Der er dømt postmoderne euro-Noir for alle pengene, når Oscar K. og Rasmus Bregnhøi afslutter deres sære, fascinerende trilogi om ”Lilith i Underverdenen”.
I første bind, ”Lille Miss Nobody”, mødte gadedrengen Schniff den blinde frelserpige, Lilith. Hendes førerhund blev kørt over af en mystisk ambulance, og Schniff meldte sig frivilligt til at føre hende rundt i byen. Sammen løste de en mordgåde, imens andre mystiske ting foregik omkring dem. I bind to med titlen ”M” (bevidst snuppet fra Fritz Langs klassiske seriemorderfilm, der konstant refereres i bogen) var det en børnemorder, der var på spil, imens det i dette tredje og sidste bind endelig er blevet tid til at finde ud af, hvor den fæle ambulance, der næsten dræbte Lilith, kom fra. Og hvad har den egentlig at gøre med alle de forsvundne børn? Og hvad har det hele at gøre med Schniff og Liliths fortid?
Oscar K. fortæller historien i vanlig minimalistisk stil og smider omkring sig med referencer. Fra Raymond Chandler til Fritz Lang og Tintin (selvom det måske her er Bregnhøi, der er på spil. Alt afhængigt af, hvad der kommer fra manus, og hvad der kommer fra tegnerens hoved). Store dele af dette bind helliges andre historier. Vi ser en hel film og oplever op til flere optrædener i en sær variete, der hovedsageligt foregår på tysk. Det har alt sammen noget med skuespillerinden Rosemarie Brooks at gøre, og det er hende, der giver bindet sin pulpede titel.
Hvor eller hvornår historierne om den blinde frelserpige og hendes menneskelige førerhund, Schniff, foregår, er et rigtigt godt spørgsmål, som sandsynligvis ikke kan besvares. De to tegneserieskabere har skabt et rum af tid og sted, der ikke er rigtigt håndgribeligt, men nærmere eksisterer i en slags drøm om hele Europa og en slags tidslomme, der rummer både fortid og nutid. Mobiltelefoner eksisterer side om side med sort-hvide film, der ikke hører dette århundrede til. Men det fungerer, fascinerer og føles både sært og naturligt – præcis ligesom drømme.
På samme måde er Bregnhøis billedside rigtigt drilsk. Hvis man har sin vanlige gang blandt børnebibliotekets reoler (ligesom mig), så er man vant til at se Bregnhøis streg titte frem fra næsten samtlige hylder. Hans grove, organiske og usentimentale streg er et frisk pust i mangen en billedbog. Bregnhøi vender i denne grafiske roman for voksne op ned på det, der er så fedt ved ham som tegner. I billedbøger er det hans lidt voksne tilgang, der hæver niveauet, imens det her er de mere barnlige, uskyldige virkemidler, der skaber uroen og originaliteten. Et eksempel er figuren Schniff, der kunne være taget direkte fra en af Bregnhøis billedbøger. At denne naivistisk tegnede figur, der er reduceret til tegneseriemediets allermest enkle virkemidler og nærmest ikke er andet end ansigtsudtryk og overdrevet kropssprog, viser sig at være en hjemløs, laksniffende gadedreng i et betændt, pornoinficeret noir-miljø skaber en flot kontrast. Det uskyldige og umiddelbart sympatiske møder en grummere virkelighed og en genre, der historisk set er blevet formidlet mere voksent og naturalistisk.
Bregnhøis stil har ændret sig siden bind et, der var noget skarpere i sin rentegning og noget mere enkel i sin (næsten mangel på) farvelægning. Her er der flere skraveringer og en tillid til den grovere streg som virkemiddel. Ligeledes leges der i denne omgang med flere farver end i de forrige bind. Bind et brugte rigtigt meget blåt og bind to var tilsat en god portion blodrød. I bind tre hældes der gult, blåt, rødt, grønt og sågar lyserødt på den effektive farvelade. Andre steder er holdt helt i sort-hvidt. En af bindets bedste sekvenser er den tidligere nævnte gengivelse af en sort-hvid spillefilm med farlige sømænd, en gæv heltinde, bevidst grov, old school orientalisme og en romantisk slutning i gaslygtens skær. Bregnhøi rammer tonen rent.
Historien om Lillith og Schniff slutter her, og der gives eller antydes svar på de mange, sære spørgsmål, der har huseret i baggrunden for de to første fortællinger. Historien lander sådan set meget fint, selvom der nu ikke er tale om verdens mest skarpe krimifortælling. Men det er nok heller ikke hensigten. I stedet har de herrer K. og Bregnhøi skabt et lille lommeunivers af referencer, uskyld og fordærv samt en opløsning af tid og rum i en fortælling om uskylden, den ægte kærlighed og frelsens trange kår i en (under)verden, hvor de ikke burde eksistere.
Man skulle ikke tro, at en tegneserie, hvor børn bliver opløst i syrebade, kunne være så charmerende og fin. Men sådan er verden så sær sommetider.
Karakter: 4/5
Titel: Lilith i Underverdenen bind 3: Kvinden der ikke kunne huske!
Forfatter/tegner: Oscar K. og Rasmus Bregnhøi
Forlag: Fahrenheit
Farve og form: Farve, indbundet
Sidetal: 99 sider
Pris: 149, 95 kroner
Aktuelt udgivelsesår: 2014
ISBN: 9788792320292
Udgivelsesland: Danmark
Del på
