Udstillingen Bande Dessinée 1964-2024 på Pompidou Centret i Paris åbnede den 29. maj i år og lukker om en uges tid den 4. november. Da ikke alle Nummer 9-læsere når at komme derned, følger her en serviceartikel med et overblik over noget af alt det, man kan se dernede.
ALT på nær mit hotelværelse er stort i Paris. Det gælder også deres ti etagers kulturhus Centre Pompidou, der foruden et bibliotek med 2200 læsepladser huser et moderne museum med cirka 140.000 kunstværker i den faste samling. Det er dog ikke dem, jeg er kommet for at se i dag: Plakaten ved indgangen til centret lover mig TEGNESERIER på alle etager.
Udstillingskatalog på 295 sider
Museumsbutikken på kælder-niveau ligger lige ved indgangen og bugner af utroligt flotte udstillingskataloger. Det er noget, de kan i Frankrig. Her finder jeg også kataloget for tegneserieudstillingen, som jeg skal besøge, og det er næsten en anmeldelse værd i sig selv.

Udstillingskataloget er en moppedreng!
Kapitlerne er skrevet af kompetente personligheder inden for fransk tegneserie, hvilket man mærker. Især de indledende afsnit om tegneseriens historie mellem 1964 og 2024 er velskrevne og oplysende. Kapitlerne omhandlende de tolv temaer, som udstillingen er opdelt efter, er nogle steder lidt forudsigelige, og tenderer opremsning af, hvilke tegnere der nu har kastet sig over at visualisere en drøm eller temaet angst etc. I andre tilfælde giver de rigtig god mening. Jeg elsker for eksempel afsnittet om litteratur, hvor man kan finde gode pointer om tegneseriens stilling i forhold til litteratur generelt.
Udstillingskataloget i den engelske version er en bog på 295 sider – seriøst!

Flotte opslag med en indledende, oftest spændende og oplysende tekst i starten af hvert kapitel, der indeholder talrige eksempler i form af affotograferinger af værker fra udstillingen. Tegneserien tages alvorligt her.

Ben-Day prikker på indersiden af smudsomslaget. Disse prikker blev i 50’erne brugt som en billig måde at farvelægge og lave overgange mellem farver samt skyggevirkning i tegneserier. De virkede sådan, at to eller flere prikker med farver, der står tæt op ad hinanden sammenblandes i øjet og bliver til en ny farve. Senere blev de populære inden for Pop-art se f.eks. kunstnere som Roy Lichtenstein.
Skulle du have fået lyst til at bladre lidt i udstillingskataloget, som du i øvrigt nemt kan få fingrene i hos diverse online boghandlere, er der lige den rette YouTube video til dig her: https://www.youtube.com/watch?v=r2CtdOpmbeI
Tolv temaer

På vej ind til udstillingen støder man på denne flotte triptykon.
De udstillede værker er opdelt efter 12 temaer. De følger ikke noget bestemt mønster, men handler i de fleste tilfælde om, hvad tegneserien ønsker at udtrykke (Counterculture, Fear, Dreams, Humour, History and memory, Personal stories, Everyday life, Cities). I andre tilfælde handler de om, hvordan serierne er tilrettelagt grafisk (Colour and black and white og Geometry), eller hvordan tegneserien ser sig selv som litteratur (Literature). I et enkelt tilfælde er en genre i fokus (Science fiction).
Kategorierne virker bedst, når de handler om en tidsperiode (Counterculture) eller en stil (Color and black and white og Geometri), men mindre godt, når de er baseret på mere eller mindre tilfældige elementer i handlingen som f.eks. Fear, Humor eller Dreams. Science fiction-temaet fungerer dog fremragende. Moebius og Druillet er på plads, Akira spiller på den store skærm, og lysene fra Neo-Tokyo er tændt dernede for enden af gangen. Jo, jeg har set det, men jeg starter alligevel med starten.
Counterculture
Det første rum, man møder på sin vej gennem udstillingen, er det, der omhandler temaet Counterculture – modkulturen med begyndelse i 60’erne, der også dermed rammer starten på tidsperioden 1964-2024.
Det er her omkring starten af 60’erne, der begynder at ske noget anderledes med tegneserien, der indtil da var blevet betragtet som underholdning primært rettet mod børn eller barnlige sjæle. Men nu fik tegneserierne større ambitioner, og en udvikling startede, der skulle tilvejebringe længere historier med mere voksent indhold.

