Jeg behøver kun sol og regn
Morten Dürr har skrevet det lille eventyr, Jeg behøver kun sol og regn, som er en billedbog for børn med illustrationer af Rasmus Svarre i sort kridt og kul. En magisk idé med en famlende udførsel, der efterlader en finurlig, men også flad fornemmelse.
Fortællingen handler om troldmanden og hans kone, der ikke kan få børn, men den mægtige troldmand tager skæbnen i egen hånd, og med magi forvandler han et ungt birketræ i skoven til den yndigste, lille lyshårede pige. Glæden er stor – til at starte med. Men det viser sig hurtigt, at den ydre forvandling ikke har ændret pigens indre natur, og hendes evige længsel efter kun sol og regn, sætter troldmanden og hans kone i stor fortvivlelse.
Som læser oplever jeg en lignende udvikling – jo længere jeg bladrer, jo mere fortvivlet bliver jeg over de forskellige valg og tabte chancer i formidlingen.
Poesi og kulsort magi
Det starter godt. Bagsideteksten vækker nysgerrighed, titel og forside lægger op til fortryllende poesi. De første sider indhyller mig i fire store, stemningsfulde opslag, hvor illustrationer i grove kul- og kridtstrøg tegner et landskab af vild natur med en mystisk kutteklædt skikkelse vandrende i det fjerne. Den ordløse intro trækker mig ind i en tidslomme til et mystisk land, hvor vinden suser og overdøver larmen af min egen hverdag. Magisk.
Patina med pandekageflade karakterer
Den eventyrlige stemning løber videre i fortællingens simple og let ældede sprog fortalt af en tredjepersonsfortæller med tilbagevendende pointer og replikker. ”Jeg behøver kun sol og regn,” siger den lille pige igen og igen. Med lånet af klassiske eventyrtræk lykkedes fortællingen med at lyde som et ægte folkeventyr, der har vandret fra mund til mund og samlet patina. Men genren tro efterlades læseren også med tre pandekageflade karakterer: pigen, troldmanden og konen, som fortælleren aldrig går dybere ind i.
Flade, distancerede karakterer findes ofte i fabler og eventyr, og netop derfor er det genialt at krydse dem med illustrationer, der ligesom skuespillere kan give liv og udtryk til rollerne. Men i bogens illustrationer forbliver karaktererne flade og distancerede skikkelser. Billedsiden er langt stærkere i portrætteringen af naturen end af ansigter og de menneskelige udtryk og følelser.
Tematisk potentiale i spinkel formidling
Handlingen åbner op for flere læsninger, som er interessante at finde i en børnebog. Pigens historie kan læses fra et queerperspektiv med budskabet: Du kan kun være, den du er, uanset hvad andre ønsker at se dig som. Og samtidigt ligger der en tydelig økokritik af menneskets forhold til naturen i fortællingen. Troldmanden og hans kone ser pigen som en løsning på deres behov. De vil ikke lytte til hendes. De moderne tematikker giver eventyret et lille twist og større aktualitet.
Men historiens iboende spil på kontraster mellem indre og ydre tilstande udnyttes slet ikke i formidlingen. Pigens dobbelthed som pige og træ, menneske og natur, forestilling og sandhed kunne billedbogen have formidlet på mange kreative måder, hvor teksten siger ét, men billedet noget andet. Desværre er samspillet mellem tekst- og billedside utroligt spinkelt. Tekst og billede kommunikerer i høj grad det samme i stedet for at spille mod hinandens styrker og skabe spænding i formidlingen.
Vignetter i Word
Jeg bladrer tilbage til tidslomme-fornemmelsen i de første fire opslag, men jeg falder ud af universet igen og igen, så snart jeg bevæger mig længere ind i de mere fantasiforladte sideopsætninger. Hvide sider med en sort, hverdagsagtig font lyser hele tiden op som et word-dokument midt i eventyret. Opsætningen og udtrykket i vignetter, helsideillustrationer og tekst er ikke blevet integreret til ét samlet univers.
Gid teksten havde fået lov at stå ovenpå en ulmende baggrund af Svarres kul- og kridtstreger. Gid fonten havde fået lidt mere smag af eventyr. Gid de forsigtige og letforglemmelige vignetter havde haft mere pondus og noget interessant at sige – en fuldblods-eventyr-symbolik af måner, varsler og tegn – der fik blikket til at standse og undres i stedet for at køre ubemærket videre.
Jeg behøver kun sol og regn sætter i omslaget en interessant tematik og tone for en billedbog til børn. Desværre formår den ikke at bygge eller holde det univers længe nok, til at læseren kan træde ind og udforske karakterer og perspektiver i en spændende formidling. Resultatet bliver til en famlende skitsering af en ellers rigtig god idé.
PS. Efter at have set den korte videopræsentation af bogen på youtube krydser jeg fingre for en dag at se fortællingen som tegnefilm med oplæsning af Morten Dürr, illustrationer og musik af Rasmus Svarre.
