Nummer 9 har interviewet flamsk-belgiske Maarten Vande Wiele om “Paris”, en sorthumoristisk graphic novel om tre piger, der vil give alt for rigdom og berømmelse.
Nok er omslaget lyserødt og nok skinner titlen forlokkende i sølv, men Maarten Vande Wieles danske debut er alt andet end sukkersød. “Paris” er en sorthumoristisk fortælling om forfængelige pigedrømme og de mennesker, der lever af dem, ikke mindst i modeverdenen. Den sort/hvide billedside er både nuttet, manieret og strengt grafisk – som en krydsning af Hanco Kolk og Junko Mizuno – og satiren er gennemsyret af misantropi.
Nummer 9 har taget en snak med serieskaberen om hans besættelse af mode og kendisser, om at lave tegneserier, fordi det går for langsomt at lave tegnefilm, og om at bøger, der får læseren til at føle sig beskidt …
“Paris” er din danske debut. Fortæl lidt om din løbebane som illustrator og serieskaber op til dén udgivelse!
– Jeg startede egentlig med at prøve at uddanne mig til animator, men det dér med at analysere bevægelser og lave hundredevis af tegninger for at producere nogle få sekunders tegnefilm var ikke noget for mig. Til gengæld var jeg glad for at lave storyboards og skabe figurer, så tegneseriemediet virkede oplagt at prøve kræfter med.
– Mine første korte historier fik jeg udgivet omkring 2000. Bagefter udgav jeg nogle tegneseriehæfter: Strip noir, en hyldest til film noir, og en kort serie om den paranormale detektiv Doktor Carnacki, baseret på William Hope Hodgsons historier. Så følte jeg mig klar til at tage hul på en graphic novel, og resultatet blev “Paris”.
– Illustrationsarbejdet tog jeg hul på efter uddannelsen. Udfordringen med at fortælle en historie med kun ét billede passer mig godt. Til gengæld har jeg ofte ikke så lang tid til at lave illustrationerne, fordi jeg mest arbejder for magasiner og aviser. At lave en graphic novel tager meeeget længere tid, men ikke så lang tid som at lave animation. Det tager en evighed!
Hvorfor blev lige præcis “Paris” dit første graphic novel-projekt?
– Idéen kom til verden på en strand i Grækenland. Jeg var på ferie og læste “Valley of the Dolls” af Jaqueline Susann. Bogen handler om tre unge piger, der prøver at slå igennem i show business, og jeg elskede den. Det er en upoleret, sjov og hæmningsløs knaldroman.
– På samme tidspunkt var der masser af unge kendisser, der blamerede sig offentligt, der udkom en masse afslørende bøger om modebranchen og blev sendt meget dårligt reality-fjernsyn. Intet af det fandt vej til tegneseriens verden. Her talte alle om graphic novels, og jeg kunne lide mange af dem, men de var alle meget alvorlige, meget politiske, meget selvbiografiske … Og det gav mig lyst til at gå den modsatte vej. Jeg ville lave den første grafiske knaldroman!
Kan du give os en idé om, hvor og I hvilke former, “Paris” er blevet udgivet – og hvordan den er blevet modtaget?
– I Belgien og Holland blev den først udgivet i to bind, “I Love Paris” og “I Hate Paris”. Den blev generelt godt modtaget, men nogle anmeldere fangede ikke hensigten og fandt den overfladisk og ondskabsfuld. Et år senere blev de to bind samlet som “Paris”. Så blev den udgivet i Italien af Comma 22, i England af Knockabout Press og i Tyskland af Carlsen, der udgav og promoverede den som en “tegneserie for kvinder” – ligesom hos jer. Den har delt vandene, overalt hvor den er udkommet, læserne enten hader eller elsker den. Næste stop er Frankrig, hvor forlaget er Casterman. Jeg er meget nysgerrig for at se, hvordan franskmændene vil tage imod “Paris”.
Som du selv er inde på, markedsføres “Paris” her i Danmark som en tegneserie for kvinder. Hvordan har du det med dén mærkat?
– Jeg lavede bogen til mig selv, fordi der ikke fandtes noget på markedet, der forenede alle mine interesser. Jeg lavede den også for at glæde mine homoseksuelle og kvindelige venner. De kunne godt lide tingene, jeg lavede før, men jeg fik aldrig meget feedback fra dem. Det forandrede sig med “Paris”, som mange syntes virkelig godt om. Så på en måde er bogen lavet mere til kvinder end mine andre tegneserier, men den er ikke blød, sød, tøset og let på tå. Mit mål var at lave noget grummere, skarpere og mere begavet end den typiske “chick lit”-bog.
Enig, “Paris” er meget sorthumoristisk og satirisk. Alligevel er forsiden pink og piget. Hvorfor egentlig?
– Fordi jeg ville have bogen til at se appetitlig ud og fange øjet på bogbutikkernes hylder. Samtidig ville jeg gerne sende en lille hilsen til Barbie og chick lit-bøger og skabe et cover, der stod i skarp kontrast til indholdet. Så den lyserøde farve skulle være forførende og samtidig ironisk. Nogle kvinder føler sig talt ned til af coveret, fordi det er pink og piget og rettet mod dem, men det var ikke sådan, det var tænkt.
Bogen er blandt andet en satire over tre showbiz-brancher – mode, musik og porno. Det slipper pornoverdenen interessant nok bedst fra.
– Ja, for dén er i det mindste ærlig omkring, hvad den gør og sælger, meget som Chastity-figuren. Faktisk er alle branchehistorierne i bogen baseret på virkelige begivenheder. Dér, hvor det bliver karikeret og morsomt, er når det hele sker for nogle få figurer.
“Paris” synes at svælge i de ting, den er en satire over: Overfladiske medieindustrier, svigefulde golddiggere, utroskab og så videre …
– Jeg har selv været meget fascineret af alt det, “Paris” tager pis på, ellers kunne jeg ikke have lavet bogen. Men jeg mener godt, man kan synes om noget og så stile sig kritisk over for det samtidig. Målet var at lave en page-turner, hvor læseren føler sig lidt beskidt, når han eller hun har læst den!
Men hvor kommer den fascination fra, tror du?
– Tjah, jeg voksede op med tv-serier som Dollars (eng. Dynasty, red.), så jeg har fået det ind med modersmælken. Jeg var afhængig af blogs om kendte og besat af modeller, filmstjerner og mode. Mange af mine tidligste tegneserier handlede om rige, ondskabsfulde, berømte mennesker. Det er vel det dér med at komme om bag den smukke facade, de her mennesker stiller op, og afsløre den.
– Men alt det fik jeg faktisk ud af mit system, da jeg lavede “Paris”. Nu er jeg vildt optaget af forbrydelser og mordere. Jeg har faktisk ikke rigtig lyst til at vide, hvad dét skyldes, men det slår igennem i mit arbejde.
Hvilket let og elegant leder videre til interviewets sidste spørgsmål: Hvad har du lavet siden “Paris”?
– I februar udgav jeg endnu en graphic novel, “Monsieur Bermutier”, der er baseret på fire korte historier af Guy de Maupassant. Den er en helt anden størrelse end “Paris”, men det misantropiske menneskesyn har de til fælles. Lige nu arbejder jeg på en ny bog, men jeg er stadig i skrivestadiet. Den handler om en kvinde, der oplever et stort tab og langsomt begynder at gå i opløsning. Det er en psykologisk thriller. Tror jeg nok!