Barbarella af Jean-Claude forest (Frankrig). Den belgisk-franske redaktør Éric Losfeld (1922-1979), der nævnes på udstillingsvæggen, var kendt for sine tvivlsomme udgivelser, og stod bag en del af datidens franske tegneserieudgivelser, gerne med lidt erotisk indhold. Bemærk Ben-Day prikkerne brugt til farvelægningen.
Serierne blev mere kommenterende på den verden, de foregik i. En liberal, provokerende, satirisk retning, der i nogle tilfælde forstod sig selv som et opgør med det omkringliggende samfund og dets autoriteter, opstod allerede fra starten af 60’erne.

Bladet Hara-Kiri fra Frankrig hørte sammen med Garo i Japan og de amerikanske underground comics til den liberale, modkulturelle bevægelse.

Bladet Garo (Japan). Eksempel på forside. På udstillingsvæggen præsenteres flere eksemplarer af magasinet.

Den amerikanske underground talte bl.a. tegnere som Robert Crumb og Gilbert Shelton. Her er det forsiden til Zap Comics nr. 8, august 1975, tegnet af Crumb.
Jeg nød virkelig Counterculture-udstillingen. Den var enormt sjov. Her er nogle flere eksempler fra den amerikanske underground:

Aline Kominsky-Crumb og Robert Crumb (USA). Forsideillustration, Aline and Bob’s Dirty Laundry Comics, 1974

Nard n’ Pat, 1974, Jay Lynch (USA)

The Nocturnal Bad Biter, 1970., S. Clay Wilson (USA)
Counterculture kan dog også være lærerig, hvilket ses af eksemplet herunder fra de vanvittige The Fabulous Furry Freak Brothers.

Phineas fra The Fabulous Furry Freak Brothers afslører her hemmeligheden bag at lave en god tegneserie. Gilbert Shelton og Dave Sheridan (USA)

Karaktererne Phineas, Fat Freddy og Freewhelin Franklin boede angiveligt i San Francisco sidst i 60´erne. Meget symptomatisk for den amerikanske underground scene. Gilbert Shelton (USA)
Humor
Før 60’ernes begyndelse fodrede tegnere som Hergé, Schulz, Franquin og mange andre offentligheden med humoristiske, spændende og eventyrlige småhistorier oftest præsenteret som avis- eller magasinstriber indeholdende mere eller mindre afsluttede pointer. Figurerne, der optrådte, blev aldrig ældre, selvom verden omkring dem gjorde.

Peanuts / Radiserne. Charles M. Schulz (USA)

Hey Look! 1948, Harvey Kurtzman (USA)
Tegneserierne kastede sig snart over mere seriøse karakterfremstillinger. Det betød heldigvis ikke et farvel til den humoristiske tilgang. Det viser temaet Humor mange eksempler på.

Fujio Akatsuka (Kina/Japan). En side fra tegneserien The end of Unagi-Inu, 1973

Fujiko F. Fujio (Japan). Navnet dækker over mangaduoen Hiroshi Fujimoto og Motoo Abiko, der har en virkelig ren streg. Farverne lyser op på de vægge, hvor dele af serien er udstillet. Ren nydelse. Fra Doramon, Fishing Indoors, 1982

Calvin and Hobbes / Steen og Stoffer, Bill Watterson (USA)

Gaston Lagaffe / Vakse Viggo, André Franquin (Belgien)

Benito Jacovitti (Italien). Ét af hans myldrebilleder i min udskæring.
Og så har jeg slet ikke nævnt alle de fine sider med Lucky Luke, Asterix og Obelix og Tintin.
Everyday life
Tintin skal I nu ikke helt snydes for. Se blot denne flotte skitse udført i blyant og derefter optegnet i tusch. Den fandt jeg under Everyday life-temaet, nok placeret her, fordi Det gådefulde juveltyveri, som siderne er fra, er en ganske usædvanlig historie. Tintin og hans tro følgesvend Haddock kommer slet ikke ud i verden på eventyr i den historie. De bliver hjemme på Møllenborg, hvor de leder efter Madame Castafiores juveler. Så er det bestemt blevet hverdag i tegneseriens verden!

