Nummer 9 kaster med en dobbeltanmeldelse et kritisk blik på Cobolts nye satsning: “Tegneserier (mest) for kvinder”. Med en fransk blog-tegneserie og en belgisk mode-kritisk tegneserie er der umiddelbart lagt op til ond og bidende satire. Men de to mandlige anmeldere savner biddet!
Johan F. Krarup:
Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog… af Margaux Motin er en veloplagt og frisk samling blog-tegneserier, der dog ved gennemlæsning er en blandet fornøjelse med både lyspunkter og ferske og banale sekvenser.
Vi kender efterhånden mange eksempler på personlige blogtegneserier udført af kvinder – alene i Danmark har såvel Stine Spedtsberg som Maren Uthaug og Signe Parkins haft kunstnerisk og kommerciel succes med deres – i øvrigt meget forskellige – blogtegneserier. Man kan undre sig over, at kun Uthaug indtil videre er udkommet i udvalg i bogform. (Og hun blev endda afvist af et par forlag og måtte selvudgive.) Cobolt afprøver nu en bogudgivelse, men skal helt til Frankrig for at finde en egnet kvindelig blogtegner, den vistnok voldsomt populære Margaux Motin.
Læserattraktionen ved personlige blogtegneserier er mange: Det er en generøs gestus fra tegneren at lægge sine serier og sit liv gratis på nettet, vi lærer langsomt tegneren at kende ved at følge med i hendes (eller hans) liv, vi forlanger ikke plots eller action, da personlige blogs oftest har med hverdagen at gøre OG – ikke mindst – der skabes en art community mellem læsere og blogtegner, hvor læserne er tæt på processen og indimellem ligefrem tager aktivt del i den ved at komme med forslag og kommentarer. Specielt de kvindelige blogtegnere i Danmark har i imponerende grad formået at pleje deres læserskare ved at kommunikere med dem i form af svar på spørgsmål, konkurrencer etc.
Mange af disse attraktioner forsvinder ganske enkelt, når bloggen omsættes til bog, hvorfor bogens udvalg skal være skarpt og præcist. En bog har en begyndelse og en afslutning, så vi forventer mere end gags og tilfældige stumper af levet liv.
Men dette forsøger Men egentlig ville jeg… sådan set ikke på. Motins selvbiografiske hverdagsiagttagelser, selvudleveringer, banale gags og shoppingture virker netop og desværre tilfældigt i udvalget. Vi hører lidt om det ene og lidt om det andet, mens en kronologi eller en stram tematik til at binde det hele sammen mangler. Motin elsker at shoppe, særligt undertøj og sko, hun hader (sin kærestes interesse for) fodbold, hun er irriteret på sin konstant kritiserende mor og hun er vild med at drikke drinks med sine veninder. I det hele taget disker bogen op med så mange slidte klichéer, herunder køns- og parforhold-klichéer, at nogle originale greb på stoffet er påkrævet. Dét lykkes momentvist for Motin, men desværre ikke ofte nok til at være gennemgående. Sjovest er serierne, når Motin udleverer sig selv. Hun bander og prutter og er nærmest maskulint brovtende, taler i telefon, mens hun skider på toilettet, udpensler sine menstruationsvaner, danser rundt i sin lejlighed næsten uden tøj på, sikke en kvinde! – vil den franske libertiner måske udbryde.
Til den ellers fint flydende oversættelse er der at tilføje, at vi altså er kommet videre end at kalde menstruation “kommunister i lysthuset”. Gammeldags slang findes 3-4 steder i oversættelsen og skurrer slemt i ørerne.
Stilistisk højt niveau skal Motin retfærdigvis krediteres for. Hendes tegneglæde lyser ud af siderne, stilen er på samme tid ekspressiv og helt stram i en moderne, feminint svunget ligne-clair med en behersket stiliseret farvelægning. Bogen begår sig simpelt hen godt på et kaffebord i sin lækre, bløde indbinding med partiallakering. Som en tynd kop kaffe i en elegant kop.
Karakter: 3/5
Titel: Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog…
Forfatter/tegner: Margaux Motin
Oversætter: Anne Vibeke Mortensen
Forlag: Cobolt
Form: Softcover, farver/ ca. 170 sider
Pris: 248 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 978-87-7085-509-9
Mårdøn Smet:
Man tror gerne, at modebranchen er alt det grumme, man siger om den, særligt da den selv ynder at fremstå som en krydsning mellem syndfloden og Roms forfald i lækkert tøj. De tre veninder Hope, faith og Chastity sætter med rigdom og berømmelse for øje byernes by stævne i Maarten vande Wiele og Erika Ravens graphic novel Paris. Det kommer der ikke overraskende en lang og perfidt udpenslet røvtur ud af, fyldt med de mest udsøgte kreationer fra Europas førende modehuse og lummer fransk/belgisk lir i spandevis.
Vande Wieles smagfulde minimalisme, som aldrig går hen og bliver så lækker, at den bliver det rene stilgejl, bærer historien sikkert frem, med lige dele lede og fascination, mod sin uundgåeligt triste afslutning. Denne super effektive læsbarhed, der suger læseren ind i sit univers, også når det hele for længst er gået hen og er blevet småkedeligt, er en af de bedste ting, Paris har kørende for sig.
For de tre veninder, og hvem der ellers befolker persongalleriet i Paris, er mere postulater end karakterer, tomme beholdere vakt til live i dagens anledning. Hvor de kommer fra, og hvad de bringer med sig, melder historien kun det allermest nødvendige om.
Hope har en fortid som barne-skønhedsdronning og er efter en bilulykke, som har skamferet hendes ansigt, besat af tanken om at blive model igen, og Chastity, der uafladeligt bruger sex for at fremme sin karriere, er under sin opvækst blevet seksuelt misbrugt, så er dét etableret. Igen. Men fordi tidens mest sejlivede klichéer bliver genbrugt i det uendelige, gør de ikke nødvendigvis det hele mere troværdigt.
Figurerne er som udgangspunkt forfængelige lykkejægere med blikket stift rettet mod rigdom og berømmelse, og den kurs holder de uden slinger historien igennem. Skønt de synker stadig dybere ned i misbrug, sindssyge og sågar drabsforsøg, som fortrædelighederne skrider frem, virker serien snarere som ét langt, og langtrukkent, status quo, end som et eskalerende drama. Venindernes ynkelige mål er en given ting fra dag ét, så intet bliver rigtig værre. Der bliver bare mere af det.
På den måde kan der være tale om en pamflet eller om en kolos på størrelse med Biblen. Det gør ingen forskel. For nok gør livet ondt på de bonede gulve, men hvem er det lige, det gør ondt på? Det fornemmer man ikke rigtig. At beskrive det fremmedgjorte set fra fluen på væggens synsvinkel, koldt og betragtende uden en masse normative filtre, kan være godt nok, men læserens interesse skal også holdes fangen. Det kniber gevaldigt hen imod slutningen. Jo mere groteske de fre veninders udskejelser bliver, jo mere sært ligegyldigt bliver det hele. Lede, afsky og lyserøde pang-farver gør det ikke alene.
Karakter: 3/5
Titel: Paris
Forlag: Cobolt
Tegner og forfatter: Maarten Vande Wiele og Erika Raven
Form: Softcover, 216 sider, sort/hvid
Oversætter: Naja Møllmann-Ibsen
Pris: 248 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788770855082
