus Svarres meddigtende Jorge Luis Borges-biografi. Døm selv, hvem der vinder!
“Borges” er en slags biografi om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der blev verdenskendt for sine korte, legesyge fiktionsfortællinger. Men også kun en slags, for forfatter Oscar K er mindst lige så inspireret af mandens noveller som hans liv. Resultatet er en bog, der stepdanser af sted på grænsen mellem fakta og fiktion, og som takket være serieskaber Rasmus Svarres illustrationer også balancerer mellem roman og tegneserie.
Her er bagmændenes eget resumé af “Borges”:
I alle større byer på kloden findes der udklipsbureauer, hvor medarbejderne sidder og klipper dagens vigtigste begivenheder ud. Udklipperne sidder altid rundt om et langt bord og arbejder efter tur. De udklippere der modtager dagens aviser sidst, får ikke andet end dødsannoncer og selvmord at klippe ud. Disse medarbejdere går under navnet: selvmordsudklippere. Selvmordsudklipperne er alle sørgmodige mænd midt i fyrrerne. De får imidlertid den fælles tanke, at skabe ét menneske, en dreng, der er helt igennem lykkelig. Drengen kommer til verden i Buenos Aires sent om aftenen, d. 24. august 1899, han bærer navnet, Jorge Louis Borges.
“Borges” udkommer på Forlaget Fahrenheit ultimo oktober.