Udstillingen indeholdt en del af disse flotte Tintin-skitser, alle i blyant. Skitseside fra Tintin-føljetonen, der som album på dansk fik titlen Castafiores juveler og senere blev omdøbt til Det gådefulde juveltyveri (1961-1962). Bemærk de fine tegneøvelser, Hergé (Belgien) har lavet i periferien af skitsen.

Rentegning af siden fra Det gådefulde juveltyveri. Scenen, hvor Tintin afslører tyven. Læg mærke til at der er byttet om på nogle af billederne i forhold til rækkefølgen i skitsen.
Særligt de japanske mangategnere er gode til det med den stille hverdag. Se f.eks. her hos Jiro Taniguchi. Ren zen på museumsgangen.

Jiro Taniguchi (Japan). Fra Manden der går tur, 2003
Men vesterlændinge kan også være med. F.eks. Richard McGuire fra USA:

Richard McGuire (USA). Video still fra den digitale tegneserie Here (2014) . Blev vist på skærm som en del af udstillingen Everyday life.
Personal stories
Tegneserietegnerne vender sig i stigende grad (ifølge kataloget i 80’erne-90’erne) mod at drage sig selv og dagligdags forestillinger og problematikker ind i historien. Det har vi allerede set eksempler på med de foregående temaer, og Personal stories overlapper da også en del med de øvrige temaer.

Aline Kominsky-Crumb (USA). Forsideillustration fra magazinet Twisted Sisters, nr.1, 1976.
Det er, som om arrangørerne har villet strække udstillingerne til 12 temaer. Alternativt har meningen med tematitlerne været at sætte fokus på bestemte forhold omkring tegneserien mere end at skabe en rød tråd gennem udstillingen. Jeg når lige at tænke, at en tidslinje havde været rar, inden jeg igen opsluges af de fantastiske tegninger i montrer og på vægge.
Et højdepunkt her er Fremtidens araber af Riad Sattouf, og jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke kan tage gode billeder af skitserne gennem montrerne pga belysningen:

Riad Sattouf (Frankrig) under Personal stories. Færdiginket side klar til farvelæggelse. Fra serien Fremtidens araber om Sattoufs egen ungdom i henholdsvis Gaddafis Libyen, Assads Syrien og i Frankrig under skiftende præsidenter.

David B (Frankrig). Det store onde, 1, 1996 (originalen på fransk). Vedkommende og stærk fortælling om broderens epilepsisygdom og den smerte, den påfører forfatteren og dennes familie. Interessant brug af sorte flader og hvide streger.
History and memory
Tegneseriens udvikling i perioden, udstillingen dækker, betyder også, at vi nu ikke alene oplever karaktererne i længere og mere realistiske, undertiden historiske scenarier, men vi får også biografiske værker, som f.eks. Maus af amerikanske Art Spiegelman. Historien om faderens oplevelser under holocaust er stærk og rørende læsning, og det er sønnens tegninger og skitser også. Billederne herunder er fra et helt lille Maus-rum indrettet midt i History and memory-afdelingen.

Art Spiegelman (USA). Næsten en separatudstilling om Maus (1973-1991)

Art Spiegelman (USA)
Nogle forfattere og tegnere inddrager både historiske perioder og historiske karakterer i tegneserierne, men digter derfra relativt frit. I fortællingerne om den skibsløse søhelt Corto Maltese forsøger italienske Hugo Pratt at sætte tegneserien ind i et mere litterært perspektiv. Det er længere fortællinger med en relativ barsk tone, der klart viser, at dette er for voksne. Desuden udgives de sammen med baggrundstof fra de steder og tidsperioder, hvor historierne foregår.
Billederne her er fra den fremragende Corto Maltese-udstilling nede på biblioteket et par etager under hovedudstillingen. Denne udstilling, var næsten det bedste af det hele.
Det var den, fordi den virkelig kom i dybden med én forfatter og hans værk. Hans egen historie, ideen der blev til serien, de første udgivelser, og hvordan figuren og alle de medvirkende karakterer efterhånden udviklede sig, er perfekt beskrevet ved hjælp af opslag, akvareller og tidslinjer. Et videointerview forklarer Pratts eget forhold til verdenslitteraturen.
Der er selvfølgelig meget krig og konflikt i History and memory-udstillingen. Personligt var jeg begejstret for de mange sider fra Jacques Tardi, hvor omdrejningspunktet var et værk om Første Verdenskrig, jeg ikke kendte i forvejen.

Jacques Tardi (Frankrig). C’était la guerre des tranchées (It was the war of the trenches), 2014.

Jacques Tardi (Frankrig). C´était la guerre des tranchées, 2014.
Ligeledes fandt jeg her Keiji Nakazawa, der som andre japanske forfattere og tegnere efter Anden Verdenskrig har behandlet deres kollektive hukommelse og frygt vedrørende atombomben. Tegneserier er afgjort ikke længere kun for børn.

Keiji Nakazawa (Japan). Barefoot Gen, 1973-1974 baseret på tegnerens egne oplevelser som overlevende fra Hiroshima-bombningen
Marjane Satrapis tegnede hukommelse handler i hendes store værk Persepolis om forfatterens barndom og ungdom i Teheran under den islamiske revolution.

Marjane Satrapi (Iran). Persepolis, vol.1, 2000
Science fiction og Colour black and white
Tegnerne kan bestemt også finde på at kigge uden for jordens overflade efter de eventyr, de præsenterer os for. Science fiction-genren blev af kæmpe betydning med folk som Philippe Druillet, Moebius og ikke mindst oprettelsen af det franske tegneseriemagasin Métal Hurlant, der var og er et slags visuelt sci-fi laboratorium.

Moebius aka Jean Giraud (Frankrig). Arzach, 1975

Mere Moebius, mere Arzach – det er så godt!

Ganske vist behersker tegneren Moebius også ligne clair, altså den rene streg, som man ser i hans værk Den hermetiske garage. Her i Arzach er der dog skraveringer. Stregerne er bløde, varierer i tykkelse, har sine bump på vejen, drejer nogle gange endda omkring og opløser sig i små tykke streger og ender undertiden i prikker. Det giver en behagelig blød fornemmelse indeni.
Science fiction og Colour black and white-udstillingerne ligger lige op ad hinanden. Det er der ikke noget at sige til, for der skrues meget op for farverne her. Faktisk havde jeg svært ved at huske, hvad der var hvad, imens jeg gik derinde. Jeg har derfor tilladt mig at blande emnerne lidt her.

Flotte sider fra Enki Bilal (Jugoslavien). Bemærk farvernes mætning i disse afdelinger

Straks man går ind i Science fiction-afdelingen, befinder man sig foran en stor skærm. Sammen med karaktererne fra den japanske animationsfilm Akira, der selvfølgelig stammer fra tegneserien af samme navn, er man nu i Neo-Tokyo.

Philippe Druillet (Frankrig). Gotisk inspireret sci-fi.

Deres udsendte er godt tilfreds blandt Moebius ultradetaljerede konstruktioner.

Den Hermetiske garage – Moebius igen, igen. Kunne ikke lade være.
Jeg har aldrig fået læst noget af den japanske manga om Astro Boy. Det skal jeg have gjort efter dette besøg. Jeg googler mig til, at det handler om en androide-dreng, med menneskelige følelser. Opslaget fortæller mig, at han må gå så meget grueligt ondt igennem, inden han havner hos en professor, der laver en robotfamilie til ham. What’s not to like!

Osamu Tezuka (Japan). Astro Boy, Robio & Robiette, 1965. Helt klare linjer omkring figurerne her og fravær af skraveringer. Sammenlign eventuelt med tegningerne af Moebius oven for. Farverne er stadig pænt mættede.
Således begejstret går jeg videre, men skuffes lidt, da jeg ankommer til en noget reduceret fremvisning af de amerikanske superhelte.

Neal Adams rentegnet af Mike Esposito (USA). Superman nummer 204, Februar 1968

Amerikanske superhelteforsider fra Marvel Comics. Thor nr. 257, Marts 1977 af Jack Kirby rentegnet af Joe Sinnott og Daredevil nr. 44, september, 1968 af Gene Colan rentegnet af Jim Steranko (alle USA)

Frank Miller (USA), The Dark Knight Returns (1986). Dette var den eneste tegning af Miller på hele udstillingen! Lidt mærkeligt, når man tænker på hans betydning for genren. Bemærk her, hvordan Miller i stedet for at anvende streger bruger store dominerende sorte flader til at male Batman i silhuet. Dermed opnår han effekten af en stærk superhelt mod en lysere baggrund. Hos Miller er heltene virkelig stærke – og mørke!

Dave Gibbons og Alan Moore (England), Watchmen, 1986. Her bruger tegneren Dave Gibbons den sorte flade som baggrund i nederste ramme, og der er streger i vores helt Ozymandias. Læg mærke til hvad det gør ved karakteren. Sammenlign med Frank Millers Batman ovenfor.
Dreams og Fear
I kataloget fik jeg ikke meget ud af afsnittene om henholdsvis Dreams og Fear, men til gengæld dækkede udstillingen over nogle virkelig flotte sort/hvide tegninger. Dream havde blandt andet nogle tegninger af canadiske Julie Douchet, der var virkelig vanvittige og sjove.

Julie Doucet (Canada). Fra My secret desire, 1995. Baseret på en drøm. Værsgo’ – deres baby, fru Doucet. Jeg kan godt afsløre, at det ikke er en baby, hun får.
I Fear kom jeg på grund af den megen brug af streger og sorte flader ofte til at tænke på tatoveringer.

Stéphane Blanquet (Frankrig)

Joann Sfar (Frankrig)

Go Tanabe (Japan)

Charles Burns (USA)
Litteratur
Tegneserier baseret på historier fra den skrevne litteratur er et velkendt fænomen, så her bare et par eksempler. Som alt andet udvalgt af mig og slet ikke fyldestgørende for det store udvalg, der var udstillet.

Winshluss (Frankrig), Pinnochio (frit baseret på Carlo Collodis oprindelige version fra 1881), 2008

Winshluss (Frankrig).

Rébecca Dautremer (Frankrig), Of Mice and Men (baseret på John Steinbecks roman), 2020
Udstillingskatalogets kapitel om litteratur indledes, som nævnt, med et rigtig godt afsnit om tegneseriens forhold til og placering inden for litteraturen. Afsnittet omtaler blandt andet Will Eisners forsøg på at legitimere tegneserien A contract with God som rigtig litteratur ved brug af kategorien Graphic novel. Med referencer til diverse forskere af primært amerikansk og fransk oprindelse prøver teksten desuden at indkredse, hvad en tegneserie egentlig er, og hvorfor denne bastard mellem kategorier, måske er den bedste løsning i et moderne mediebillede. Spændende læsning!
Cities
Byer som tema virker som en god ide, eftersom mange forfattere og tegnere tager udgangspunkt i netop byerne og deres mange historier. Tænk bare Will Eisners New York- trilogi, der om end lidt sparsomt også er med her. Franske Nicolas de Crécy og hans flotte billeder fra Den himmelske bibendum, herunder hans vision om et New York sur Loire, er flotte og spændende.

Nicholas de Crécy (Frankrig). Udsnit af et værk kreeret til udstillingen.
Den belgiske tegner Francois Schuiten og hans stilistisk pæne bymiljøer glimrer ved en stor kontrol af perspektiv, douchede farver og skraveringer i de sort hvide tegninger. Tjek ham ud.
En kæmpe bymodel af bygninger fra bogen Clyde Fans af den canadiske tegner Seth pryder Cities-udstillingen og er et spændende afbræk fra alle de ophængte sider. Men også her savner jeg Frank Miller. Man kunne have vist nogle af hans barske New York-bymiljøer fyldt med vandtanke.

Bymodel af bygninger fra bogen Clyde Fans af Seth (Canada)
Geometry
Det er tydeligt, at arrangørerne godt kan lide bestemte af de amerikanske tegnere, og her virker især Chris Ware til at være en af deres darlings. Han dominerer temaet Geometry med sine ligne claire væg-størrelse tegnede sider.

Chris Ware (USA)
Der var bestemt også andre interessante ting her, for eksempel Jochen Gerner (Frankrig), der i de udstillede værker helt helligede sig silhuettegning og nærstudier.

Jochen Gerner (Frankrig), Ectoplasm, 2013-2015. Minimalistiske elementer fra tegneseriens verden. Er det tegneserie?
Lidt indtryk fra udstillingsområdet
Hvor er det en vild udstilling! Værker sat op på vægge eller hængende fra loftet ned i rummet, giver den der fornemmelse af, at der bare er tegnede streger overalt.
Filmfremvisninger af animerede klip med diverse figurer, klip med kunstnere, der tegner og interviewes på store lærreder, der udgør gange rundt mellem de forskellige rum, der er lavet i og til udstillingen.
Videoinstallationer med tegnede sekvenser, der undertiden er lavet specifikt til udstillingen.
Affotograferede enkeltbilleder, forsider, striber eller uddrag af længere historier.
Skitser med grå eller blå blyant med eller uden blæk/tusch rentegning henover.

Mike Mignola (USA)

Chris ware (USA)
Skitser med rettelser i form af papirlapper eller overmaling med slettelak/hvid akryl, inserts og korrektioner, der afslører arbejdsgangen. Nogle steder har tegneren ændret holdning til billeddesign eller tekst undervejs. Andre steder er der bare sket en mindre fejl under skitse- eller rentegningen. Nogle steder er det bare proceduren med efterfølgende at sætte tekst ind i taleboblerne som vist herunder for tegneserien Barbarella fra rummet med temaet Counterculture.
Tegnekunstens fingeraftryk – streger, skraveringer og flader
Det er enormt spændende at komme tæt på de store mestres streger. Man ser noget andet. Deres personlige fingeraftryk er jo foruden de materielle teknikker og deres måder at springe sekventielt mellem billederne på også selve stregerne og den måde, de bruges på. Der er stor forskel på den måde, de lægger stregen eller sort/hvide flader på, og hvad de fortæller, når de gør det. Farverne var, som jeg også har nævnt, en historie for sig selv.

Nina Bunjevac (Canada), La réperation, 2022. Læg mærke til de smukke krydsende skraveringer.

Nina Bunjevac (Canada), La réperation, 2022. Close up af hendes streger.

Eksempler fra skitsebøger af Joann Sfar (Frankrig)
Det bedste og det værste
Udstillingen har mestendels lånt fra de franske gemmer, hvilket kataloget da også afslører. Det er en fantastisk udstilling, men man savner en ordentlig præsentation af superheltegenren i USA og mange af de store amerikanske tegnere er ikke med. Disney og Carl Barks så jeg slet ikke nævnt. Der er én tegning af Frank Miller repræsenteret på hele udstillingen. Jeg er ikke nok inde i japansk manga til at kunne vurdere dækningen af dette, men jeg blev i hvert fald inspireret til at læse mere. Nogle af temaerne virkede som sagt lidt svagere end andre, og måske kunne der have været tænkt i mere tidssvarende emner som for eksempel feministiske og queer serier, moderne underground eller formidlende tegneserier. Men det ændrer ikke på, at det er en fed udstilling.
Udstillingen Bande Dessinée 1964-2024 (på dansk Tegneserier 1964-2024) er en del af den større udstilling La BD á tous les étages (på dansk Tegneserien på alle etager), der foruden den fantastiske Corto Maltese-udstilling på biblioteket (det bedste), desværre også indeholder en temmelig ligegyldig sammenstilling af forskellige tegneserietegnere med værker og kunstnere nede på museets permanente udstilling (det værste). Der hænger dog nogle fede skitser i mellemgangene dernede. Især dem fra Tintin-albummet Månen tur-retur og skitserne fra Little Nemo in slumberland af Windsor McCay (USA, 1869-1934) fik jeg studeret grundigt, så den etage var heller ikke helt dårlig at besøge – trods alt.
Fed oplevelse. Lækkert og grundigt katalog. Lad os lave noget lignende i Danmark!